- Ateisten Richard Dawkins minder om en sektleder

Sekter deler verden op i sort og hvidt, i overtro og rationalitet. Det gør nyateisten Richard Dawkins også, mener Dialogcentrets generalsekretær Christina Phillipstatt

I wekkenden var der ateistisk konference på Den sorte Diamant i København. Og mange kendte personer bl.a. den kristendoms- og i det hele taget meget religionsfjendske Richard Dawkins var på listen over talere.

I 2007 hævdede matematiker og videnskabsteoretiker John Lennox, at Dawkins ateisme var udtryk for tro. Dette benægtede Dawkins, hvortil Lennox svarede: Of course it is!.

Men måske er det værre end det. For den nye ateisme, som i Danmark bl.a. er repræsenteret ved Ateistisk Selskab og Ateistisk Forum synes for mig at se at afsløre flere præg, der minder om sekteriske bevægelsers sort/hvid tænkning, samt en udelukkelse af alt det, der ikke stemmer 100 % overens med det, de store guruer siger!

Dawkins ligner en vækkelsesprædikant
Dawkins og hans tilhængeres aggressive angreb på religiøse mennesker har da også medført, at Dawkins er blevet sammenlignet med en amerikansk fundamentalistisk vækkelsesprædikant.

I bogen Illusionen om Gud skriver Dawkins nemlig: Jeg fordømmer troen på det overnaturlige i alle dens former.

Og: Hvis denne bog fungerer efter hensigten, vil religiøse læsere, der slår op i den, være ateister, når de lægger den fra sig.

Dawkins er således yderst aggressiv mod religiøse mennesker, som han karikerer, håner og spotter. Men han er heller ikke nådig mod de ateister og evolutionstilhængere, som ikke slutter 100 % op om hans egen holdning.

Og her er det, at sekterismen viser sit ansigt: Verden deles op i sort og hvidt, i overtro og rationalitet. Og alle, som vover at være det mindste uenige med sektlederen Dawkins, udsættes for ubarmhjertig kritik.

Nyateismen mangler taknemmelighed over livet
Desuden må det påpeges, at den nye ateisme ikke bare er religionskritik, men er en klar overbevisning om menneskets egen evne og magt, til at forklare og styre sig selv og verden.

Når mennesket bilder sig ind at det har al magt i verden og at intet står over mennesket, forsvinder ydmygheden og taknemmeligheden ved livet.

Og mister man ydmygheden og taknemmeligheden ved livet, så mister man også i længden sansen for alt det, som ikke kan forklares ved videnskaben, alt det som gør, at vi ind imellem på trods af tunge byrder og den daglige kamp for at opretholde tilværelsen, oplever glimt af evighed, eller med knapt så religiøst et ordvalg oplever, at himlen falder ned.

Enhver form for autentisk skønhed, som ind imellem kan opleves gennem kunst, litteratur, musik, natur, kærlighed, nærhed m.m., forsvinder ganske enkelt ud af tilværelsen, hvis ateismen føres ud i sin yderste konsekvens!

Vi bliver til menneskeguder
Men endnu værre er det, når mennesket bilder sig ind, at det selv kan styre tilværelsen og med tiden beherske den gennem udvikling og videnskab.

Og er ateismen radikal nok, sådan som den nye ateisme måske kunne risikere at udvikle sig til at blive, vil den så i længden ikke godkende udryddelsen af det, der står i vejen for dens udfoldelse?

For når Gud definitivt er død, så står menneskeheden i stor fare for at udvikle sig til menneskeguder, for hvem alt i princippet er tilladt. Den nye ateisme synes nemlig på nogle punkter at være så aggressiv, at den leder tanken hen på et lignende fænomen, som også fandt sted i visse kredse i sidste halvdel af 1800-tallets Europa.

Her gjorde flere store forfattere, men i særlig grad Fjodor Dostojevskij opmærksom på nogle af de konsekvenser, som en radikal ateisme kan føre med sig. I 1872 skrev han bogen De Besatte, som blandt andet beskriver, hvad mennesker kan udvikle sig til, når Gud definitivt er forsvundet ud af deres tilværelse.

Hvad er det, vi kæmper for?
I bogen findes der en sektleder, som på meget besnærende vis sammenlignes med Dyret i Johannes Åbenbaring. Han tiltrækker mennesker ved at besidde stor karisma og tiltrækningskraft og på samme tid at indgyde frygt i folk.

Denne menneskegud var for Dostojevskij en slags Antikrist, der både hos sig selv og flere af sine tilhængere fik udryddet den sidste snert af menneskelighed og dermed ydmyghed og taknemmelighed ved tilværelsen.

På den måde fik han den effektivt gjort meningsløs og fuldkommen ligegyldig. Han ender da også med at tage sig af dage. For hvad skal man egentlig leve for, hvis man kæmper for at overbevise sig selv og andre om, at tilværelsen er meningsløs? For kampen?

Christina Phillipstatt er generalsekretær ved Dialogcentret. Du kan se hendes blog her.