Hinduistisk vrøvl om påsken

Påsken er Kristi sejr over forgængelighed og død, skriver Poul Sebbelov. - Foto: Foto: sxc.hu

Påsken handler om, at Kristus sprængte dødsrigets porte. Ikke om, at han spredte gudsbevidsthed, skriver Poul Sebbelov på sin blog

Leif Asmark Jensen er hindu og tilknyttet den gruppe, som kalder sig Hare Krishna. Men Asmark lader sig ikke nøje med sit eget felt, han forsøger sig også som kristen teolog. Det gør han i en artikel med titlen Påsken er lidelsens tid.

Det kan gå rivende galt, når nogen udtaler sig på områder, de hverken har forstand på eller kærlighed til. Og galt går det da også for Asmark, som påtager sig at korrigere Kristi Kirke og retlede den kristne tro ved at indskrive Kristus i sin egen hinduistiske foragt for legemet; det legeme som Kristus, ifølge Asmarks analyse, skulle være langt hævet over.

Det er på én gang sørgeligt og komisk, når Asmark gennem sin ukristelige optik prætenderer at kunne omtolke Kristi frelsende virke til et projekt om at sprede gudsbevidsthed. Det vil føre for vidt her at gennemgå hele Leif Asmarks falske og forvirrede opfattelse af kristendommen. Enhver kristen kan, ved at læse Asmarks artikel, ved selvsyn forsikre sig om, at manden foregiver en indsigt, han ikke er i besiddelse af.

Påskens afgørende begivenhed er af en anden art end noget, der kan rummes i Asmarks hinduistiske forestillingsverden.

Påsken, det er Kristi sprængning af dødsrigets porte, påsken er Kristi sejr over forgængelighed og død, og påsken er Kristi legemlige opstandelse fra de døde. Og påsken er endelig vor Herre og Gud Jesu Kristi vidunderlige løfte til Sin Kirke og dens troende om, at også vi skal få del i Hans sejr såvel som i Hans opstandelse.

Derfor synger vi i Kirken fra påskenat og frem til pinse igen og igen de ord, som er bunden og grunden i den kristne tro: Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!

Poul Sebbelov
Præst i den ortodokse kirke