Faste er en kristen skik

"Kristne havde fastet gennem mindst 632 år, inden muslimerne begyndte at holde ramadan," skriver Poul Sebbelov i sin blog.

Det er ikke uden en vis ærgrelse, jeg har bemærket mig, at det for tiden på religion.dk vrimler med artikler om ramadanen, den årlige muslimske faste.

Ikke at jeg ærgrer mig over artiklerne som sådan. Men så udmærket det end er med orientering om muslimske skikke, lige så ærgerligt kan det forekomme, når der i et kristent land som Danmark mangler både viden om og interesse for den kristne kirke og dens traditioner.

Man kommer let til at tænke på det gamle ord om at gå over åen efter vand. Desværre er der i Danmark gode (kirkelige) grunde til, at de allerfleste kristne slet intet forhold har til fastepraksis. Ordet indgår ganske vist i gudstjenestekalenderen som nr. X søndag i fasten. Så ved man da, at påsken nærmer sig; men de færreste forbinder andet og mere med fasten end dét; for faste har været svært foragtet som gerningsretfærdighed i vide lutherske kredse i mange generationer.

Faste - en gammel kristen skik

Faste er imidlertid også en gammel, kristen skik. Kristne havde fastet gennem mindst 632 år, inden muslimerne begyndte at holde ramadan. Og faste er også i vore dage en levende og højst nutidig virkelighed i den kristne verden. Ikke mindst i Den Ortodokse Kirke, som blandt kristne kirker vel er dén, der har det tætteste forhold til traditionen.

Den Ortodokse Kirkes fasteforskrifter er omfattende. Kirkeåret indeholder to lange fasteperioder på hver 40 dage, julefasten og påskefasten, og to kortere perioder, den såkaldte apostelfaste op til højtiden for Peter og Paulus den 29. juni samt Gudsmoderfasten, de sidste to uger inden højtiden for Gudsmoders hensoven den 15. august.

Derudover er de fleste onsdage og fredage året igennem fastedage.
Man kan faktisk blive helt svedt; for når man regner på det ved hjælp af kirkekalenderen, så viser det sig, at godt halvdelen af årets dage er fastedage!

Ortodokse minifaster

Foruden de egentlige fasteperioder og dage er der for ortodokse kristne tilbagevendende minifaster; for ønsker nogen at modtage den hellige nadver ved gudstjenesten søndag formiddag, må han eller hun have fastet totalt fra midnat.

Hvorfor faster troende kristne? Det gør vi efter Kristi eksempel, Han, som selv fastede fyrre dage i ørkenen, inden Han begyndte Sit virke. Og det gør vi på Kristi anvisning:Da disciplene spørger Ham om, hvordan man bærer sig ad med at bekæmpe dæmonerne, svarer Kristus: Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste (Mark 9:29).

Faste er en asketisk anstrengelse, den er en stræben hen imod åndeliggørelse. Faste er altså et middel og ikke et mål i sig selv; den har praktisk karakter, men er ikke nogen god gerning, der bringer os særlig fortjeneste eller retfærdighed hos Gud.

I praksis består Kirkens faste deri, at vi i fastetiderne afstår fra alle animalske produkter, kød, fisk, æg, mælk samt fra olie og vin/spiritus. Hertil kommer, at der er visse dage, hvor total afholdenhed anbefales, fx indleder mange ortodokse kristne påskefasten med tre dages fuld faste.

Faste er ingen konkurrence

Det er vigtigt at forstå, at fasten ikke er nogen fysisk sportspræstation, hvor det gælder om at konkurrere på, hvem der kan være mest afholdende, og hvem, der kan leve af mindst muligt. Fastetiden er ikke udelukkende et spørgsmål om mad og drikke. Det er et spørgsmål om at få flyttet vor opmærksomhed fra det ydre til det indre, fra verdslighedens brede vej til den smalle vej, der leder til Guds Rige.

Kan opmærksomheden ikke flyttes med andre midler? Mange mennesker, såmænd også mange kristne, ser med forbavselse på Den Ortodokse Kirkes fastepraksis. De har vanskeligt ved at begribe, hvad det skal tjene til; og de tænker i deres stille sind, at man vel kan leve et åndeligt liv på så mange andre måder end dem, der lige har at gøre med afholdenhed.

Det kan man måske også; men det er sjældent, det lykkes for os at gøre det. Vi i Kirken ser, ikke mindst i tiden op til julefejringen, med lige så stor undren på, hvordan der gang på gang tages forskud på festen, de evigt gentagne julefrokoster med voldsomt indtag af både mad og drikke. Og det inden festens Hovedperson overhovedet er kommet til stede! Og når Han endelig kommer, er vi så forspiste, at vi knap nok orker mere.

Stillet over for denne, den evige grådigheds kultur kunne det være gavnligt for os at indse, at vort åndelige liv konstant står i fare for at drukne i kødeliggørelse, hvis vi ikke giver det nogle ydre former at støtte sig på. Og her er det, Kirken tilbyder os sit organiserede, liturgiske år med dets vekslen mellem faste og fest, mellem længsel og opfyldelse.

Faste - prøv det selv

Vil man vide, om det er nogen nytte til med faste, er der ikke andet for end at være med. Prøve det. Julefasten begynder den 15. november, så der er endnu et par måneder til at tænke over sagen. Man risikerer at opdage, at der faktisk er åndeligt liv under og hinsides de daglige adspredelser og vaner, vi mente ikke at kunne leve foruden.

Vi risikerer at opdage, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund; og at vor åndelige føde kommer indefra, fra Helligåndens virke i vore hjerter.

Poul Sebbelov er præst i den danske, ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse.