"Muslimske børn lærer at se ned på vores samfund"

Islam vanskeliggør integrationen, skriver Ricardt Riis. Billedet er fra en muslimsk skole i London. - Foto: Foto: Arkiv

Ifølge islam er vi andre urene og derfor dårligt selskab for muslimerne. Derfor bør vi overveje at sætte de muslimske børn i rene muslimske klasser. Så lærer de mere, mener tidligere sognepræst Ricardt Riis

To artikler og en kommentar er baggrunden for dette indlæg.
Den første artikel er af Ralf Pittelkow og står i Jyllands-Posten den 20. juni. Den er ude i det ærinde at påvise en fejlslagen integration.

Hvordan kan det være, spørger Pittelkow, at de tosprogede børn i folkeskolen i dag halter længere efter de danske børn, end de gjorde i 2006?

Og han harcelerer en del over, at ingen ansvarlig politiker tør sige det, der skal siges: at det skyldes religionen islam, som får muslimer til at se ned på det samfund, de befinder sig i, og som derfor får især muslimske drenge til ikke at ville indordne sig under danske lærere.

Vi er for naive
Tonen hos Pittelkow er hård. Men det, han siger, skal siges: islam vanskeliggør integrationen, islam skelner mellem muslimer og ikke-muslimer, islam betragter muslimer som overordnede ikke-muslimer, islam forhindrer derfor muslimer i at komme til at begå sig naturligt i det danske samfund.

Denne hårde tone er selvfølgelig ikke rettet mod muslimerne, men mod danskerne. For vi (det vil sige den folkelige elite) har meget vanskeligt ved at acceptere, at det forholder sig sådan. Derfor må der tales hårdt til os, derfor må vi have det at vide igen og igen, derfor må de manglende integrationsresultater påpeges.

Muslimer respekterer kun andre muslimer
Ét af de tydeligste eksempler på, at det er det, der er galt, nævnte jeg for nogle blogs siden: En flok unge muslimske drenge spiller alt for højt i en bus. En ændre herre, som tydeligvis er muslim, beder dem om at skrue ned for lyden. Det gør de uden at kny.

Så forlader den ældre herre bussen, og straks skruer de op igen. Det får en pædagog, som nok mener, han har forstand på at tackle unge mennesker, til at gå hen til dem og venligt bede dem skrue ned. Som svar bliver han slået, mister sågar et par tænder.

Altså: vi ikke-muslimer skal ikke komme og tro, at vi kan bestemme over muslimer. Og det hænger for mig at se tydeligt sammen med religionen islam. Sådan har jo muslimer behandlet de folk, de undertvang i historiens løb. Sådan tilsiger skellet mellem rene og urene dem at behandle de urene. Ja, Koranen siger sågar, at man ikke skal tage sig venner blandt de kristne og jøderne.

Og vi danskere hører altså til dem, der er urene, til dem, der ifølge Koranen udgør et dårligt selskab for muslimerne.

Det er ikke rationelt, det handler om religion
Den slags kan selvfølgelig godt gøre os vrede. Det ødelægger vor selvforståelse. Vi danskere er jo da ét af verdens mest fredelige folk. Skulle vi virkelig ikke være gode nok? Men sagen har en religiøs karakter, og er derfor uden for al rationalitet.

(H)vad skal vi gøre ved det? Hvilke tiltag skal vi gribe fat i? Det kan vi kun blive klar over, når vi forstår den religiøse holdning, der ligger bag.

Og det kan måske den anden artikel hjælpe med til. Den stammer fra Berlingske Tidende den 20. juni. Sagen er også omtalt i Kristeligt Dagblad den 22. juni.

Se på de ortodokse jøder
Sagen er, at den israelske højesteret har befalet en række ortodokse fædre og mødre at nedbryde en mur, de havde opført i deres skole for at holde deres børn adskilt fra andre ortodokse børn.

Det er jøder, der stammer fra Europa, askenazier, som ikke vil finde sig i, at deres børn kommer sammen med børn af jøder fra Mellemøsten, sefarder. Ikke fordi de er racister, mener de selv, men fordi de betragter sig selv som mere ortodokse end de andre.

Hvad israelerne skal gøre ved deres ortodokse landsmænd, skal jeg ikke tage op til behandling her. Men to ting fortjener at nævnes fra disse artikler. Den ene er, at de ortodokse mener, at den religiøse lov, torahen, overtrumfer enhver israelsk domstol.

Som nogle af rabbinerne siger: Højesteret er 62 år gammel. Vores religion er mere end 3000 år.

Den anden ting er en bemærkning, en otte-årig skolepige fra askenazierne kom med, da hun blev spurgt, om hun kunne se forskel på askenazierne og de andre: Selvfølgelig, svarede hun, de er jo negre.

Fromme muslimer sætter Gud over loven
(D)et er det, der er min pointe her: Hvis fromme muslimer har det samme forhold til vore love, som de fromme jøder, der omtales, så er det altså ikke dårlige sociale forhold, der ligger bag de unge muslimers opførsel, men en from muslimsk overbevisning om at ville rette sig efter Guds og ikke menneskers bestemmelser.

Eller en from muslimsk overbevisning om ikke at tage kristne eller jøder som venner. Eller måske ligefrem en overbevisning om, at det er forkert, at muslimer skal undervises af ikke-muslimer.

Folkeskolen er ikke svaret
Og siger man så: Javel, men lad endelig disse fromme muslimer komme ind på en almindelig dansk folkeskole, så skal vi nok lære dem!, så sætter man sig op imod enorme kræfter og dét kræfter, som man ikke bør sætte sig op imod, nemlig båndet mellem forældre og børn. Det viser sagen i Israel også.

Denne otteårige pige, som betragter de andre ortodokse jøder som negre, har jo ikke sin overbevisning fra skolen, men fra forældrene. Deraf den selvfølgelighed, hvormed hun udtrykker sig. På samme måde har nok også vore muslimer deres opfattelse af os danskere med hjemmefra. Og i sammenstødet med den holdning kommer selv den bedste pædagog til kort.

Sæt de unge i rene muslimske klasser
Hvad skal vi da gøre? Her kommer svaret måske fra den kommentar, jeg nævnte til at begynde med. Det er en kommentar til Pittelkows artikel, den kommer fra Per Erik Rønne, Brønshøj, og den lyder sådan:

Hvis man kun forholder sig til skolen, så viser det sig at de muslimske privatskoler i dag er bedre til at give muslimerne en ordentlig skolegang end den danske enhedsskole, og også drengene synes at komme med. Det synes at sige noget om skolens kvalitet; heller ikke danske børn uden for den egentlige målgruppe af degnedøtre synes jo at få synderligt meget ud af skolen, og dens evne til social udgrænsning er større end den gamle delte skoles. Så: afskaf enhedsskolen.

Jeg er ikke enig med ham i det sidste, han skriver: at skolen ikke har en ordentlig kvalitet, og at enhedsskolen er af det onde.

Men hvis det er sandt, at de muslimske privatskoler er bedre til at give muslimer, også muslimske drenge, en ordentlig skolegang, så var det måske en idé for en skole med mange indvandrerbørn at tilbyde de forældre, der måtte ønske det, at deres børn kan komme i en klasse, der kun består af muslimer, helst også med udelukkende muslimske lærere tilknyttet.

Jeg tror ikke, det var det, Per Erik Rønne forestillede sig, men det er det, jeg mener, vi bør overveje.

Vi skal stole på vores egen kultur
Og til dem, der siger, at dette dog er det modsatte af integration, at dette dog ødelægger alle integrationsbestræbelser, vil jeg svare:

1. at alternativet jo synes at være, at de muslimske drenge intet lærer og henvises til bandeaktivitet og forbrydelser

2. at dette blot er udtryk for den realistiske betragtning, at integration af muslimer er et tohundredårs-projekt

3. at dette er et spørgsmål, hvor vi må lægge alle fine fornemmelser om, at vi danskere da bestemt er gode nok, bort, og nøjes med at se på, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den givne situation

4. at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt vi går med på muslimernes tankegang (hvad vi jo ville gøre ved et sådant forslag), men om, at de muslimske drenge dog lærer noget so oder so

5. at det drejer sig om, hvorvidt vi stoler på vor egen kultur; vi kan for mig at se være ganske rolige: vor kultur vil sejre i sidste ende, for den er den bedste, og endelig

6. at dette jo egentlig blot er en videreudvikling af vor danske skolefrihedstankegang, som vi altså bør stole meget mere på: børnene tilhører ikke staten, men forældrene; det er dem, der i sidste ende styrer undervisningen

Dette sidste viser sig med de erfaringer, ovenstående bygger på, ikke at være en idealistisk, men urealistisk betragtning, men i stedet at være en højst relevant iagttagelse, som det ikke lønner sig at kæmpe imod, jf. de jødiske ortodokse askenaziers indædte kamp mod den israelske stat.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst, Lutherekspert og panelist ved religion.dk. Artiklen er et forkortet blogindlæg af Ricardt Riis. Se indlægget i dets fulde længde her.