Kroppen kan også være demokratisk

Hvad er demokratiets kropssprog, spørger Mogens Mogensen på sin blog. - Foto: Foto: .dk

Demokratiets kropssprog har mange udtryk. Et af dem er at udvandre i protest, skriver Mogens Mogensen på sin blog

En af de alvorligste beskyldninger, man kan rette mod nogen i det danske samfund, er at vedkommende ikke er demokrat, eller ligefrem er imod demokratiet.

Forfatteren Knud Sørensen har givet den korteste og mest rammende definition af kultur, som jeg er stødt på, nemlig som det fælles underforståede. Demokrati er i den forstand en del af den danske kultur: Det er noget, vi er fælles om, men oftest er det noget helt underforstået.

Vi behøver normalt ikke at forklare, hvad vi mener med demokrati, men kan tværtimod bruge demokrati som en uimodsigelig præmis for en række konklusioner. At påvise, at noget i det offentlige rum er udemokratisk, er samtidig at have fastslået, at det er forkert, da det oftest er helt meningsløst at argumentere imod demokrati.

Når demokrati (også) er noget kulturelt, hvor i mennesket som kulturelt væsen kan man så lokalisere det demokratiske? Det mest åbenlyse svar er, at det demokratiske sidder i hovedet. Nemlig i sindet som ideer, værdier og tænkemåder, og i sproget, når vi sætter ord på vore tanker, ideer og værdier. Derfor er friheden til at tro, tænke og mene, hvad man vil, og ytringsfriheden til at verbalisere dette og deltage i en fri og kritisk dialog så afgørende for demokratiet.

Kultur er imidlertid oftest også forankret i kroppen som kulturelle vaner. F.eks. kommunikerer vi ikke kun med hinanden på det verbale plan, men også gennem kropssproget. Erfaringer viser tilmed, at hvis vi sender modstridende budskaber gennem det verbale sprog og kropssproget, så fæster vi mest tillid til kropssproget.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan det demokratiske er forankret i vore kroppe, altså, hvad er demokratiets kropssprog? Det mest nærliggende svar er, at de demokratiske kropssprog viser sig i, at vi med års mellemrum rejser os fra sofaen og går til stemmeurnerne. Men der er langt mere end det.

Det er en del af det demokratiske kropssprog at give udtryk for sin tilslutning til en talers synspunkt ved at klappe og måske rejse sig op og klappe, men ikke f.eks at hejle. Det er demokratisk at vise sin afstandtagen ved at trampe i gulvet og ryste på hovedet, men ikke at give fuck-fingeren.

Det er en del af den demokratiske kropskultur at gå i demonstration til støtte for eller i protest mod et eller andet, men ikke i den forbindelse at gå over til voldeligheder mod personer eller ting.

En anden demokratisk manifestation er at gå i strejke, mens det er et gråt område i den demokratiske kropskultur, om man må foretage fysisk blokade af arbejdspladser. Det er derimod demokratisk set acceptabelt at gå i sultestrejke for at protestere mod eller gøre opmærksom på et eller andet, om end det er vanskeligt at forestille sig, at danskere skulle bruge dette middel i større omfang. Lidt mere sandsynligt er det måske at danskere vil gå uden om bestemte varer, altså foretage en boykot af særlige varer.

På det allerseneste er vi blevet mindet om en anden demokratisk bevægelse, nemlig udvandringen. På Durban-2 konferencen i Geneve protesterede bl.a. den danske delegation i denne uge mod det, de opfattede som ekstremistiske udtalelser om Israel fra den iranske præsident ved midlertidigt at forlade konferencen.

Og i går (den 22.april, red.) benyttede to muslimer ved en PET-konference dette demokratiske kropssprog til at give udtryk for deres afstandtagen fra det, som de opfattede som ekstremistiske udtalelser. Da en politiker hævdede, at islam var uforeneligt med demokrati, reagerede en imam og en anden muslim ved at foretage en demokratisk bevægelse i form af en midlertidig udvandring.