Har Gud skabt universet?

Selvom videnskaben forklarer verdens tilblivelse, vil mennesker altid have behov for en åndelig dimension i deres liv. Blogindlæg af Anne Hanson

På debatportalen trosfrihed.dk fik jeg følgende spørgsmål:

Kan man som troende, der vel kender biblen godt, mene at gud kun har med vores lille jordklode at gøre? Han har ifølge de gamle skrifter jo skabt det hele, eller kan det nu passe?

Om der findes en Gud, der har skabt universet, kan kun troen begribe. Jeg tror på universets egne skabelses-/tilblivelsesprocesser, men jeg tror også på, at der er mere mellem himmel og jord end vores fornuft kan begribe.

Gud er i kristendommen Gud som skaber og opretholder og dermed det modsatte af vores egen selvopholdelse. Han er Gud for os, fordi vi erkender og erfarer livet i en stadig skabende og nyskabende proces. Dermed ikke sagt, at naturen, eller universet, er = Gud. Nej, min optik opererer ikke med en Gud langt derude, hvor jeg ikke kan bevæge mig med mine sanser og jeg-du relationer. Spørgsmålet er så, om jeg ikke modsiger mig selv, når jeg på den ene side mener, at K.E Løgstrup har fat i noget centralt i sin metafysik, hvor Gud kan tydes som noget fænomenonalt ved vores tilværelse, imens jeg på den anden side fremhæver Dietrich Bonhoeffers ord: Gud er Gud-med-os-midt-i-denne-verden?

Er universet og dets kosmiske processer da ikke en del af denne verden?

Nu ligger det sådan, at vi i trosbekendelsen (Første trosartikel: Jeg tror på Gud, Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber), bekender, at Gud er skaber. På den ene side er Gud altså skaber, og på den anden side skaber verden så at sige sig selv.

Disse to aspekter kan synes modsættende men kan også komplementeres. Fælles har de det, at de rejser spørgsmål om vores liv her på jorden, om universet omkring os og meningen med vores tilværelse, og det er der gennem de sidste 3000 år kommet mange bud på, både teologiske og filosofiske. Man begyndte såmænd at blive skolet i alle disse tanker.

Hvor alternativet tidligere var klosterskolerne, der overvejende byggede på historiske, teologiske og liturgiske traditioner (Bibelen), fik katedralskolerne gradvist i 1000- og 1100-tallet en langt vægtigere betydning. Nu var det ikke kun de vordende munke fra landet, der undervistes, men derimod sønner fra det opadstræbende borgerskab, der skulle uddannes til præster eller et andet erhverv - ikke blot inden for kirken men inden for staten i form af tidens nye videnskaber: teologi, medicin, jura etc. Der skete så det, at en række lærere begyndte at samle studenter omkring sig uden for katedralskolernes rammer, og disse begyndte at organisere sig og dannede derved en slags foreninger kaldet universitates. Som følge heraf opstod universiteterne.

Al vores viden i dag bygger altså på traditioner, hvor alskens spørgsmål og "huller" forsøgte at blive besvaret/løst. Vil vi forstå vores verdens tilblivelse, må vi til videnskaben, og da Gud ikke lod - og ikke lader sig - bevise, forudsætter det ingen gudetro, tvært imod.

Troen bliver dog ikke mindre af den grund, religionerne forsvinder ikke, og mennesket vil altid have behov for den mere åndelige dimension i deres liv. Gud som skaber hører derfor til den religiøse/åndelige tydning, ligesom Bibelens mange beretninger gør det.

Hvad jeg ønsker at fremhæve er, at de betydninger, der gives os i forbindelse med forkyndelsen af Gudsriget - og Kristusbegivenheden - åbenbares her i menneskelivet, hvor vi konfronteres, om det er i forholdet til vores næste, i naturens storslåethed, i glæden eller sorgen, over for korset eller et Kristus ikon, gælder hin enkelte i dets livssituation. Men uanset hvad stilles vi et forhold til den anden her i denne verden, og hvad der end måtte forstås som noget fænomenonalt ved vores tilværelse, vedrører det os på en sådan måde, at konklusionen ikke synes umulig: Gud kan tydes som en kosmisk Gud (Løgstrup), men vi oplever og bekender os til en Gud, der er Gud-med-os-midt-i-denne-verden (Bonhoeffer).

Anne Hanson