- Billedet skal nuanceres

Muslimer kan ikke skæres over én kam, påpeger Anne Albinus.- Foto: Foto: colourbox.com

Peter Skaarup og hans meningsfællers syn på muslimer hører hjemme i kolonitiden, mener blogger Anne Albinus

I 1982 afholdt jeg et kursus i arabiske kvindekår. Jeg husker en tunesisk foredragsholder, der fortalte, hvordan hendes far i 1970′erne var skrækslagen over, at hun skulle giftes med en dansk mand. Ude i verden var Danmark dengang berygtet for, at der var pornobutikker overalt.

Hun forventede derfor, da hun passerede den dansk-tyske grænse at finde en pornobutik på hvert gadehjørne. Det var ikke tilfældet, og hun blev derved befriet for en af sine egne fordomme. Hun kunne også udrydde danskernes fordomme ved at fortælle om kvindens rolle og store betydning i hjemmet i den arabiske verden.

Ofte bringes der billeder i medierne, ikke bare i Danmark, der ved deres forenkling medvirker til en skadelig opfattelse af islam og den muslimske verden. Kritik skal ikke forstumme, men billedet skal nuanceres.

Peter Skaarup, næstformand for Dansk Folkeparti, har skrevet en kronik i Politiken den 13.2.2010, Europas bløde bug. Skaarup bruger udtrykket om EUs, og dermed Danmarks, yderste grænse. Han citerer Uffe Ellemann-Jensen, men det er Winston Churchill, som brugte citatet i en hel anden sammenhæng, nemlig om de allieredes invasion af
Sicilien under Anden Verdenskrig.

Ytringsfriheden eksisterer i Danmark, når en avis som Politiken vælger at bringe en kronik, hvis indhold flytter læseren tilbage til kolonitiden.
I Belgien er der ca. 1 mio. indvandrere og deres efterkommere ud af en befolkning på 10,4 mio. Der har jeg været vidne til, hvordan politikerne tilstræber respekt og dialog med andre og undlader at så splid og skabe grobund for had. (Undtagelsen er det flamske parti, Vlams Blok, der blev dømt for at være racistisk og nu er genfødt som Vlams Belang.)

En politiker der kan sit kram
Peter Skaarup kan sit kram. Han kan skære hundrede millioner af mennesker over en kam med det formål at gøre danskerne bange. Hvad han samtidig gør ved de mennesker, han reducerer på denne måde, synes ikke at bekymre ham. Han har ondt af de arabisk-muslimske kvinder, der ingen uddannelse får. Det virker sympatisk, men det skal vise sig, at det blot er led i en strategi med rødder i kolonitiden. Det kommer jeg ind på.

Jeg vil nøjes med at kommentere dele af kronikken i 9 punkter. Der er unuancerede udsagn og misvisende oplysninger om EU. Og så det tragiske eksempel med Irak, der er flygtningeproducerende ifølge Skaarup. Ja, men hvorfor? Hvem valgte at gå i krig og dermed skabe en flygtningestrøm? Har vi nogensinde fået den rigtige grund til, at vi gik i krig i Irak?

Der er også udsagn, der virker selvmodsigende: Skaarup skriver, at der vil mangle arbejdskraft i Danmark på grund af aldring. Så skulle man som læser synes, der netop vil blive brug for flere hænder. Allerede i dag fremhæves anden generations kvinder, som dem, der er i stand til at vise naturlig omsorg i ældreplejen.

1. Truslen der ikke eksisterer
Peter Skaarup føler en trussel fra en arabisk-muslimsk verden, der er på sammenbruddets rand. Netop derfor er den langt fra nogen trussel for os. Ural Manço, tyrkisk-belgisk sociolog siger:

Muslimske samfund er på randen af afgrunden og er langt fra at være en trussel for os. Islam er det sidste håb for et stort antal muslimer, for de bader i et hav af vanskeligheder. Der mangler værdige sekulære muligheder, som demokratisk ytringsfrihed, social velfærd, ordentlig skolegang og kulturel fornyelse. (6)

2. Generaliseringer
Generaliseringer afspejler ikke altid virkeligheden. Det eneste man kan sige med sikkerhed om de mange arabisk-muslimer, som Skaarup nævner, er, at de af dem, der tror, kun tror på én Gud.

