Derfor forlader jeg Evangelist
Læs, hvorfor blogger Eva Maria Jørgensen har forladt den frikirkelige bevægelse
Flere har spurgt, hvordan det kan være, at jeg forlader Evangelist nu. Det vil jeg forsøge at forklare her.
Denne forklaring er vanskelig at skrive, for der er mange sider af sagen, og det er ikke så længe siden, jeg tog beslutningen. Derfor er det jo langtfra sikkert, at jeg har det store overblik. Og samtidig ønsker jeg ikke at såre mennesker unødigt. Hverken mine venner, som stadig er i organisationen, eller mennesker, som i dag er vrede og sårede på grund af organisationen.
Men for at begynde med begyndelsen tog jeg, der allerede var en overbevist kristen, til Evangelist for seks år siden, fordi jeg brændte for at hjælpe mennesker og at følge Gud på en overbevist og dedikeret måde. Det var en stor beslutning for mig, da jeg er opvokset i missionske kredse. Men det var også en dejlig beslutning, da jeg længe havde længtes efter at være en del af bevægelsen.
Jeg kom til Evangelist som en meget forvirret og på nogle områder også meget ulykkelig og usikker pige. Ikke på grund af store ting, men vi har alle sammen vores at kæmpe med. Og jeg havde ikke været i Gørløse mange dage, før jeg følte, at jeg var kommet hjem.
Jeg kom til en organisation, hvor mennesker ville gøre stort set alt for hinanden og for Jesus, men hvor der også var mange strenge regler og et skarpt hierarki. På mange måder var det en utrolig lykkelig tid i mit liv, fordi jeg følte, at de hverdagsting, jeg hjalp til med, var med til at gøre en forskel både i menneskers liv og i verden. Men der var ikke så meget frihed til at mene noget andet eller gøre noget andet, end man fik besked på. Det var sådan set meget trygt for en tid, men det fungerede ikke i længden.
Det indså efter min mening de fleste mennesker i organisationen over årene. Og vi rykkede os lige så stille i en ny retning. En retning, der var meget mere kompleks og ukontrollerbar. Og på mange måder fungerede det jo dårligere end den gamle stil, derfor oplevede jeg, at organisationen bevægede sig i pendulfart mellem det gamle og det nye, og selvom pendulet svingede langsommere med tiden, holdt det ligesom aldrig helt op.
Det, jeg siger, med mit fine billede er, at jeg har troet på, at forandringen for alvor var på vej, så de gode ting blev bevaret og de dårlige smidt ud. Men da ledelsen for Powerhouse (Evangelist-kirke, red.) gik, mistede jeg troen på den forandring og har derfor forladt Evangelist.
Jeg er ikke ude på at anklage de mennesker, som stadig er i Evangelist, for hvis de enten har troen på forandring eller ikke synes, behovet er der, er det jo klart, at de ønsker at blive og kæmpe for det, de tror på. Og jeg fornægter hverken det gode eller det dårlige, jeg har fået med mig fra årene der.
For mit vedkommende vil kampen for det, som jeg stadig tror på, i fremtiden blot foregå andre steder.