En forklaring på det folkekirkelige paradoks?

"Danskerne tror ikke på, hvad kirken prædiker, men bruger kirken som et symbolsk rum til at reproducere bestemte traditioner." Det viser Ina Rosens nye afhandling om danskernes tro, fortæller Mogens Mogensen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Når danskerne går i kirke til jul og ved barnedåb er det ikke en religiøs, men en social handling. Konsulent Mogens Mogensen sætter fokus på ny undersøgelse af danskernes tro

For mange udlændinge og vel egentlig også for os danskere er det svært at forstå, at folkekirken måske har to verdensrekorder samtidigt, nemlig omkring 82 % af befolkningen som medlemmer, men kun ca. 2 % af befolkningen som kirkegængere på en given søndag.

Jeg vil ikke hævde at have nogen plausibel forklaring på dette folkekirkelige paradoks, men én af de bedste forklaringer har jeg fået, mens jeg har læst Ina Rosens afhandling med den meget tankevækkende titel, Im a believer but Ill be damned if Im religious (Lunds Universitet 2009).

Bogens undertitel afslører, hvad det drejer sig om, nemlig Belief and religion in the Greater Copenhagen Area A Focus group study. Ina Rosen har gennemført 12 fokusgruppesamtaler med ganske almindelige mennesker i Københavns-området.

Det er der kommet en meget spændende bog ud af, en bog, der giver nye indsigter i danskeres forhold til religion og tro. En række undersøgelser har vist, at ¾ af danskerne siger, at de har en tro, men hvad tror de på, og hvordan tror de?

Vi har fem religionskategorier i praksis
Ina Rosens undersøgelse afdækker fem forskellige kategorier af religion i folks daglige tale:

1.Tro forstået som personlige følelser og refleksioner i folks indre bearbejdet kongnitivt på basis af livserfaringer.

2. Rutiniseret religion, som refererer til det, der er knyttet til kirken eller andre religiøse institutioner.

3. Praksisser, som er knyttet til rutiniseret religion, som f.eks. altergang, som er fjernt fra de fleste, eller bøn og meditation, som er mere udbredt.

4. Traditioner er praksisser, som egentlig har deres oprindelse i religiøse institutioner, men som forstås og bruges på en måde, der er tømt for religiøst indhold, for dem, der følger dem. Traditionernes funktion er ikke religiøs, men at bekræfte det sociale liv og den fælles arv.

5. Religion-som-arv har ikke noget religiøst indhold, men er et udtryk for en fælles religio-kulturel hos et folk, hvis arv er en bestemt kirke eller religiøs tradition.

Ina Rosen skelner mellem packed religion (hvor man køber hele pakken) og unpacked religion (hvor man forholder sig selektivt til pakkens indhold).

Packed religion, der indebærer, at religionens værdier, normer, dogmer, praksisser, traditioner og institutioner hænger sammen omkring en bestemt kerne og har stor indflydelse på folks individuelle liv, findes i samfund, hvor der er et stort overlap mellem f.eks. kirke og folk og samfund. Altså et typisk kristenhedssamfund.

Vores religion er diffus og individualiseret
I et samfund, hvor religion er blevet privatiseret og trosforestillinger personlige, forsvinder religionen ikke, men den bliver diffus og individualiseret. Altså f.eks. et post-kristenhedssamfund, som det danske samfund i dag.

De fleste menneskers religiøsitet er altså i endnu højere grad flyttet fra den offentlige sfære, hvor de religiøse institutioner med deres rutinerede religion og dertil hørende religiøse praksisser hører hjemme, ind i den individuelle privatsfære.

Traditionerne har social, men ikke religiøs værdi
Danskere har en personligt udformet tro, hvor de låner de elementer fra kirken eller andre religiøse institutioner, som de så bruger på deres måde, i overensstemmelse med deres tolkning og behov.

Men den autoriserede rutiniserede religion med dens dertil hørende praksisser (f.eks. Folkekirken og dens ritualer) spiller kun en marginal rolle for dem. De tror ikke på, hvad kirken prædiker, men bruger kirken som et symbolsk rum til at reproducere bestemte traditioner, som sammen med religion-som-arv giver dem et socialt tilhørsforhold.

Traditionerne har imidlertid ikke længer nogen religiøs værdi, hvorimod de har stor social værdi.

Julen forstås ikke religiøst
Ina Rosens studie antyder altså, at danskerne stadig er religiøse, men deres tro er meget individualiseret og personlig, hvor man låner elementer alle steder fra, inklusive fra folkekirken (unpacked religion), mens Folkekirkens forkyndelse og ritualer og menighedsfællesskab (packed religion) ikke spiller ikke nogen væsentlig rolle her.

Når danskere så alligevel bliver i folkekirken hænger det altså sammen med, at danskere bruger folkekirkelige traditioner (f.eks. jul og dåb) og de fælles værdier, der ligger i kulturkristendommen (religion-som-arv) til at styrke sociale og kulturelle bånd og holdninger, uden at det egentlig forstås som noget religiøst eller spiller en rolle for deres personlige tro.

Folkekirken har stor betydning
Når 82 % af den danske befolkning holder fast i deres medlemskab af folkekirken, betyder det ikke, at luthersk kristendom står stærkt i den brede danske befolkning, men at folkekirken har en stor social og kulturel betydning for danskere.

Når kun 2 % af befolkningen sidder i kirken på en given søndag, betyder det på den anden side heller ikke, at danskerne er blevet meget lidt religiøse, men at deres religion har ændret karakter. At have en personlig tro, og at tro på en personlig Gud, betyder i dag noget helt andet, end det tidligere gjorde.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent og bloger på eftertanke.dk.