Af de mere end 1 milliard muslimer i verden fordelt på alle kontinenter, er de ikke alle troende. Nogle er sekulære, andre er ateister.

I Europa er der mange forskellige muslimer: Nogle opfatter islam som deres forældres religion, men selv tror de ikke. Så er der nogle, der er iagttagere af religionen, af tro eller tradition. Nogle udstiller deres identitet, andre er radikaliserede, men der er også skeptikere og rationalister.

Endog verdslige muslimer og forkæmpere for det sekulære. Er det ikke unormalt, at borgere tvinges til at definere sig selv eller blive opfattet i forhold til deres religion i et totalt sekulært rum, spørger nogle af forfatterne til en bog om Fred og krige mellem kulturer? (4)

3. Retorik fra kolonitiden
Når Skaarup med sine ord reducerer muslimer til truslen, fjenden, fører han os tilbage til kolonitiden.

Albert Camus sagde i en tale i Paris i 1948:
Polemikken indtager i dag den plads, som den velovervejede dialog sædvanligvis indtog, såvel nationer som individer imellem, og endog inden for grene af videnskaben, som tidligere var uinteresserede. Dag efter dag fortsætter tusinder af stemmer hver for sig og i hver sin retning en forvirret monolog og gyder en strøm af mystificerende ord, angreb, forbud og formaninger ud over alverdens folkeslag. Hvad er mekanismen i denne polemik? Hvad er kernen i polemikken? Det er at betragte modstanderen som en fjende og følgelig reducere ham og nægte at kunne se ham. Den som jeg fornærmer, jeg kender ikke længer hans øjnes farve, ved heller ikke, om han af og til kommer til at smile, eller hvordan han smiler. Trekvart blinde, takket være polemikken, lever vi ikke mere blandt mennesker, men i en verden af skygger. (1)

4. Lad os vinde kvinderne, så følger resten
I kronikken anvendes mange negativt ladede tillægsord (skræmmende, svimlende, dramatiske, hæmmende mfl.) Og emner gentages f.eks. analfabetisme og kvindens stilling i arabisk-muslimske lande. Kronikken må være tænkt som led i en propaganda, for hvorfor nævnes ikke positive tiltag?

I 2004 blev f.eks. en ny familielov vedtaget i parlamentet i Marokko. Kvinden skal ikke mere adlyde manden, hun kan få skilsmisse. Må først indgå ægteskab som 18-årig, og ægteskabet er et fælles ansvar.

Skaarups holdning minder mig om franskmændendes holdning som kolonimagt til den algeriske befolkning helt tilbage fra 1930′erne. Man reducerede den algeriske befolkning, omtalte den som middelalderagtig, kom med statistikker, der viste dit og dat. I følge kolonimagtens program var det kvinden, der havde den historiske mission at puffe til den algeriske mand. (2, p.25)

En fransk læge beskrev det i 1959 i en artikel Algeriet kaster sløret (2):

Den franske administrations ansvarshavende i Algeriet havde som opgave at udslettet folkets særpræg.Man satte al kamp ind mod sløret, der blev betragtet som statussymbol for den algeriske kvinde.

Specialister i de indfødtes forhold og lederne af arabiske bureauer samordnede deres arbejde på baggrund af analyser fra sociologer og etnografer. Som udgangspunkt anvendte man ganske simpelt den famøse formel: Lad os vinde kvinderne, så følger resten efter. Specialister fandt under det algeriske samfunds patriarkalske overflade en matriarkalsk struktur.

Algiererens adfærd angribes skarpt og karakteriseres som middelalderlige, barbariske levn og overleveringer. Særdeles videnskabeligt opbygges og igangsættes en anklage mod den sadistiske algiererske mands behandling af kvinden. Der stiftes foreninger til hjælp og støtte for den algeriske kvinde. Manden skal bringes til at skamme sig over den skæbne, han tildeler kvinden.

Hver gang der deles mad ud til fattige kvinder, ledsages det af en indignation mod sløret og den indespærrede tilværelse.
Hvis man kan omvende kvinden, kan man vinde hende for de fremmede værdibegreber, rive hende ud af hendes status betyder, at man på én gang får reel magt over manden og opnår praktiske og virkningsfulde midler til at bringe den algeriske kultur i opløsning.

Forfatteren var lægen Frantz Fanon, dengang leder af det psykiatriske hospital i Blida i Algeriet.

5. Kvinder i den arabisk-muslimske verden.
Når kvinder har svært ved at frigøre sig i mange muslimske lande, skyldes det de traditionelle strukturer. Selv om de er undertrykkende både for kvinder og mænd, så repræsenterer de en tryghedsfaktor. Ingen er overladt til sig selv. Der er altid nogen omkring én, f.eks. hvis man lige har født. Familien træder til i stedet for det sociale system. Det kan vi så mene om, hvad vi vil.

Hvilke kvinder vil forlade denne familiestruktur i den arabisk-muslimske verden, fordi Dansk Folkeparti står og råber til dem, at det skal de, når/hvis de ikke er forberedte til det?

Vores kvindefrigørelse er også af nyere karakter. Både med hensyn til rettigheder og seksualitet. I Frankrig fik kvinder først stemmeret i 1945.
Menneskerettighederne er universelle. Dem skal vi tilstræbe i alle lande, selvfølgelig. Men skal arabisk-muslimske kvinder leve som stressede, dobbeltarbejdende danske kvinder gør?

6. Er vestlige værdier tiltrækkende?
Juliette Minces er fransk ekspert i arabiske kvindekår, som hun er kritisk over for, men som hun også prøver at forstå. Hun skrev i 1980 en bog om kvinden i den arabiske verden. (3). Mon ikke hendes ord stadig er aktuelle?

De vesterlandske kvinder, der står som modeller for moderniteten, frie og uafhængige, har ikke et særligt godt ry i den muslimske verden. Den moralske krise som Vesten gennemlever, hvor der sættes spørgsmål ved værdier, med søgen efter andre måder at leve på, andre relationer end parforholdet, andre relationer i parforholdet, individualismen, seksualiteten, organiseringen af arbejdet, vidner ikke om at moderniteten efter vestlige normer er tilfredsstillende.

Minces nævner den store flok af tilhængere, som Pave Johannes Paul II fik, som eksempel på, at værdier vender tilbage, ligesom genfødslen af muslimsk fundamentalisme. Også den katolske kirke er i dag på vej mod større konservatisme.

7. Mange muslimer lider i det stille
Jeg ved fra artikler i belgisk presse, at det muslimske samfund føler, de bliver peget fingre af. De fleste muslimer lider i det stille under, at nogle falder ved siden af. Det er også hårdt for de unge anden generations indvandrere fra Nordafrika, som ikke kan få arbejde, modsat andre anden generations indvandrere, fordi de i deres ydre adskiller sig noget. (6)

Nordafrikanere og tyrkere blev inviteret til at Leve og bo i Belgien i 1964. De har gjort et stykke vanskeligt arbejde, andre ikke ville udføre. I Danmark inviterede vi også gæstearbejdere fra Tyrkiet og Eks-Jugoslavien i 60′erne.

8. Hvem skal vi frygte mest?
Den tyrkisk-belgiske sociolog Ural Manço siger, at for at reducere spændingerne omkring islam skal man hjælpe muslimerne med at genvinde deres selvtillid. Et sekulariseret islam, som de ikke underkaster sig, men vælger. Han siger også:

Hvem skal vi frygte mest her på jorden? Hvem har monopol på de mest tvivlsomme våben, på de største rigdomme, på de mest effektive forureningsmidler? Forbruger-shariaen der styrer vores liv med fatwaslag med reklame ikke uden sexisme gør den Dem ikke bange? Hvad skal man mene om den anti-økologiske djihad, som egoismens ayatollaer fører, når de rider på deres 4 hjulstrækkere i byen? (6)

9. Skaarup tager fejl om EU
Peter Skaarup skriver, at der ikke synes at være nogen dybere forståelse af problemernes omfang i EU-bureaukratiet mht. indvandring. Dette er ikke korrekt.

EU har en naboskabspolitik og et strategi program for Euro-Middelhavspartnerskabet i 2007-2013:

Samarbejdet om retlige anliggender, sikkerhed og migration er af regional betydning og omfatter følgende tiltag delopgave under overskriften politi, retlige anliggender og migration til at befæste resultaterne af de foregående programmer og til at intensivere samarbejdet om styring af migrationsstrømmene mellem oprindelses-, transit- og bestemmelseslande. Det drejer sig mere præcist om at skabe kontakter, fremme uddannelsestiltag og bistand mellem de retshåndhævende tjenester.

