Fra Chicago til Washington
Obama er ikke en Messias. Alligevel kan man håbe, han formår at finde tilbage til den amerikanske drøm, skriver teologisk konsulent Mogens Mogensen på sin blog
Chicago er titlen på en bog af egypteren Alaa al-Aswany, som jeg lige har læst. Mens al-Aswanys første bog, "Yakoubians hus" foregår i Cairo, er handlingen her henlagt til Chicago, hvor vi får indblik i en egyptisk diaspora af studerende og professorer og deres møde med USA og endnu vigtigere i en egyptisk oppositionel forfatters syn på situationen i Egypten. Læseren får i denne forbindelse et ganske ubehageligt indtryk af de infame torturmetoder, som politi og sikkerhedstjeneste anvender i Egypten.
Et afsnit, som ikke spiller nogen vigtig rolle for bogens handling, satte alligevel mine tanker i gang. I forbindelse med, at en egyptisk studerende, som arbejder for den egyptiske sikkerhedstjeneste, har skaffet sig adgang til en medstuderendes lejlighed, falder denne udtalelse: Der er et tæt og langvarigt samarbejde mellem den amerikanske og den egyptiske efterretningstjeneste. De sender mistænkte til Egypten, hvor agenter fra statssikkerhedstjenesten torturerer dem og tvinger dem til at tilstå, og så sender de dem tilbage til Amerika.
Nu er Chicago ikke dokumentarisme, men fiktion, så på en måde er der ingen grund til at tage et sådant afsnit alvorligt. Hvis ikke lige det var, fordi vi har al mulig grund til at tro, at dette afsnit kun alt for præcist afspejler den amerikanske virkelighed efter 9-11. I de sidste års såkaldte krig mod terror er USA i denne henseende sunket ned på niveau, som ligger milevidt fra de idealer, som ligger i den amerikanske uafhængighedserklæring, og som er en del af Amerikas Forenede Staters identitet.
Fra det samme Chicago, som er rammen om al-Aswanys bog, kommer Barrack Hussain Obama, som i dag indsættes som USA's nye præsident. At en sort, eller rettere en farvet amerikaner, der tilmed er beslægtet med muslimer, vælges til USA's (og verdens) højeste embede, kan i høj grad ses som en realisering af de idealer, der ligger i Uafhængighedserklæringen, og som også har inspireret en række andre befolkninger. Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.
At USA under præsident George W. Bush i kampen mod terroristerne og for demokratiet i de sidste 7-8 år har undermineret det samme demokrati bl.a. ved en skamløs brug af tortur, har haft betydning for hele verden. For eksempel er Danmark gennem vort samarbejde med USA måske indirekte blevet meddelagtige i tortur. Hvem skal ofrene for torturbødler i Afrika, Mellemøsten og Asien rette deres håb mod, hvis også nogle af de lande, som taler højest om menneskerettigheder og demokrati, selv benytter sig af tortur eller ser igennem fingre med, at mennesker udsættes for tortur eller risikerer at blive udsat for tortur?
I 1963 var det en anden mand fra Chicago, Martin Luther King, som marcherede mod Washington og leverede en USA's vigtigste taler: I have a dream. Når Barrack Obamas march fra Chicago i dag når helt frem til Det Hvide Hus i Washington, er en del af Martin Luther Kings drøm gået i opfyldelse. Så er der tilbage at håbe, at nogle af de drømme, som Obama har inspireret til ikke bare hos mange amerikanere, men også hos millioner af mennesker i resten af verden, også må blive realiseret. Forventninger til Obama er høje, nok også alt for høje. Han er trods alt kun et skrøbeligt menneske, og ikke en Messias. Men mon ikke det vil kunne lykkes ham at luge nogle af de værste tidsler ud, som har fået lov til at brede sig i USA i de senere år. En af de tidsler, som skæmmer billedet af det demokratiske USA mest, er anvendelsen af tortur.
Christiansfeld, den 20. Januar 2008
Mogens S. Mogensen er teolog, lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål