Nu dages det, brødre, det lysner i Øst

I slutningen af 60’erne kaldte vi dem gæstearbejdere. De kom, fordi vi manglede arbejdskraft, og det var kun meningen, at de skulle være her som gæster. Men de blev her, og de hentede deres familier til landet, skriver Mogens S. Mogensen Foto: Foto: stock.xchng

For 40 år siden kom de første muslimske gæstearbejdere til Danmark. Mogens S. Mogensen gør i dette blogindlæg status over muslimernes liv i tiden siden da

Det er i år 40 år siden de kom til Danmark, og lige siden har de levet her her imellem os. Osman og Muhammed, Aisha og Asmaa, Fatih og Isa, Hvem er de egentlig?

I slutningen af 60erne kaldte vi dem gæstearbejdere. De kom, fordi vi manglede arbejdskraft, og det var kun meningen, at de skulle være her som gæster. Men de blev her, og de hentede deres familier til landet.

Når vi i 70erne kiggede nærmere på dem, syntes vi, at de var fremmedartede, så vi kaldte dem fremmedarbejdere. Som fremmede hørte de ikke til her, deres anderledeshed kunne godt gøre os utrygge.

I 80erne kom der så flere med de samme navne. De var flygtninge, og vi kaldte dem asylansøgere. De fik tilladelse til at opholde sig hos os, men de var stadig udlændinge.

Da deres antal voksede, begyndte vi for alvor at tale om dem som indvandrere. For vi blev klar over, at de var kommet for at slå sig ned hos os. Hørte de til en indvandringsbølge, der ville oversvømme vort land?

Når vi så nøjere efter, blev vi klar over, at de tilhørte mange forskellige etniske grupper, de var etniske minoriteter. Selvom flere af dem blev danske statsborgere, var de ikke nødvendigvis danskere. Vi begyndte at tale om vore danske værdier i modsætning til de etniske minoriteters værdier. Da der var så mange forskellige etniske grupper, persere og tyrkere og mange andre, begyndte vi at kalde dem perkere.

I 90erne blev vi for alvor opmærksom på, at Osman og Aisha, og deres børn og børnebørn, har det til fælles, at de alle tilhører en fremmedartet religion. Vi begyndte at tale om dem under ét som muslimer. Danmark har været et kristent land lige siden Harald Blåtand gjorde danerne kristne for over 1000 år siden, men er der nu fare for, at vi bliver islamiseret? På det seneste, efter terrorangrebene i New York, London og Madrid er de blevet latente islamister og potentielle terrorister.

Yildiz Akdogan, der er født i Tyrkiet i 1973, og som seksårig kom til Danmark, blev cand. polit. og var opstillet til folketingsvalget forleden, skriver et sted sådan: Min mor, der i 70erne var gæstearbejder, blev i 80erne og 90erne fremmedarbejder, senere perker. Og efter 2001 blev hun pludselig reduceret til muslim. Noget hun ikke var specielt tilfreds med.

Hvem er de egentlig, Osman og Aisha og Hassan? I mørket er alle katte grå, og det dunkle er det ukendte og farlige. Måske kan lidt jødisk visdom give os lidt oplysning her i 40 års jubilæumsåret for deres ankomst.

En rabbiner spurgte sine elever, hvordan man afgør, i hvilken time natten er forbi, og dagen begynder. 'Er det, når man på lang afstand kan kende en hund fra et får,' spurgte en af eleverne. 'Nej,' svarede rabbineren. 'Er det, når man på lang afstand kan skelne mellem et dadeltræ og et figentræ,' spurgte en anden. 'Nej,' sagde rabbineren. 'Men hvornår er det så,' spurgte eleverne. 'Det er, når du kan se ind i et menneskes ansigt og få øje på din bror eller søster i det. Indtil da er natten stadig hos os.'

Mogens S. Mogensen er ekstern lektor og konsulent i tværkulturelle spørgsmål. Han står bag www.intercultural.dk og blogger på http://mogensen.religionblog.dk.