Den lutherske kirke er den sande pinsekirke

Det er ikke rigtigt, at den lutherske kirke nedtoner Helligånden. Det forholder sig lige modsat - ingen vægter Helligånden så højt som den lutherske kirke, skriver Pastor Magnus Nørgaard Sørensen i sin blog

Religion.dk forsøger i en række artikler at fokusere på Helligånden. Hvad og hvor er han, spørges der (se fx her).

Undertiden siges det, at den lutherske tradition ignorerer eller nedtoner Helligånden i modsætning til f.eks. Pinsekirken. I dag søger mange også til ældre traditioner, romersk-katolske eller øst-ortodokse for at finde åndelighed.

Men er det rigtigt, at den lutherske kirke nedtoner Helligånden?
Jeg vil hævde, at det forholder sig lige modsat. Ingen vægter Helligånden så højt som den lutherske kirke.

Den lutherske kirke tror, at mennesker af naturen er fjender af Gud og åndeligt døde, så de ikke formår at tro på evangeliet og søge Gud af egne kræfter. Menneskers åndelige søgen bringer dem ikke nærmere Gud.

I stedet må Helligånden skabe troen i mennesker gennem evangeliet om syndernes forladelse for Kristi lidelses og døds skyld.
I Den lille Katekismus står der: Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro (se her).

Ifølge den lutherske kirke er det altså Helligånden alene, uden vores hjælp, der giver os troen. Her vægter den lutherske kirke Helligånden højere end de mange kirker, der mener, at mennesker ved deres åndelige søgen eller deres beslutning komme nærmere Gud.

Omvendelsen kan ifølge luthersk og bibelsk lære sammenlignes med en dødeopvækkelse (Ef. 2) eller en fødsel (Joh. 3), hvor den, der opvækkkes/fødes, intet selv kan gøre for at hjælpe til. Det er alene Helligåndens gerning.

Og overfor dem, der søger Helligåndens virke i deres egen åndelighed og oplevelser, fastholder den lutherske lære, at Helligånden alene virker gennem de ydre midler, Gud har lovet at give sin frelse igennem: ordet og sakramenterne (dåb og nadver, samt skriftemålet, som også kan regnes med).

I den Augsburgske Bekendelse artikel 5, står der: For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld." (Se her)

Igennem disse midler virker Helligånden. Han overbeviser om synd og om frelse for at skabe og bevare troen hos mennesker.
Vi kan ikke se troen og Åndens virke. Men vi ved, at hvor evangeliets lære forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret, dér er en kirke af mennesker, som Helligånden har kaldet ved evangeliet. Derfor er det afgørende, at det er den rette lære, der forkyndes, og at sakramenterne forvaltes sådan, som Kristus har befalet.

Netop den lutherske kirkes vægtlægning på, at ordet forkyndes ret, og at sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, er en vægtlægning på Helligånden.

Hvor andre kirker lægger vægt på menneskers egen kræfter, åndelighed eller oplevelser, lægger den lutherske kirke den allerstørste vægt på Helligåndens gerning gennem evangeliet.

Den lutherske kirke er den sande pinsekirke!

Magnus Nørgaard Sørensen er cand.theol. og Pastor i Augustanakirken. Du kan læse hans blog her