Gik alle robotforskere frem på rad...

Hvoraf kommer tankerne om at tildele androider og anden teknologi selvstændigt liv med tilhørende rettigheder? Det er sandsynligt, at de vokser ud af en manglende forståelse for Guds skaberværk, mener den ortodokse præst Poul Sebbelov

Nyligt har man i den offentlige debat kunnet høre om robotter, der udefra ligner mennesker, såkaldte androider.

Her gik man ellers og troede, at den slags var noget, der hørte hjemme i underholdningsbranchen, Star Wars-film og legetøjsbutikker. Til nød også i afdelingen for praktiske anordninger, sådan noget med at få ordnet husarbejdet og slået plænen, mens man selv ligger i flugtstolen.

Men næ, nej. Forskere diskuterer med rynkede pander de etiske problemer, som følger af udviklingen inden for denne teknologiske verden. Jo, for tænk nu, hvis det skulle vise sig, at maskinerne blev klogere og mere følsomme end mennesker! Og tænk, hvis det skulle vise sig, at den teknologiske udvikling gør det muligt at "forbedre" rigtige mennesker og skabe hybrider, et blandingsprodukt, halvt robotter, halvt mennesker. Hvad så?

I TV-magasinet "Deadline" kunne man nyligt høre toppunktet af sådanne tåbeligheder. I ramme alvor satte man kloge folk, deraf én med tilknytning til Etisk Råd, til at diskutere, om ikke robotter har (menneske-)rettigheder, der skal tages hensyn til!

Skal man le eller græde? Det er ikke til at vide. Selvfølgelig har robotter ikke flere "rettigheder" end hækkeklipperen eller bilen i carporten. Nemlig ingen som helst. Maskinerne og den teknologi, der ligger bag dem, er døde ting og systemer, der er tilvirket af mennesker, til gavn for mennesker og til at bruges og styres af mennesker.

Hvoraf kommer tankerne om at tildele androider og anden teknologi selvstændigt liv med tilhørende rettigheder? Det er sandsynligt, at de vokser ud af en manglende forståelse for Guds skaberværk. Og af en manglende rodfæstethed i den kristne forståelse af menneskets stilling i verden.

Mennesket er skabelsens ypperste frembringelse. Det kan vi se deraf, at Gud sagde: "Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os!" Vi mennesker er ansvarlige for at bringe skabelsen uskadt og forklaret tilbage til Gud, vi er blevet pålagt ansvar med dertil tilhørende rettigheder eller privilegier: Mennesket skal herske over al skabningen (1. Mos 1,26); og netop derfor kan vi drages til ansvar for, hvordan vi forvalter vort kald.

Det er selvoptagethed af kosmiske dimensioner, hvis vi tror, at noget som helst, vi tilvirker, kan lignes ved et menneske, pålægges ansvar og tildeles rettigheder. Man får lyst at parafrasere den kendte salme: Gik alle robotforskere frem på rad i deres magt og vælde ... ville de dog aldrig blive i stand til at frembringe noget, der kan sammenlignes med det menneske, Gud har skabt i Sit billede. 

Gud alene har magt til at skabe væsener med fri vilje, det vil sige mennesker. Og derfor bekymrer Gud Sig med rette for, hvordan vi bruger friheden, om vi vender os til Ham eller imod Ham. 

Vi for vor del kan derimod højst drive det til at frembringe maskiner. Sådanne har nogle gange en ydre lighed med mennesker; og nogle af dem kan være til nytte. Men de har ikke liv i sig, de har ingen eksistentielle valg at foretage; og vi kan sætte dem ud af drift blot ved at slukke på kontakten. Uden derved i mindste måde at krænke nogen "rettigheder."

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke. Læs flere kommentarer fra Poul Sebbelov på hans blog http://ortodoks.religionblog.dk