"Det arabiske forår har modbevist dogmatiske islamkritikere"

Selvfølgelig må islam, lige som alle andre religioner, udsættes for kritik, men vi skylder muslimerne at løfte kritikken op på et mere sagligt niveau, mener Mogens S. Mogensen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Den arabiske revolution har afkræftet teorien om islams uforenelighed med demokrati, mener interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

Alle religioner har brug for religionskritik. Det Gamle Testamentes profeter var datidens religionskritikere, når de gik i rette med uretfærdighed i Guds navn og hykleri i religion.

Der er altid brug for religionskritik
Der har også været nok at kritisere i kristnes måde at praktisere deres religion på igennem kirkehistorien. Og også i dag har verdens kirker brug for kritik ingen nævnt, ingen glemt.

Islam og muslimer må derfor ligeledes udsættes for kritik, og her har der været, og er der også i dag, nok at tage fat på.

Men der er forskel på kvaliteten af den kritik, som religioner udsættes for. Og ligesom religion kan antage ekstremistiske former, sådan kan religionskritik undertiden udvikle sig til en form for monoman dogmatisme.

Det gælder for eksempel for nogle debattørers kritik af islam. I mange år har de monomant fremført dogmet om, at islam er uforeneligt med demokrati.

Begrundelsen har været en essentialistisk forståelse af islam, som de mest forbenede islamister også tilslutter sig. En naturlig konsekvens heraf er, at de allerfleste lande med muslimsk flertal og da helt specielt de arabiske lande, som er islams vugge har udemokratiske regimer.

Det arabiske forår har gjort islamkritikken til skamme
I de sidste mange uger har der imidlertid været en næsten total radiotavshed fra disse dogmatiske islamkritikere. Skyldes det, at de for tiden har for travlt med at deltage i den demokratiske debat og værdikampen op til det danske folketingsvalg, så de ikke kan afse tid til at udsprede deres budskab om, at islam og demokrati er som ild og vand, og at muslimer, der tager deres islamiske religion alvorligt, aldrig kan blive gode demokrater?

Nej, årsagen skal sikkert findes i det såkaldte arabiske forår eller den arabiske revolution. I det ene arabiske land efter det andet har tusindvis af muslimer (sammen med kristne) med livet som indsats protesteret mod undertrykkende diktatorer og kæmpet for demokratiske reformer.

Virkeligheden har altså ikke bekræftet teorien. Det er derfor meget klædeligt, at de fleste af disse dogmatiske islamkritikere holder en pause med gentagelsen af deres evindelige omkvæd om islams principielle uforenelighed med demokrati.

Islam kan godt forenes med demokrati
Disse islamkritikere kunne passende bruge denne pause til at læse, hvad forskere med større kendskab til islam og international politik har skrevet om emnet.

For eksempel professor Jørgen S. Nielsens kronik: Kristendom er ikke en genvej til demokrati eller artiklen Islam forhindrer ikke demokrati, der nævner den amerikanske forsker Franscis Fukuyama.

Fukuyamas konklusion er, at de folkelige krav om demokrati i de arabiske lande peger på, at islam og demokrati sagtens kan gå hånd i hånd.

Jeg mener, det viser, at alle folk har et underliggende ønske om demokrati. Uanset hvilken kulturel baggrund, de kommer fra.

Erkendelsen af, at islam ikke er uforenelig med demokrati, og at gode muslimer også kan være eller blive gode demokrater, betyder ikke, at der ikke længere er brug for islamkritik. Selvfølgelig må islam lige som alle andre religioner udsættes for kritik, men vi skylder muslimerne at løfte kritikken op på et mere sagligt niveau.

Mogens S. Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent