Folkekirkens fremtid - med synode

Når vi nu nogle år har øvet os i demokrati på stiftsplan, kommer turen til det nationale plan, altså en synode. For hvor skulle man ellers i de kommende år drøfte folkekirkens fremtid og foretage de nødvendige prioriteringer, spørger Mogens Mogensen

Folkekirkens øverste ledelse, også kaldet synode, har siden grundloven i 1849 været folketinget. Her har man gennem årene truffet mange beslutninger om folkekirkens fremtid. På vegne af denne folketings-synode har kirkeministeren sørget for at få udarbejdet betænkninger og har ført de love ud i livet, som folketings-synoden har vedtaget.

I går (mandag den 27. august, red.) var jeg med til en konference indkaldt af kirkeministeren, i samarbejde med Københavns biskop, præsteforeningens formand, provsteforeningens formand, og formanden for landsforeningen af menighedsråd om "Folkekirkens fremtid(er)." Som en af oplægsholderne sagde, så var forsamlingen så bredt sammensat, at det nok var noget af det nærmeste, man i dag kommer en egentlig synode for folkekirken.

I folketinget, der repræsenterer hele befolkningen i Danmark, Færøerne og Grønland, er der 179 medlemmer. Hvor mange medlemmer skulle en synode, der repræsenterer de 83 % af Danmarks befolkning så have? Det naturlige ville vel være 83 % af 175 medlemmer, dvs. 145 medlemmer, og sandelig - om det ikke næsten præcist var det antal, vi var forsamlede i går.

De var der alle sammen. Ni ud af ti bisper, provster, præster, og repræsentanter for de andre faggrupper i kirken, menighedsrådsmedlemmer, undervisere ved de teologiske fakulteter, ledere fra indre mission, luthersk mission, fra missionsselskaber, diakonale organisationer, børne- / ungdomsorganisationerne osv. 

Siden indførelsen af menighedsråd i 1903 har vi øvet os i demokrati i sognene. Også på provsti-niveauet drøftes de fælles anliggender i demokratiske forsamlinger. På det seneste har de fleste stifter indført forsøg med demokratisk valgte stiftsråd. Det tager tid at gå fra en helt igennem statsstyret folkekirke, hvor alle bestemmelser og beslutninger træffes ovenfra, og i sidste instans fra folketinget og kirkeministeren, til en demokratisk folkekirke, hvor medlemmerne på alle niveauer inddrages i den demokratiske beslutningsproces. 

Derfor er det også meget fornuftigt, at man er begyndt nedefra, fra demokratiske menighedsråd i sognene, og at man nu er i gang med at eksperimentere med demokratiske organer i stifterne. Efter en evaluering af erfaringerne med stiftsråd, må man forvente, at der kommer en lov om indførelse af stiftsråd så meget desto mere som stiftet nu får mulighed for at opkræve op til en procent af menighedsrådenes ligningsmidler. 

Jeg oplevede konferencen i går, som en første erfaring med at drøfte vigtige folkekirkelige anliggender i en synode, som naturligvis formelt set ikke var en synode, men alligevel... Her drøftede vi forskellige scenarier for, hvordan folkekirken ville se ud, eller vi gerne ville have, at den skulle se ud om 10 år. En folkekirke præget af kontinuitet. En folkekirke med diversitet. En folkekirke som samlingsmærke. Eller en folkekirke præget af passion.

Det blev en spændende dag, med gode oplæg og drøftelser, hvor det viste sig, at man sagtens kunne komme på talefod på tværs af geografiske, faglige, teologiske og andre grænser. 

Et flertal troede nok, at fremtidens folkekirke realistisk set ville blive en traditionens folkekirke, mens et flertal samtidig håbede på, at folkekirken ville blive præget af passion. Uanset hvilken af de fire fremtider der vil blive folkekirkens, er der meget, der tyder på, at det vil blive en folkekirke med en demokratisk valgt synode.

Når vi nu nogle år har øvet os i demokrati på stiftsplan, kommer turen til det nationale plan, altså en synode. For hvor skulle man ellers i de kommende år drøfte folkekirkens fremtid og foretage de nødvendige prioriteringer? 

Mogens S. Mogensen er konsulent og ekstern lektor. Følg hans blog på http://mogensen.religionblog.dk