"Kirken er ikke samfundets pejlemærke længere"

Når vi fik øje på et kirketårn og fik identificeret kirken, vidste vi nogenlunde, hvor vi var henne, skriver Mogens Mogensen, der har været på cykeltur. - Foto: Foto: Lasse Noerbaek

"Men det er et større problem, hvis kirken selv mister orienteringen og sine pejlemærker: skrift, tradition og Helligånden," mener konsulent Mogens Mogensen

I sidste uge cyklede vi langs diget i marsklandet fra Esbjerg til grænsen. Da vi ikke havde nogen GPS med, og det var småt med skiltningen på cykelstien, måtte vi orientere os på anden vis, på den måde, som danskere har gjort i århundreder.

Når vi fik øje på et kirketårn og fik identificeret kirken, vidste vi nogenlunde, hvor vi var henne. I lang tid spejdede vi efter Ribe Domkirke, og efterhånden dukkede domkirkens karakteristiske tårne langsomt op i horisonten. Siden var det Hvidding Kirke ved Vester Vedsted, der var vort pejlemærke, derefter igen Rejsby Kirke og Brøns kirke og sådan fortsatte det.

Kirken var pejlemærke i århundreder
I mange hundrede år har kirken i Danmark været et pejlemærke, ikke bare for vejfarende, der var i fare for at fare vild og havde brug for hjælp til at finde vej, men også for samfundet som helhed, når det gjaldt om at finde ud af, hvad der var godt og skidt, og op og ned i tilværelsen.

Kirken var i århundreder på godt og ondt tæt forbundet med statsmagten og der var et sammenfald mellem folk og menighed, så det at være dansk var ensbetydende med at være kristen.

Kristendommen var samfundets ideologiske grundlag, og det var utænkeligt at argumentere for synspunkter, som blev anset for at være i modstrid med kristendommen.

Kristne argumenter dur ikke længere
Efter en lang historisk proces er vi i dag dér, hvor kirken ikke længere er det fælles pejlemærke for det danske samfund. Selvom over 80 % af befolkningen stadig er medlem af folkekirken, nytter det ikke meget i den offentlige debat at argumentere ud fra kristendommen.

Især efter islams indtræden på den danske politiske scene presses der på for at få religion ud af det offentlige rum, det vil sige det rum, hvor vi sammen drøfter, hvad der er godt og ondt, op og ned, og hvor vi på basis af disse drøftelser træffer politiske beslutninger.

Demokrati og økonomi viser vej
Kirken og kristendommen er som fælles pejlemærker blevet afløst bl.a. af demokratiet. Det er helt utænkeligt at argumentere for synspunkter, som bliver anset for at være udemokratiske, og det er moralsk forkasteligt ikke at respektere de love, som er blevet vedtaget på demokratisk vis.

Et andet pejlemærke er af økonomisk karakter: vi orienterer os i mange henseender efter den økonomiske bundlinje. Hvad kan betale sig, og hvad kan ikke betale sig?

Kirke, find dine pejlemærker
Den konstantinske kristenhedsmodel med symbiosen mellem stat og kirke og mellem folk og menighed er ikke nogen ideal-tilstand for kirken, ligesom post-kristenhedssituationen på ingen måde er en katastrofe for kirken.

Det, der er problematisk er derimod, hvis vi som kirke mister orienteringen, og ikke erkender, at vi er på vej ud af den århundred-gamle traditionelle kristenhedsperiode og på vej ind i et nyt og endnu ikke helt kortlagt territorium.

Hvis kirken skal finde vej fremover, har den derfor selv i høj grad brug for selv at besinde sig på sine pejlemærker, som er skrift og tradition og Helligånden.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent og blogger på eftertanke.dk.