Kristne og religiøs forfølgelse

Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Aldrig har der været så mange martyrer som nu, skriver konsulent og blogger Mogens Mogensen

Den 16. november afholder Haderslev Stifts udvalg for mission en mini-konference om forfulgte kristne. Hermed sættes der fokus på et meget vigtigt tema nemlig spørgsmålet om religionsfrihed og religionsforfølgelse. I en lang række lande udsættes kristne og andre religiøse grupper for forfølgelse, der spænder fra almindelig diskrimination over forsøg på tvangskonvertering til fængsling og henrettelse.

Vi kender beretninger om kristne martyrer i de første tre århundreder af kirkens historie, men undersøgelser viser, at der aldrig i kirkehistorien har været så mange martyrer som i de seneste årtier. Som det skrives i indbydelsen til konferencen: Det gælder i det kommunistiske Korea og i Kina, det finder sted i det muslimske Pakistan og i Ægypten, og fra hindu-nationalister i Indien oplever kristne voldsom modstand (se fx. State of the Worlds Minorities and Indigenous Peoples 2010. Focus on Religious Minorities og 2010 rapporten fra United States Commission on International Religious Freedom)

Den kristne kirke har spillet en meget central, men også omskiftelig, rolle gennem historien, når det gælder forfølgelse. I de første tre hundrede år udgjorde de kristne en minoritet i Romerriget, og blev som sådan i perioder udsat for alvorlig forfølgelse. Kejser Konstantins positive holdning til kristendommen satte en stopper for forfølgelsen af kristne. I 313 kom det såkaldte Toleranceedikt, der har et næsten moderne indhold, idet det ikke blot gav de kristne deres frihed til at praktisere deres religion, men også indskærpede, at alle religioner skulle tolereres.

Den religiøse tolerance varede imidlertid ikke så længe i det efterhånden mere og mere kristne Romerrige. Kristendommen blev ikke blot Romerrigets officielle religion, men i 380 blev alle andre religioner forbudt og en forfølgelse af ikke-kristne religioner (og efterhånden også af såkaldte kristne kættere) blev indledt.

Her kom kirkefaderen Augustin til at spille en central rolle. Oprindeligt var han modstander af tvang i religiøse spørgsmål, men mødet med donatisterne ændrede åbenbart hans holdning og forsvarede forfølgelse af kættere i form af bøder, fængsling, landsforvisning og piskning. Man taler ligefrem om en augustinsk konsensus mht. forfølgelse af kættere i kirken og samfundet, en konsensus, som varede et helt årtusinde.

Ligesom den kristne kirke har pådraget sig skyld for religionsforfølgelse, er det imidlertid også den kristne kirke, som må tilskrives en stor del af æren for udviklingen af princippet om religionsfrihed. Allerede i reformationstiden blev den lutherske lære om toregimentelæren udviklet, en lære, der fastholder, at magtanvendelse kun har plads i det verdslige og ikke i det åndelige regimente.

Alligevel kunne lutherske teologer så sent som i 1683 bakke op om Danske Lovs bestemmelser landsforvisning af danskere, som konverterede til den katolske tro, og dødsstraf for katolske missionærer.

Det var under den engelske borgerkrig i midten af det 17. Århundrede, at der skete et afgørende gennembrud. En lang række puritanske og anglikanske forfattere som fx John Milton og John Locke, der både var både var kirkefolk og liberale politikere, argumenterede teologisk for mod religionsforfølgelse og for religionsfrihed.

Det var dog først under det andet vatikanerkoncil, at Den katolske Kirke med erklæringen Dignitatis Humanae (1965) bekræftede religionsfriheden for alle.

Den middelalderlige augustinske konsensus, der legitimerede religionsforfølgelse, har været meget sejlivet, og det er først i anden halvdel af det 20. arhundrede, at man kan tale om en moderne økumenisk konsensus, der teologisk underbygger religionsfrihed for alle religioner.

Denne forståelse er imidlertid slået så stærkt igennem mange steder, at det igen og igen fremhæves, at frihed ses som noget helt grundlæggende i kristendommen, og at evangeliet kun kan modtages i frihed.

Vi står derfor i dag som kristen kirke over for en række store udfordringer. For det første må vi til stadighed arbejde på at omsætte vor teologi om frihed i åndelige spørgsmål til praktisk handling i kirkens eget arbejde og holde de lovgivende, udøvende og dømmende magter i samfund med kristent flertal fast på religionsfriheden.

For det andet må vi være solidariske med de kristne og tilhængere af andre religioner som i dag udsættes for religionsforfølgelse og kæmpe for deres sag også når det er politisk ukorrekt. For det tredje må vi som kirke arbejde på at skabe en global interreligiøs konsensus om religionsfrihed, bl.a. ved at arbejde sammen med de repræsentanter for andre religioner, som også kæmper for religionsfrihed.