"Ateister er også troende mennesker"
Som regel har ateister en livsanskuelse, der er sammensat af løsrevne kristne brokker. For de kan ikke holde til at lade alle tanker og følelser være bundet til ubønhørlige naturlove, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis
I et langt essay i Kristeligt Dagblad har Lars Christiansen en gennemgang af det, han kalder vor tids kulturkamp, kampen mellem ateisme og gudstro, mellem rationalisme og åbenbaring, mellem folkelighed og globalisme. Det er altid lidt farligt' med den slags oversigter, man forenkler tit tingene for at få det til at passe ind i det skema, man har lagt ned over historien. Men alligevel, det var da en interessant artikel at læse.
Man spørger jo alligevel sig selv efter endt læsning: Hvor blev islam af i denne analyse? Det, der blev analyseret, var kulturkampen, og er der noget, denne har drejet sig om i de sidste år, er det islam. Men ikke et ord om den del af kulturkampen. Islam kan selvfølgelig heller ikke sættes ind i et skema, der går tilbage til Oplysningstiden. Men så kunne Lars Christiansen havde opgivet det forehavende: at skematisere udviklingen.
Hvad der også slog mig, var den uengagerethed, Lars Christiansen lægger for dagen. Det er, som om han blot er ude på at analysere, eventuelt at komme med visse fremtidsudsigter på baggrund af sin analyse, men tage stilling? Sige, hvor han selv befinder sig i den kamp, han skitserer? Nej, det falder ham da ikke ind. Og det er lidt ærgerligt. Så bliver der noget sært klinisk over det hele.
Men ellers er det mest hans forekommer det mig forkerte skelnen mellem humanisternes rationalisme og de kristnes åbenbaringstro, jeg vil analysere lidt nøjere.
(...)
Ateisme bygger også på troen
Det, jeg vil gøre opmærksom på her, er ateisternes eller de kulturradikales enorme distraktion. De mener om sig selv, at de står fuldt og fast på rationalitetens grund og udelukkende på den. De opdager ikke, at de bygger på tro, lige så vel som vi kristne. De tager sig i agt for at bruge ordet tro, for tro er jo noget alt for usikkert noget, tro er noget for kvinder og kristne og børn, ikke for voksne, selvstændige mænd. Ja, ja, store ord! Men tro bygger de nu alligevel på.
Rationalitet i sig selv er tom og drager ingen livsanskuelse med sig. Hvis den, der mener at bygge på rationaliteten, alligevel har en livsanskuelse (og hvordan skulle et menneske kunne leve uden en livsanskuelse), så har han den andetsteds fra.
Og som regel har vort lands ateister en livsanskuelse, der er sammensat af løsrevne kristne brokker. De mener selv, at de omhyggeligt har sammensat den som udtryk for deres selvstændige holdning til tilværelsen. Men naturligvis består den af ting, de mere eller mindre bevidst har suget til sig under deres opvækst, og altså ofte suget til sig, uden at de har været sig det bevidst.
(...)
Verden kan ikke nedskrives til ubønhørlige naturlove
I Om tingenes natur beskriver filosoffen Lucrets hele verdens opbygning, forklarer, hvordan sanserne virker, hvordan jord og himmel blev til og nu fungerer, hvordan dyr og mennesker har udviklet sig (han er næsten en Darwin før Darwin, men altså kun næsten) forklarer, hvordan vulkaner og tordenvejr bliver til, og forklarer det alt sammen som værende en følge af bestemte første-partiklers opførsel.
Det vil sige: Han lægger alle verdens foreteelser ind under naturnødvendigheden. Alt sker efter bestemte naturlove. Og, fortsætter han, når alt sker efter ubønhørlige naturlove, så har guderne altså intet at sige med hensyn til verdens gang. Det nytter ikke af bede til dem, at ofre til dem, at håbe på deres hjælp. For i denne verden, der styres af naturlove, er guders indgriben umulig.
Her har vi da rationalitet for alle pengene. Her har vi et menneske, der er ateist i den forstand, at han ikke venter sig nogen hjælp fra guderne. Der er derfor ikke noget at sige til, at man i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kom til at interessere sig gevaldigt for Lucrets.
For man følte jo, at man stod i nøjagtig den samme situation som han. Og det gør vi vel stadigvæk. Også vi føler jo, at vi med videnskabens enorme fremskridt er kommet til at leve i en verden, hvor alt er underlagt naturlovsnødvendigheden og hvor derfor Guds indgriben er udelukket og bøn til Gud meningsløs.
(...)
Kristendommen består ikke af løse påstande
Og for nu at vende tilbage til Lars Christiansen: Der er ikke tale om, at vi kristne er sådan nogle lidt skøre kugler, der har mærkelige idéer om åbenbaringer og andre løse påstande, nej, der er tale om, at den åbenhed overfor verden, den villighed til at bøje sig for argumenter, den forestilling, at eksperimenter kan give os sandheden om verden, alt det stammer fra kristendommen, alt det udspringer af det kristne budskab om, at verden er skabt af en kærlig Gud, og at det derfor er meningsfuldt at leve, og at denne Gud har erklæret os sin kærlighed for at vise os, at kun gennem tillid og kærlighed kan sproget virke.
Blot ser den ateistiske videnskabsmand det ikke. Han er distræt og ser ikke, at han bygger på tro i lige så høj grad som religiøse mennesker, måske den samme tro, måske en noget anden.
For heller ikke han kan jo holde til at lade alle tanker og følelser være bundet til ubønhørlige naturlove. Også han må dog holde på, at når noget sker mellem mennesker, for eksempel det, at et menneske kommer til ny erkendelse, så må det skyldes åndens gode virkning. Selv om han så har en teori om, at menneskelige handlinger i sidste ende kun er neuronaffyringer i hjernen, når han taler med sine kolleger og søger at overbevise dem om sine anskuelser, forudsætter han en frihed hos dem, ja, forudsætter, at det kun er ånden, der kan få hans ord til at trænge ind hos dem, så de overbevises.
(...)
Ricardt Riis
Tidligere sognepræst, blogger og panelist på religion.dk
Indlægget er en forkoret og redigeret version af blog-indlægget "Ateistens distraktion" på eftertanke.dk