- Hvor går grænsen for tiltag mod muslimer?

At imamerne skal erklære, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharialovene er virkelig noget af et krav, vurderer cand.mag. Karen Larsen. - Foto: Foto:

Jeg er bekymret over niveauet i den debat, vi har i Danmark om islam. Jeg er bekymret over de hårrejsende generaliseringer. Og jeg er bange for den dæmonisering af alle muslimer, der finder sted, skriver cand.mag. Karen Larsen

Når jeg iagttager og deltager i debatten om islam, kan jeg ofte ikke lade være med at spørge mig selv hvor grænsen går, grænsen for hvad man etisk set kan tillade sig over for andre mennesker.

Jeg savner i den grad, at dem, der skriver op og ned ad stolpe om den muslimske fare, ville fortælle os, hvor deres grænse går med hensyn til, hvilke initiativer vi har lov til at træffe overfor muslimerne.

Et eksempel er en længere debat, jeg har ført, med den ihærdige islam-kritiker Ricardt Riis, der er pensioneret folkekirkepræst. To gange spurgte jeg ham, hvilke initiativer, han mente, man skulle træffe i forhold til muslimerne, og hvordan han havde tænkt sig at sikre sig, at disse initiativer ikke ville krænke muslimernes menneskerettigheder. To gange fik jeg ikke et svar. Da jeg rykkede for tredje gang, fik jeg et svar, der på mange måder er meget sigende.

Han skriver f.eks.: Men det skyldes da også, at netop det spørgsmål, du dèr stiller, har jeg ikke noget klart svar på. Hvad jeg har været interesseret i i vores debat, er i første omgang at blive klar over, hvad problemerne med muslimerne er, dvs. at prøve at leve mig ind i, hvordan muslimer tænker. Først når jeg har nogenlunde klarhed over det, vil jeg føle mig kompetent til at svare på, hvad vi skal stille op med muslimerne og de problemer, de rejser.

Nu er det jo i sig selv bekymrende, at en veluddannet mand som Ricardt Riis virkelig tror, at alle muslimer tænker på samme måde. Det er nærmest som om, han antager, at muslimer er en art religionsrobotter, der alle tænker og føler ens.

Men hvad der er virkelig rystende, er, at han øjensynligt ikke føler behov for at udtrykke, at muslimernes basale menneskerettigheder naturligvis ikke må krænkes. Skal det forstås på den måde, at Ricardt Riis ikke har en grundetik, der gælder for alle mennesker, men i stedet en etik, som skal tilpasses den tankegang, han antager, at de har?

Han henviser så til en tekst på nettet, der opridser en række krav, som imamerne skulle tvinges til at skrive under på. Godt nok er Ricardt Riis ikke i alle punkter enig med teksten, alligevel er charteret gavnligt, for det er med til at få os til at forstå, hvor problemerne med muslimerne er.

Ikke nok med, at han her igen antager en universel enighed mellem muslimer, nej han mener minsandten, at man via en række ultimative krav rejst til imamerne kan afsløre problemet med muslimerne.

Dermed afslører han faktisk også disse kravs funktion: De er til for, at imamerne skal afvise dem og det skal de gøre, for at vi alle skal kunne se, hvor farlige muslimerne er. Og, frygter jeg, vi skal forstå hvor farlige muslimerne er, så vi bliver villige til at krænke deres menneskerettigheder for at sikre vores egne.

Tag artikel 3 (der er ti artikler i alt): 'Vi erklærer, at enhver har lov at dyrke, forlade og konvertere til enhver religion, uden omkostninger, pres eller repressalier.' Jeg véd da godt, at det kan ingen imam skrive under på. For ifølge sharia er der dødsstraf for frafald fra islam. Det praktiseres vel ikke så udbredt mere, men at man skulle kunne forlade islam uden omkostninger, det tror jeg ikke, de vil kunne gå med til. Men, spørger jeg mig så på trods af denne viden, er det ikke nødvendigt for den fredelige sameksistens, at imamer afstår fra at følge sharia på det punkt? Det forekommer i det mindste mig.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at mange imamer ville kunne skrive under på, at enhver har lov til at dyrke, forlade og konvertere til enhver religion, uden at vedkommende skal frygte at blive mødt med vold eller trusler.

