"Rockere er en større trussel mod samfundet end islamister"

Det er virkelig tankevækkende, at eksperter på området giver udtryk for, at vi først får "fred", når én bande får det endelig overtag, skriver ph.d. Mogens S. Mogensen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Der er ikke udsigt til en islamisering af samfundet, men spørgsmålet er, om vi er på vej mod et samfund præget af udbredt frygt for rockere, skriver ph.d. Mogens Mogensen

I en tale i Folketinget forleden blæste statsminister Helle Thorning-Schmidt til angreb mod ekstreme danske muslimer, der vil forbyde folk at drikke alkohol, spille musik og gå på diskotek. Mens Villy Søvndal for få år siden blev meget populær på at sige, at islamisterne kunne gå ad helvede til, så udtrykker Helle Thorning-Schmidt sig lidt mere diplomatisk:

Hvis man ønsker sharia-zoner i Danmark, så var det måske lettere og bedre for alle parter, hvis man tog til et af de lande, som er indrettet som en stor sharia-zone.

Islamistiske ekstremister er ikke velkomne
Men om det gælder for helvede, melder historien intet om, ligesom historien heller ikke melder noget om, hvorvidt Helle Thorning, lige som Villy Søvndal, vil score stemmemæssige point på denne fordømmelse.

Men under alle omstændigheder mener hun, at salafisterne er en gruppe, som har "en samfundsnedbrydende karakter."

Jeg har absolut ingen sympati med islamistiske ekstremister, der bekæmper demokratiet, menneskerettigheder og folks frihed til at leve som de vil inden for lovens rammer.

Hvis for eksempel salafister begår ulovligheder, skal de naturligvis bekæmpes af politi og domstole med fysisk magt, og når de propagander for deres udemokratiske ideologi, skal de naturligvis bekæmpes med ordets magt.

Der findes bestemt områder i større byer, hvor små grupper af islamistiske ekstremister kan være med til at forpeste livet for nogle af vore (muslimske) medborgere, men i det store perspektiv er der ikke udsigt til, at de er på vej til at få held med deres samfundsnedbrydende virksomhed.

Rockere udgør en stor trussel
I disse dage bliver vi mindet om andre grupper, der også har en samfundsnedbrydende karakter.

To politikere er stået frem for at fortælle om, at de har betalt en narkogæld for dem nærtstående personer til rockerrelaterede personer, som udsatte deres skyldnere for alvorlige trusler.

Normalt ville politikere og andre borgere gå til politiet, hvis deres børn eller venner blev udsat for sådanne trusler, men i begge tilfælde valgte disse to politikere i stedet at betale større pengebeløb, for at deres barn eller ven kunne få fred for disse kriminelle bander.

Jeg skal være den sidste til at bebrejde disse politikere, at de var parat til at gå til yderligheder for at hjælpe mennesker, som står dem nær. Men det er et symptom på, at vi her står over for et kæmpestort problem i det danske samfund i dag.

Et problem, som med jævne mellemrum dukker op i medierne, når vi igen og igen hører om bandekrige, skudepisoder, vold og drab, som i perioder gør flere områder i storbyerne usikre, og om det stigende antal rockere, som kvalificerer sig til et længere ophold bag lås og slå.

Det er virkelig tankevækkende, at eksperter på området giver udtryk for, at vi først får fred, når én bande får det endelig overtag. En midlertidig form for ro fremmes af og til af mæglere, der søger at få etableret en våbenstilstand som måske indebærer, at disse kriminelle bander deler markedet mellem sig.

Organiseret kriminalitet undergraver samfundet
Der er heldigvis ingen tegn på, at ekstreme islamister er ved at øge deres undergravende indflydelse på den danske samfund, og der er for øvrigt heller ikke udsigt til en islamisering af samfundet.

Men spørgsmålet er, om vi er på vej mod et samfund præget af udbredt frygt for rockere. Og er næste fase i udviklingen, at den organiserede kriminalitet får en sådan samfundsundergravende karakter, at den begynder at trække tråde igennem det danske samfund til de svage led i samfundets institutioner, sådan som det er sket i Italien?

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent