- Debattører er ramt af islam-virus

Islam-virussen har så godt et tag i de allerfleste debattører, at den fuldstændig blokerer for en seriøs overvejelse af spørgsmålet om juridisk hensyntagen til religiøs og kulturel baggrund. - Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Islam opfattes som den største trussel for kristendommen, selvom langt flere danskere er konverteret til buddhismen, skriver Mogens Mogensen

En virus har ramt dele af det danske folk, især mange debattører.
Virussen angriber folks evne til at høre, hvad andre siger, og derfor danner de sig deres egne forestillinger om, hvad andre mennesker har sagt.

Samtidig angriber denne virus folk evne til at tænke klart, så den klare tanke afløses af nogle meget stærke og undertiden aggressive følelser. Problemet med virus er imidlertid, at det ikke er muligt at bekæmpe den med antibiotika. I de fleste tilfælde vil kroppen dog efter nogen tid bekæmpe virussen.

Virussen er islam, som mange danskere, og især mange debattører, i disse år har fået på hjernen. Det seneste eksempel på, hvordan et sådant angreb udfolder sig, er debatten om, hvorvidt der inden for det eksisterende danske lovsystem kan og skal tages hensyn til den kulturelle og religiøse baggrund (læs: islam), som en del (ny)danskere kommer med.

Sharia-forslag fremkalder aggressive reaktioner
To juridiske professorer og en professor i islam har foreslået, at man skulle overveje dette spørgsmål, og de er blevet bakket op af jurister og dommere. Men islam-virussen har så godt et tag i de allerfleste debattører, at den fuldstændig blokerer for en seriøs overvejelse af spørgsmålet og i stedet fremkalder aggressive reaktioner, bl.a. i form af krav om fyring af disse professorer.

Tunnelsyn er en meget alvorlig sygdom, for dem, der rammes af den. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er tunnelsyn en indsnævring af synsfeltet, så kun centralsynet er bevaret uden mulighed for erkendelse af objekter uden for dette.

Man kan naturligvis komme grueligt galt af sted, hvis man kun kan få øje på en del af virkeligheden. Problemet er bare, at det kan være meget vanskeligt at kurere tunnelsyn, så derfor er det afgørende at sætte ind med forebyggelse.

Det tunnelsyn, jeg her tænker på, er islam. Mange danskere, og især mange debattører, er i færd med at udvikle et tunnelsyn, der gør, at de næsten kun kan få øje på islam, når de kigger efter de trusler, Danmark og Vesten står over for i dag.

Religiøst set er buddhismen en større trussel
På det religiøse område opfattes islam af mange som den største trussel for folkekirke og kristendom. Og det al den stund, at der er langt flere danskere, som er konverteret til buddhismen end til islam.

Samtidig er stort set ingen tegn på, at danskernes religiøse forestillinger eller praksisser bliver påvirket af islam, mens f.eks. 20 % af befolkningen er begyndt at tro på reinkarnation.

På det internationale politiske område taler mange stadig som om islam (efter kommunismens fald) er den største konkurrent til og trussel mod Vesten. Nogle taler lige frem om faren for, at islam tager magten i Danmark og det øvrige Europa.

Der er ganske vist alvorlige problemer med den terrorisme, der legitimerer sig ud fra islam, men man skal være stæreblind eller måske netop være på vej til at udvikle tunnelsyn hvis man ikke kan se, at den helt store udfordring for Vesten i dag og fremover er Kina.

Politisk set er Kina en større trussel
Kina er verdens folkerigeste land, og det er på vej til at blive en økonomisk supermagt, en militær supermagt, samtidig med at demokratiet og specielt ytringsfriheden har endog særdeles trange kår i landet.

Når franskmænd og tyskere skåler, siger de hhv. À votre santé og Gesundheit. Måske skulle vi som danskere erstatte eller supplere vor skål med For nationens sundhed mod alskens virus og tunnelsyn.

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent. Du kan se hans blog her.