Hvorfor insinuerer Skaarup, at EU ikke har dybere forståelse, når EU netop gør noget for at begrænse indvandringen?

Marokkos ambassadør i Belgien sagde Le Vif LExpress, 25.9.09:
Marokko, der indtil nu har været transitland for migranter fra Afrika syd for Sahara, er blevet et land, hvor disse slår sig ned, fordi Europa lukker sine døre. Marokko kan ikke overkomme denne migrationsbølge uden hjælp fra EU. Der skal findes nye veje for udviklingssamarbejde for at fastholde disse mennesker i deres oprindelsesland. (5)

Anerkend muslimerne, og ekstremisterne vil blive trængt i defensiven
Nasr Abu Zayd, ansat ved universitet i Leiden i Holland og en af de største teologer og eksperter i Koranen, har udtalt følgende: I århundreder har islam været en del af den europæiske tradition. Hvis man virkelig anerkendte muslimer, vil ekstremisterne blive trængt i defensiven. Ud fra et teologisk synspunkt er islam fuldt i overensstemmelse med demokrati og menneskerettigheder. Størstedelen af muslimer ønsker kun demokrati.

Tror I virkelig, at der er mange mennesker, der ikke kan lide at bestemme selv? spørger han. Kampen for at forsvare demokratiet er ikke kun muslimernes, det er også vores: Hvad skal man tænke, når vores demokratiske frihedsrettigheder reduceres i lande, hvor demokratiet er født? slutter Abu Zayd. (6)

Dæmonisering eller selvhad?
Hvilken af følgende holdninger vil sikre fred og stabilitet i verden?
Man skal hverken dæmonisere den Anden, foragte den ikke-kristne, ikke-europæeren, afrikaneren, araberen eller ukritisk falde på knæ og tolerere alt, f.eks.hulke som den hvide mand af skyldfølelse og selvhad over for den 3. verden. Man skal finde midten. Den rigtige tolerance næres ikke af uvidenhed.

Ordene er Guy Haarschers, en belgisk retsfilosof, i Kan demokratierne overleve terrorismen? (7)

Hvis mange mennesker tilslutter sig Skaarups reducerende menneskesyn, vil det være til stor fare for internationale forbindelser. Hvis vi marginaliserer og isolerer så stor en del af menneskeheden, vil det styrke radikaliserende kræfter, skriver flere bidragsydere til en bog om Fred og krige mellem kulturerne. (4)

En menneskelig tilgang til det 21. århundredes største udfordring
Den polske reporter og forfatter Ryszard Kapuściński, der har rejst i 40 år på alle kontinenter siger, at den største udfordring i det 21. århundrede er forholdet til den Anden, vi møder på vores vej. Han har en helt anden human og kristen tilgang end Peter Skaarup.

Kapuściński siger: I den verden, vi lever i nu, vil vi hele tiden blive konfronteret med en ny Anden, som kommer frem af kaos og sammenblandingen i det nutidige. Måske er denne Anden født af en sammenflydning af to strømninger.

Derfor, siger Kapuściński, må vi gå i dialog for at nå frem til gensidig forståelse. Hans lange erfaring med at være sammen med andre, fjernt herfra, har lært ham, at kun venlighed over for den Anden kan få den menneskelige streng i ham eller hende til at vibrere.

Kilder:
1. Opgør, essays, Albert Camus, Gyldendals uglebøger 1973

2. Racisme og kultur, Frantz Fanon, Sirius, 1967

3. La femme dans le monde arabe, Juliette Minces, Mazarine, 1980. Som google bog på engelsk

4. Paix et guerres entre les cultures, entre Europe et Méditeranée, Actes Sud/MMSH, 2005

5. Le Vif LExpress, 25.9-1.10.2009

6. Le Vif LExpress, særnummer om Islam, 2007

7. Les démocraties survivront-elles au terrorisme? ed. Labor, 2002, Guy Haarscher

8. Cet Autre, Ryszard Kapuściński, Plon, 2009

Anne Albinus er er cand.mag. i fransk, italiensk og Master i it, sprog og læring