- Homoseksuelle må kontrollere deres følelser

Allah (swt) har som den fuldendte skaber skabt alt, også vores medfødte vaner og følelser, skriver muslimske Uzay Kertenkelesi. - Foto: Foto: Sxc.hu

Fra islamisk side bør man tage imod de homoseksuelle og støtte dem. Men løsningen er ikke, at de udlever deres seksualitet, skriver muslimske Uzay Kertenkelesi

I den forgangne uge har der været en del fokus på homoseksualitet i forbindelse med afholdelsen af Outgames i København.

Millioner af skattepenge er blevet brugt til at synliggøre visse menneskers seksuelle præferencer til stor vrede eller glæde for den enkelte skatteyder - men dette er en politisk diskussion.

I stedet for vil jeg her kort redegøre for den islamiske synsvinkel på emnet homoseksualitet.

Homoseksualitet er en prøvelse fra Allah
Homoseksualitet kan være indlært (f.eks. gennem opdragelse) eller medfødt. Men ingen af de to årsager er indenfor islam nogen gyldig grund til at udleve sin homoseksualitet.

Allah (swt) har som den fuldendte skaber skabt alt, også vores medfødte vaner og følelser. Den mand eller kvinde, som føler, at de er homoseksuelle, er blevet pålagt dette fra deres Skaber som en prøvelse i livet.

Hvad skal en ung muslim så gøre, når han/hun opdager, at de måske er blevet homoseksuelle? Nogle af disse unge mennesker kæmper med deres kærlighed til islam og samtidig med deres kærlighed til personer af samme køn.

Nogle af dem vælger at definere sig som "homoseksuelle muslimer" (f.eks. den canadiske forfatter Irshad Manji) og søger opbakning for denne holdning blandt såkaldte "moderate" islamiske lærde. Men hvad siger islamisk lov egentlig om homoseksualitet?

Homoseksualitet kan straffes
Der er absolut ingen tvivl om, at homoseksualitet ikke er tilladt indenfor islam. Homoseksualitet anses for en synd, og Koranen er helt tydelig på dette område.

Flere steder i Koranen minder Allah (swt) de troende om profeten Lot (fred med ham), der undslap denne synd ved at forlade sin hjemby, hvor homoseksualitet var blevet en del af dagligdagen. Historien om Lot (fred med ham) er også nævnt i Bibelen.

Islamisk lov har en række sanktioner rettet imod forebyggelse af offentlig homoseksualitet. Afhængig af den enkelte retsskole, kan disse sanktioner bestå af forskellige former for straffe og moralske tiltag.
Men problemet med homoseksualitet løses bedst af den enkelte person, inden problemet forplanter sig til offentligheden.

Homoseksuelle må lære at kontrollere deres følelser
En mand (eller kvinde), der føler sig tiltrukket af det samme køn, må lade hjernen styre hjertet og kontrollere disse følelser på en måde, så de ikke skaber problemer for ham/hende og senere måske for samfundet.

Med andre ord: man kan ikke gøre for, at man føler sig homoseksuel og tiltrukket af personer med samme køn, men man kan gøre noget for ikke at udleve denne følelse.

Homoseksuelle mennesker må - akkurat som ugifte mennesker - kontrollere deres følelser, selv om det bestemt ikke altid er nemt.

Islam forbyder chikane mod homoseksuelle 
Derimod er det ikke tilladt indenfor islam at tage loven i egne hænder og begynde at kaste sten efter homoseksuelle, slå dem eller chikanere dem på anden vis.

Man kan heller ikke på nogen måde fordømme de homoseksuelle følelser, mennesker har; idet sådanne følelser fra en islamisk synsvinkel er at betragte som en byrde givet af Allah (swt), der skal teste det enkelte individ i hans/hendes liv.

Hvad er mit råd til et ungt menneske, der står splittet mellem sine følelser for en af samme køn og sin tro?

Den mest korrekte attitude at anlægge er at støtte det unge muslimske menneske i dets bestræbelser på at gøre det rigtige frem for det forkerte. Et menneske splittet mellem sin tro og sin seksualitet har allerede indset dilemmaet og bør hjælpes på rette vej.

Han - eller hun - vil ikke blive lykkelig gennem fri, hedonistisk udlevelse af sin seksualitet på bekostning af religionen, da han/hun jo allerede føler sig forpligtet af sin egen tro på Allah (swt) og Hans budbringer (fred og velsignelser med ham).

Løsningen er ikke at udleve sin seksualitet
Desværre er emnet homoseksualitet endnu meget tabubelagt i muslimske samfund. Løsningen er ikke, som vi har set det i sidste uges Outgames, at samle unge muslimske homoseksuelle i en forening (Sabah) hvor de kan udleve deres seksualitet.

Alle Sabah-medlemmerne fortæller jo åbent, at de stadigvæk føler sig som muslimer og har deres tro intakt, men at de føler sig splittede mellem tro og følelser.

I stedet for bør man fra islamisk side tage imod disse unge vildfarne mennesker og støtte dem i deres bestræbelser på at komme tættere på den Rette Vej gennem tålmodighed og afholdenhed og gennem ægteskab med personer af modsatte køn.

Cølibat er en mulighed
Muslimer, som ikke kan smide deres homoseksuelle præferencer væk, må om nødvendigt leve deres liv i cølibat, idet islam ikke tillader ægteskab mellem samme køn og ej heller seksuelle forhold mellem ugifte individer.

I sidste ende er det den unge mand eller kvinde, som tager sit valg, men ofte er det gennem interaktion med familie, venner og resten af samfundet at disse valg bliver truffet. For den ansvarlige muslim, der bliver bedt om at rådgive en homoseksuel mand/kvinde, gælder det om at påvirke vedkommende til at tage det rette valg.

Og Allah (swt) ved bedst.

Artiklen er et forkortet blogindlæg skrevet af Uzay Kertenkelesi. Du kan læse hele blogindlægget her.