"Argumenter for afskaffelse af blasfemiparagraf holder ikke"

Hån, spot og latterliggørelse af en religion vil i nogle tilfælde også med god grund opleves som en hån af dem, der tilhører denne religion, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Holder argumentationen for blasfemiparagraffens afskaffelse?

Dansk Folkepartis og Liberal Alliances ønske om at afskaffe blasfemiparagraffen bakkes nu op af Institut for Menneskerettigheder. Begrundelsen er, at det er en unødvendig indskrænkning i ytringsfriheden, for det er mennesker og ikke religioner, som har menneskerettigheder, der skal beskyttes.

LÆS OGSÅ:
"Vi har brug for blasfemiparagraffen mere end nogensinde før"

Loven beskytter ikke Gud, men den offentlige orden
Mennesker beskyttes blandt andet af racismeparagraffen (som de to partier for øvrigt også ønsker afskaffet) og injurielovgivningen, men som overskriften i Jyllands-Posten lød, "Gud skal til at tage sine tæsk selv."

Her må dog lige indskydes, at den danske blasfemiparagraf ikke handler om at beskytte Gud eller for den sags skyld nogen religion, men den handler om at beskytte den offentlige orden, som kan trues af angreb på religioner.

Man kan ikke adskille religion og mennesker
Det er naturligvis en nærliggende tankegang at skelne mellem personer og deres religion. Der må efter denne skelnen være grænser for den hån, spot og latterliggørelse, man må udsætte religiøse mennesker for, men der burde ikke være grænser for den hån, spot og latterliggørelse, man må udsætte disse menneskers religion for.

Denne strategi med at skelne skarpt mellem religion og person er blevet meget udbredt i for eksempel radikale islamkritikeres behandling af islam og muslimer. For eksempel anerkender man, at den altovervejende mængde af muslimer er ganske fredelige, men islam som sådan er en voldelig religion.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne skelnen mellem religion og person holder i alle situationer? Det forholder sig sådan, at religion ikke er en uforanderlig fysisk genstand, som man kan analysere løsrevet fra de mennesker, som måtte have et forhold til denne genstand.

Kristendom er kristentro, det vil sige, at det er noget, som mennesker tror, så derfor giver det ikke mening at analysere kristendom løsrevet fra de mennesker, som har et forhold til denne religion.

Når man siger noget om kristentro, siger man implicit også noget om kristustroende. Men som kristne i Danmark har vi det efterhånden godt med, at vor kristne religion og dermed også vores tro på Kristus udsættes for hård kritik, også når det udarter til hån, spot og latterliggørelse. Problemet er bare, at mens vi som tilhørende et dominerende kristen flertal ikke føler os truet af sådanne angreb, så er det ikke nødvendigvis det samme, hvis man tilhører et lille mindretal.

Hvis man for eksempel sagde om jødernes religion (som det for eksempel siges i en ny bog om muslimernes religion), at "vold er simpelthen uløseligt indlejret i dens DNA," og at deres religion derfor "ikke har krav på samme beskyttelse og de privilegier, man giver en religion," så vil angrebet nok af de fleste blive opfattet som et angreb ikke kun på jødedommen som religion, men også på de mennesker, som tror på denne religion.

Eller hvis man om jødernes religion sagde (som et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti har sagt om muslimernes religion), at det var en pest, der skal bekæmpes, så ville det straks give mindelser om, ikke bare tidligere tiders kritik af jødedom, men om forfølgelser af jøder.

Argumentationen holder ikke vand
Dermed har jeg egentlig ikke direkte forholdt mig til, om det er en god idé eller ej at afskaffe blasfemiparagraffen, men blot peget på, at en væsentlig del af argumentationen for afskaffelse af blasfemiparagraffen efter min analyse ikke holder.

Hån, spot og latterliggørelse af en religion vil i nogle tilfælde også med god grund opleves som en hån, spot og latterliggørelse af dem, der tilhører denne religion.

Mogens S. Mogensen
Ph.d. og interreligiøs konsulent