- Nonner begår også overgreb

Den katolske kirke bør bryde tavsheden om seksuelle overgreb begået af nonner, mener cand.mag. Karen M. Larsen

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland, og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset.

Nonner hyldet i tavshed
Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum, hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner.

Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde, som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen.

At voldtage er maskulint
Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener, som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær, der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv.

Feministen Catharine MacKinnons påstand om, at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.

Dertil kommer, at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods eller måske også på grund af diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen, er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til, at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand.

Et undervurderet problem
De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog Nonne tur/retur hænger formodentligt bl.a. sammen med, at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid hvormed hun bryder med tabuet om, at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager, der involverer nonners aktive seksuelle overgreb, formodentligt er stærkt underrapporteret.

Det er svært nok for en mand at skulle fortælle, at han er blevet seksuelt misbrug af en mand, fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det, som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd.

Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om, at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Svært at sætte ord på
Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd.

Af Lori B. Girshicks bog Does She Call It Rape? Woman-to-Woman Sexual Violence fremgår det, at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra, at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om, hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det, de har været udsat for.

Dertil kommer, at samfundet også tillader kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår venlige og kærlige kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre, om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor, hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Færre muligheder for sex
Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ære den katolske kirke i særlig grad har ønsket at beskytte, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke.

Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne, da jeg selv var i kloster: Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma, at man for at være en rigtig mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat.

Cølibatet volder problemer
Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter.

Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på, at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Karen M. Larsen er cand.mag. i historie og religion