Sådan undermineres integrationen bedst

Foto: Scanpix

På hvilke måder kunne man have gjort det vanskeligere for nydanskere og især muslimer at finde sig til rette i det danske samfund? Religion.dk-blogger Mogens Mogensen giver sine bud

Kontrafaktisk historieskrivning er en genre inden for historieskrivningen, hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis fx en aktør havde foretaget sig noget andet, eller en begivenhed var faldet anderledes ud, end det, der i virkeligheden skete. I de sidste 40 år er det danske samfund gennem arbejdsmigration, flygtningetilstrømning, familiesammenføring mv. udviklet sig til et multi-etnisk samfund, og integration af mennesker med baggrund i forskellig religiøs og kulturel baggrund er blevet en stor udfordring og en krævende opgave.

Alle ansvarlige borgere i Danmark har naturligvis arbejdet på at fremme integrationen af de mennesker, som af forskellige grunde er kommet til vort samfund. Heldigvis skrider integrationen fremad, og både det store flertal af gammeldanskere og det lille mindretal af nydanskere er ved at lære at leve sammen i et mere mangfoldigt samfund.

Rent kontrafaktisk kunne man imidlertid overveje, hvordan forskellige aktører kunne have ageret, hvis de havde ønsket at modarbejde integration og gøre det vanskeligt for nydanskere - især for de c a. 200.000 muslimer - at finde sig til rette i det danske samfund - evt. mhp. at motivere disse nydanskere til igen at forlade Danmark. Det ville ingen ansvarlige borgere naturligvis tænke på, men lad os alligevel overveje hvilke initiativer, der kunne have hæmmet eller ligefrem ødelagt mulighederne for integration af muslimske nydanskere, og så glæde os over alle de problemer, vi har undgået, fordi vi ikke havde opført os sådan.

Man kunne fra kirkeligt hold have foreholdt muslimerne, at de ikke kan blive en del af det danske samfund, med mindre de bliver kristne, med den begrundelse, at Danmark er et kristent land. Det ville ingen naturligvis finde på at sige, da man gør vold både mod kristendommen og mod danskeheden ved at sætte lighedstegn mellem de to.

Man kunne fra mediernes side have udnyttet ytringsfriheden til at udsætte muslimerne for hån, spot og latterliggørelse ved at latterliggøre og nedgøre deres religion, fx ved at fremstille Muhammed som en terrorist. Det ville ingen naturligvis finde på at gøre, da ytringsfrihedens fornemste hensigt har været at kunne kritisere magthaverne og flertallet, og ikke at bruge den til at kue et mindretal.

På det arbejdsmarkedsmæssige område kunne man have forsøgt at få muslimske kvinders brug af tørklæder af enhver art forbudt med den begrundelse, at de var religiøse symboler på kvindeundertrykkelse. Det ville imidlertid stride så meget imod en dansk frihedstradition, at det ville være utænkeligt at danskere ville foreslå noget sådant.

Fra politisk hold kunne man have vanskeliggjort muslimers deltagelse i den demokratiske proces ved at hævde, at islam og demokrati er uforenelige, og at muslimer derfor dybest set aldrig kunne være rigtige demokrater. Men hvem ville kunne have hævdet noget sådant, når der vitterligt er muslimske demokrater både i Danmark og i mange andre lande? Og hvem ville have kunnet finde på at forsøge at lukke muslimer ude fra demokratiet ved på deres vegne at tolke islam på en sådan måde, at islam er uforenelig med demokrati?

Når det gælder terrortruslen, kunne man have hævdet, at terrorismen er en naturlig udløber af islamismen, og at der ingen forskel er på islam og islamisme, og at alle muslimer dybest set er islamister. Det ville dog have været næsten helt utænkeligt at forestille sig, at nogen politiker ville fremføre en sådan påstand, når selv Dansk Folkepartis leder Pia Kærsgaard i forbindelse med Muhammed-krisen understregede nødvendigheden at skelne mellem islam og islamisme. Konsekvensen af dette standpunkt ville jo også have været, at 1,2 mia mennesker blev stemplet som islamister og som vestens fjender.

Rent sprogligt kunne man have forsøgt at lære alle (gammel)danskere at omtale islam som "en pest", "ondskabens ideologi", "en terrororganisation", en "religiøs nazisme". Muslimerne kunne omtales som "en voldsom økonomisk byrde for de danske borgere", "en trussel", at de er kommet for at tage magten i Danmark, og at de venter på at slå os ihjel, eller som rotter eller kræftceller. Hvis nogen var begyndt at tale om islam og muslimer på denne måde, så ville de straks have vakt mindelser om den måde, jøder blev omtalt i et naboland i forrige århundrede, så det ville nok aldrig have kunnet finde sted i et så civiliseret og demokratisk land som Danmark.

Underholdning har i de senere år spillet en større og større rolle. Derfor kunne man have udviklet en islamisert udgave af et spil Ludo, hvor (gammel)danskerne udsættes for vold og voldtægt mv. fra muslimerne i Vol(d)smose. Nej, det er dog en for syg tanke til at den kunne have været realisert i Danmark. Så vi må hellere stoppe her, inden det hele bliver for absurd.

Hvis man havde ageret på denne måde i Danmark i de senere år, så ville integrationen sandsynligvis have lidt skade. (På samme måde kunne man på kontrafaktisk vis have overvejet, hvad muslimer kunne have foretaget sig, som kunne have vanskeliggjort deres integration). Men nu er det heldigvis kune et kontrafaktisk historie-eksperiment, for hvem kunne have interesse i at underminere integrationen af de mennesker - muslimer eller ej - som nu er kommet til Danmark, sandsynligvis for at blive?

Mogens S. Mogensen er ph.d., ekstern lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål. Står for internetsiden www.intercultural.dk og blogger i øjeblikket på http://mogensen.religionblog.dk