F.eks. burde imamerne fra Dinayet, der er en art Tyrkisk statsislam og i øvrigt udgør den største gruppe af organiserede muslimer i Danmark, kunne skrive under herpå, fordi de faktisk fremhæver, at religion og politik skal være adskilt, og at muslimerne i Danmark skal følge loven. Og selvfølgelig skal ingen udsættes for vold eller trusler, fordi de vil skrifte religion eller ophøre med at være religiøse.

Konversion har omkostninger i alle religioner
Ricardt Riis har derimod ganske ret i, at det nok ville være svært at få en imam til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade islam. På samme måde vil det nok også være svært at få en katolsk præst til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade den katolske kirke.

F.eks. bliver de katolikker, der melder sig ud af kirken, automatisk udelukket fra den katolske nadver. Det er vel en omkostning men en sådan ekskommunikation er foreskrevet i kirkeloven som en katolsk præst er forpligtet på.

Ja faktisk vil jeg mene, at en folkekirkepræst, hvis hun tænker sig om, måtte afvise at skrive under på, at det skal være fuldkommen omkostningsfrit at forlade folkekirken. For melder man sig ud af folkekirken kan man, antager jeg i hvert fald, ikke virke som folkekirkepræst mere. Og konverterer man fra folkekirken til islam kan man ikke blive gudmor for en slægtnings eller bekendts barn.

Krav til imamerne er meningsløst
Kravet om, at imamerne skal skrive under på, at en konversion ikke må få nogle konsekvenser er med andre ord et meningsløst krav der, som tidligere anført, kun er til for at imamerne skal sige nej til det hvorefter man, som Ricardt Riis så også gør det, kan påstå, at imamernes afvisning udgør en trussel for den fredelige sameksistens.

I øvrigt ligger det jo også i dette krav om konsekvensløs konversion, at en kristen kvinde, der konverterer til islam og begynder at gå med tørklæde har krav på, at det ikke udløser nogen som helst form for chikane eller konsekvens for hende, f.eks. mht. retten til at være aktiv i hjemmeværnet eller muligheden for at fungere som dommer. Gad vide, om Ricardt Riis ville bryde sig om den konsekvens?

Ville vi kræve dette af kristne præster?
Eller tag artikel 2: 'Vi vil opfatte ikke-muslimer som vores ligeværdige.
- Vi erklærer mænd og kvinder for at være lige og frie.
- Vi erklærer, at ingen er hævet over loven.
- Vi erklærer, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharia-lovene.'
Vi i vor kultur vil vel mene, at alt dette er naturligt og ligetil. Men jeg véd da godt, at muslimer vil have mere end svært ved at gå med til det. På den anden side: Hvis ikke de vil underordne sharia-lovene under de sekulære demokratiske love, vil vi så ikke med garanti få problemer?

At imamerne skal erklære, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharialovene er virkelig noget af et krav. Jeg mener, det svarer til at kræve, at alle landets katolske præster skal skrive under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over kanonisk lov og den katolske kirkes lære.

Det svarer til at kræve, at alle præster skriver under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over Bibelens vejledning. Eller med andre ord, det svarer til at kræve af alle landets kristne præster, at de f.eks. skal skrive under på, at de støtter den fri abort og det registrerede partnerskab for homoseksuelle.
Der ville rejse sig et ramaskrig både i Danmark og i udlandet hvis Danmark krævede af alle landets kristne præster, at de skulle skrive under på noget sådant! Jeg er temmelig meget sikker på, at Ricardt Riis aldrig ville kræve en sådan underskrift fra kristne præster men af imamer må man øjensynligt kræve hvad som helst.

