Folkekirken må genopdage sin opgave

Jesu evangelium må være centrum for kirken, skriver Mogens Mogensen.- Foto: Arkiv

Kirken kan ikke være evangelisk, hvis den vil modtage budskabet om Guds nåde uden at give det videre til andre, skriver Mogens Mogensen på sin blog

Ordet mission var i mange år ikke populært i brede kredse i Folkekirken. I erkendelse af, at der hos mange danskere ikke er mange huller i uvidenheden om kristendom, og at Danmark bliver mere og mere multireligiøst, er mission igen kommet på dagsordenen i Folkekirken. Og det så meget, at Kirkeministeriets blå betænkning Opgaver i sogn, provsti og stift fra 2006 ligefrem fastslår, at Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.

Når vi nu skal forsøge at finde ud af, hvad kirkens mission går ud på, støder vi på et andet ord, som vi også har haft meget svært ved at tage i vor mund i Folkekirken, nemlig evangelisering. Hvis vi indholdsbestemmer kirkens mission, som det kirken er sendt for at være (et gudstjenestefejrende fællesskab), gøre (diakoni) og sige, så kan der ikke være tvivl om, at det, vi som kirke først og fremmest har at sige, er at fortælle historien om Jesus, altså evangeliet.

Også i USA har lutheranerne haft det svært med evangelisering, både selve ordet, men endnu mere det, som ordet handler om. En række teologer i The Evangelical Lutheran Church in America gik for nogle år siden i gang med en studie- og refleksionsproces, for at overveje, hvordan de skulle forholde sig til evangelisering. Det kom der en spændende bog ud af, som de havde frimodighed til at kalde The Evangelizing Church.

Da jeg læste denne bog, slog det mig, hvor paradoksalt det egentlig er, at en kirke, som også den danske folkekirke, der kalder sig en evangelisk luthersk kirke, har haft så store kvababbelser med evangelisering. At kalde sig evangelisk betyder naturligvis, at Jesu Kristi evangelium må være centrum for kirken. Vi kan naturligvis ikke være evangeliske, hvis vi kun selv vil modtage evangeliet om Guds nåde i Kristus, men ikke vil dele det med andre. Evangeliets gave kan, som bogens forfattere gør opmærksom på, ikke skilles fra kaldet til at dele evangeliet med andre.

Det er svært at gribe en betydning, hvis man ikke har et begreb om den. For at gribe betydningen af at dele evangeliet med andre vil det efter min mening være hensigtsmæssigt, at vi begynder at anvende begrebet evangelisering. Vor evangelisk-lutherske folkekirke har derfor naturligvis som opgave at være evangeliserende. Det hører simpelthen med til vor kirkes essens.

Ligesom ordet mission har ordet evangelisering også været forbundet med handlinger, som vi af gode grunde ikke vil identificere os med, men ordet evangelisering er (ligesom ordet mission) for vigtigt for vor kirkes selvforståelse til at vi af den grund skal droppe det. Tværtimod er tiden nu inde til at generobre ordet og fylde det med indhold i overensstemmelse med Bibelen og den lutherske teologiske tradition.

Det spændende spørgsmål er, hvordan vi i folkekirken fremover kan arbejde med evangelisering. Her ligger der en vigtig opgave for de (nyvalgte) menighedsråd, som om et par måneder begynder deres arbejde i og ud fra den evangeliske - og evangeliserende - lutherske folkekirke.

Mogens S. Mogensen, Ph.d., ekstern lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål.