Oldkirken og Romerkirken er ikke én og samme sag

Den Romersk Katolske Kirke er ikke den direkte videreførelse af den Kirke, som Kristus stiftede, skriver Poul Sebbelov, som er præst i den danske, ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse

Den Romersk Katolske Kirke er ikke den direkte videreførelse af den Kirke, som Kristus stiftede. Heller ikke selv om denne påstand igen og igen føres frem fra romersk katolsk side.

Denne gang er det Kirsten Kjærulff, som via et svar til en studerende fra Svendborg på religion.dk den 18. oktober fremfører den forkerte oplysning, som var den en indiskutabel kendsgerning.

Kjærulff bringer endnu en gang to velkendte, romersk katolske påstande til torvs: At pavemagten, som den kendes i Rom med en ufejlbarlig biskop, skulle være begrundet i Ny Testamente; og at den romersk katolske lære i dag skulle være uforandret den samme som i Oldkirkens dage.

Ingen af delene er sandt. Oldkirken kender ikke til nogen enkeltpersons ufejlbarlighed; og læren herom er da også først vedtaget i Den Romerske Kirke i 1872, altså længe efter at Rom havde skilt sig ud fra enhedskirken. Udskilningen fandt sted i det 11. århundrede; og grunden dertil var netop, at Den Romerske Kirke egenhændigt ændrede på Oldkirkens lære. Endog på et så centralt punkt som Trosbekendelsen, altså en tekst, som var forpligtende for hele Kirken.

For nogle måneder siden udsendte Den Romersk Katolske Kirke et officielt dokument, som i større målestok gør de samme påstande gældende, som Kirsten Kjærulff her fremfører lokalt. Dengang skrev jeg en korrektion, som ikke er blevet mindre aktuel i mellemtiden. Den lyder sådan her:

"Kirkens inderste væsen og Kirkens virke i verden lader sig ikke skille fra biskoppens og præstens embede. Disse elementer er vævet tæt og uløseligt sammen".

Atter en gang er der opstået diskussion om bestemmelsen af, hvad Guds Kirke er. Anledningen er, at Den Romerske Kirke i et nyligt udsendt dokument bestemmer sig selv som værende i besiddelse af sandhedens fylde og følgelig gradbøjer de øvrige kirkesamfund efter romersk målestok.

Det tjener imidlertid intet positivt formål at give karakterer til andre kristne. Vi må nøjes med at konstatere, at det fulde fællesskab mellem kristne ikke for nærværende lader sig virkeliggøre i Kirkens liv. Det kan vi se deraf, at ortodokse, romersk katolske og protestantiske troende ikke får del i Kristi legeme og blod fra samme kalk, at der altså ikke er nadverfællesskab mellem alle kristne.

Vi bør holde os fra at sætte etiket på dem, der er kristne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teologiske rammer, positivt gøre rede for, hvad der bestemmer kirken. Og mens vi gør det, må vi holde os for øje, at hver eneste kristen, ja, hvert eneste menneske, kan være knyttet til Kristi Kirke med bånd, som alene er synlige for Gud.

Den Ortodokse Kirke har den tro, at den udgør den ene, hellige, katolske og apostolske Kirke, vi nævner, hver gang vi under gudstjenesten synger eller fremsiger Trosbekendelsen. Som en del af sin grundlæggende bekendelse udsiger Kirken således sin tro på sig selv som Guds Kirke, synlig, konkret og genkendelig ved at være til stede og virke blandt mennesker på jorden.

Den jordiske Kirke udgøres af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Uden biskoppen er der ingen Kirke; for biskoppen er den jordiske Kirkes bærende element. Hver enkelt biskop er imidlertid fuldt og helt bærer af nådens fylde. Dette er vigtigt at forstå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karismatisk rangordning mellem biskopperne. Ingen biskop er over de øvrige, hverken når det gælder forvaltningen af de hellige mysterier eller formuleringen af Kirkens tro og lære.

Ingen enkelt biskop er derfor bærer af en større eller dybere Helligåndens nåde end andre; men visse biskopper tilregnes en såkaldt æresforrang, baseret på historiske, geografiske og nationale kriterier. Således er patriarken i Konstantinopel af hele Den Ortodokse Kirke anerkendt som den første blandt ligemænd, uden at han derfor tilskrives nogen dogmatisk bestemt overhøjhed, endsige ufejlbarlighed, i læremæssige spørgsmål. Ingen enkelt biskop ejer Kirken eller er hævet over den.

Her er vi ved det afgørende i den præstelige tjeneste. For den består dybest set af dette ene: Kirkens hierarki bærer i sig den guddommelige nåde, som tillader enhver biskop i Kirkens skød at aktualisere Kristi eget offer og forvalte de guddommelige mysterier, først og fremmest den hellige nadver. Den nådegave er fælles for alle biskopper, for efter ortodoks tro kan intet enkelt menneske, præst eller biskop, påberåbe sig i sin person at være Kristi stedfortræder.

Den apostolske succession er afgørende, men den står ikke alene. Det er meget vigtigt, at vi gør os dette klart. Kirkens biskopper har kollegialt ansvar for, at Kirkens tro og lære bevares ubrudt, uforandret og i hele sin fylde. Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed for den enkelte biskop, så længe han forbliver i fuld overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed.

Kristi jordiske Kirke er bestemt ved den apostolske udvælgelse, som markeres ved Helligåndens udgydelse over apostlene pinsedag. Apostlenes efterfølgere er Kirkens biskopper, som de troende samles omkring. Biskopperne har i fællesskab den dobbelte opgave at forvalte de hellige mysterier og, sammen med alle troende, at bevare Kristi Kirkes tro uden hverken at lægge til eller trække fra.

Læs mere om Den ortodokse Kirke på: www.ortodoks.dk