Jesus og den omskårne piberenser

I 1974 skabte kunstneren Jens Jørgen Thorsen stor debat med sit maleri af en nøgen Jesus på Birkerød Station. Nu har kunstneren Uwe Max Jensen så forsøgt at gentage kunstykket med en Jesus-figur, lavet af piberensere. Foto: Bjarne LŸthcke Denmark

DR's forsøg på religiøs provokation endte ustyrligt morsomt, ikke mindst takket være Arne Melchior, skriver Richardt Riis i blog

Sjældent har jeg grint så meget under en Deadline-udsendelse som i går. Og det var sådan set hele seancen, der var ustyrlig morsom, men mest dog Arne Melchiors bemærkning.

Vi skulle absolut med den noget stive Mads Brügger ved roret tage et kunstværk alvorligt, som en kunstner ved navn Uwe Max Jensen havde lavet i piberensere, forestillende den korsfæstede Jesus med erigeret lem.

LÆS RICHARDT RIIS' BLOG

Vi fik set, hvordan Uwe Max Jensen hængte en pendent op på en væg, vi hørte, at hans værk var lavet i respekt for Jens Jørgen Thorsens maleri på Birkerød station, det maleri, som også viste Jesus med erigeret lem, og som blev overmalet efter ordre fra den daværende trafikminister Arne Melchior.

Alt sammen holdt i et meget alvorligt toneleje. Alvorlig var også Arne Melchior, da han ultrakort, men også ultrapræcist redegjorde for sine bevæggrunde for at forlange Thorsens maleri overmalet. Og så fremdrog Uwe Max Jensen det med spænding ventede værk af en plasticpose. Det måtte lige nettes lidt inden fremvisningen, piberensere kan jo godt bøje sig lidt under transporten. Men så var det der også, fremvist for de undrende tv-seere, og man fik oven i købet indtil flere gange at vide, at kunstværket aldrig havde været fremvist før. Vi skulle altså sidde andægtigt stille, for vi var med til en ur-premiere. Det gjorde vi så.

Men ærlig talt, det var lidt af en antiklimaks, da vi så kunstværket. Piberensere har vist i almindelighed vanskeligt ved at fremvise noget alvorligt. Men en lang penis kunne man da fornemme, så lang, at hvis den skulle kunne være indenfor det lændeklæde, som den korsfæstede normalt er udstyret med, måtte den være sammenrullelig som en sommerfuglesnabel, hvilket piberenseren dog ikke formåede at illudere.

Men vi hørte så Uwe Max Jensen og Mads Brügger diskutere, hvordan det var blevet til. Jo, kunstneren havde først lavet den korsfæstede uden penis. Denne figur havde han vist for sine børn, og tænk de havde straks kunnet se, at det forestillede Jesus. Godt gået. Så satte han efterfølgende den lange penis på. Og så ja det var lige ved at være blasfemisk overfor det store kunstværk så satte Mads Brügger fingeren, ikke på pulsen, men på den anden genstand, der begynder med p, og spurgte, om den ikke var lidt lang. Hvor vovede han! Ikke blot berørte han kunstværket, han prøvede også at kritisere det, fordi det ikke billedmæssigt var helt korrekt.

Men Uwe Max Jensen tog det pænt. Han forklarede, at han havde klippet det yderste af den erigerede penis af og anbragt det øverst på korset. Og så kom Arne Melchiors kostelige bemærkning: Det vil sige, han blev omskåret men det var han jo også!

Overfor den bemærkning blegnede resten af diskussionen, både Melchiors egen benægtelse af, at vi her har med kunst at gøre, og også bemærkningerne fra en kunstkender og præst, der var med fra et studie andetstedsfra, om, at der ikke var meget provokation og heller ikke meget kunst i piberenserværket.

Og selv Mads Brüggers vedholdende forsøg på at få dog nogen til at sige, at der var provokation i det, mislykkedes. Både alvoren overfor det store kunstværk og diskussionen om provokation faldt ynkeligt til jorden.
Men det, at Melchior kunne se koblingen mellem at klippe det yderste af en piberenser af, og så den omskærelse, som hvert jødisk drengebarn blev udsat for, også Jesus, det var kunst, stor kunst, kunst, der ironiserede pragtfuldt over de andres kunstalvor.