Man kan ikke kræve enighed af nogen
I øvrigt synes Ricardt Riis at være uvidende om et af demokratiets grundprincipper: Man har som borger ret til at være uenig med landets lovgivning og arbejde på at forandre den man har imidlertid ikke ret til at bryde loven eller forsøge at få den forandret vha. ikke-demokratiske metoder.

Så selvfølgelig kan man kræve lovlydighed af landets imamer såvel som præster man kan bare ikke kræve, at de skal være enige i landets love, hvor usympatisk denne uenighed så end måtte være. Men måske Ricardts Riis ikke tror på samvittighedsfriheden?

Skal vi tage menneskerettighederne med ind i det? Så kan jeg gøre opmærksom på, at muslimerne ikke har været tilfredse med vore vestlige, sekulære FN-menneskerettigheder, men har lavet deres egne i Cairo i 1990. I vore hedder det, at enhver har ret til at indgå ægteskab med hvem han eller hun vil. Det er ændret i Cairo-erklæringen, fordi det ikke er tilladt en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Så først skal vi have klarhed over, hvis menneskerettigheder vi skal holde os efterrettelig. Dernæst, hvis det er vore, sørge for, at muslimske kvinder får ret til at gifte sig med hvem de vil, for det siger menneskerettighederne.

Kairo-erklæringen, som Ricardt Riis henviser til, er da et sørgeligt dokument men betyder det forhold, at de 56 medlemsstater i Den Islamiske Konferenceorganisation vedtog en alternativ menneskerettighedserklæring, at vi kan sige, at muslimerne har lavet deres egne menneskerettigheder?

Plejer man fra islam-kritisk hold ikke at gøre et stort nummer ud af at de muslimske lande ikke har demokrati? Kan man altså gøre alle med rødder i disse lande ansvarlige for, hvad deres diktatoriske ledere har vedtaget på deres vegne? Og kan vi f.eks. nægte kinesere menneskerettigheder med henvisning til, at Kina krænker menneskerettighederne? Er Ricardt Riis fleksible tilgang til menneskerettighederne ikke udtryk for, at han, ligesom han beskylder muslimerne for at ville, er villig til at bøje dem?

Men selvfølgelig skal muslimske kvinder, ligesom kvinder og mænd af enhver religion eller uden religion, have lov til at gifte sig med hvem de ønsker, uanset deres udkårnes religion, hudfarve, nationalitet eller køn. Derfor venter jeg også spændt på, at Ricardt Riis slår et slag for det kønsneutrale ægteskab.

Ja, hvis han virkelig var konsekvent i sin tankegang, måtte han jo kæmpe mod 24-årsreglen, tilknytningskravet og forsørgelseskravet, som hindrer en række muslimske såvel som ikke-muslimske kvinder såvel som mænd i at gifte sig med den, de ønsker. For man har jo krav på at kunne gifte sig med hvem man vil, det siger menneskerettighederne

Lighed for loven bliver undermineret
Lad mig sige det rent ud: Jeg er bekymret over niveauet i den debat vi har i Danmark om islam. Jeg er bekymret over de hårrejsende generaliseringer. Jeg er deprimeret over uviljen til at forholde sig til fakta. Jeg er frastødt af den underminering af et af demokratiets grundvilkår, nemlig lighed for loven, der er synlig i mange af de forholdsregler som der bliver foreslået at vi skal gribe til overfor islam.

Og jeg er bange, meget bange, for den dæmonisering af alle muslimer, gamle som unge, fundamentalister såvel som liberale eller areligiøse, som finder sted. Når man ikke vil fortælle, hvor grænsen går for, hvilke tiltag, man må gribe til overfor muslimerne, så er det nemlig, frygter jeg i mine dunkle stunder, fordi man ikke ønsker nogen grænser

Karen M. Larsen er cand.mag., gymnasielærer og debattør. Artiklen er en forkortet udgave af hendes blogindlæg, som du kan se her.