Sakramenter er fysiske tegn på en åndelig virkelighed

Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i den kirkelige organisation Areopagos og er daglig leder af I Mesterens Lys.

Ole Skjerbæk Madsen, der er leder af I Mesterens Lys, skriver i sin blog om nadveren som et udtryk for menneskets samhørighed med naturen

Hvis vi ønsker en spiritualitet som udtrykker menneskets samhørighed med og ansvar for naturen og medskabningen, er kirkens sakramenter et godt udgangspunkt. Sakramenter er fysiske tegn på en åndelig virkelighed. I en folkekirkelig tradition er det primær dåben og nadveren, som regnes for sakramenter, mens både den katolske og den ortodokse kirke regner med flere sakramenter og sakrament-agtige handlinger/ritualer.

Når folkekirken kun regner med to sakramenter, er det fordi reformatorerne kun mente at finde egentlige indstiftende ord for disse handlinger hos Jesus. I relation til forholdet Gud-menneske-natur er det brugen af fysiske elementer i handlingen, som er afgørende, sammen med forventningen om deres forvandlende, forløsende, helende og helliggørende virkning. Men jeg vil i dag fokusere på nadveren.

Vi ser en ung mand, som står i et væld af blomster, hvide liljer og røde roser; der er også en ranke af roser over ham. Han står bag et bord, og på bordet ligger symbolerne for de fire elementer: en mønt eller et fad med pentagrammet (jord), et bæger (vand), en stav (ild) og et sværd (luft). I højre hånd har han en stav, som han rækker mod himlen, den venstre hånd peger mod jorden. Over hans hoved svæver et evighedstegn, og hans bælte er en slange der bider sig selv i halen.
 
Roserne og liljerne antyder kærlighed og renhed, staven er kraftens symbol og repræsenter hans autoritet. Elementerne udtrykt i de fire genstande repræsenterer tilværelsen i tid og rum på både det fysiske og det sjælelige plan. I kærlighed og renhed skal han forvalte den sande magi, forvandlingens kraft. Denne kraft kan kun udfoldes ved kundskab om det evige i det timelige, sammenhængen mellem makro- og mikrokosmos, himmel og jord, Guds vilje udtrykt i tilværelsens love.
Magikeren må forstå den jordiske tilværelse ud fra Guds vilje, se de potentialer, Gud har nedlagt i naturen og i mennesket, og genkende Guds lov i naturens love. Magikeren finder naturens lys som et skabt udtryk for Guds skabende og opretholdende virksomhed. Magikeren er alkymisten, der gennem rensende processer sætter det sande potentiale fri i det fysiske stof og i sjælen.
 
Magikeren udtrykker, hvordan Guds enhed er gemt og genkendes i tilværelsens mangfoldighed, hvordan verdens umanifesterede potentialer udfoldes i skabelsen, og hvordan naturens og universets uendelighed af former er det skabte udtryk for dybden, ja bundløsheden i Guds væren og kærlighed.

Magikeren ser, at enheden i det skabte er Guds Logos, Skaberordet. Da Gud udtalte sin skabelsestanke: Der blive lys, var lyset på én gang det første skabte udtryk for Guds væsen og mulighedsbetingelsen for erkendelse: at se, at skelne, at forholde sig til, at finde retning, mening og mål. Naturens, universets, hele skabningens lys udspringer af Logos kalden: Der blive lys! Derfor er lyset skabningens inderste hemmelighed, et skabt udtryk for skabningens indre orden. Logos betyder ikke bare ord, men også fornuft, og dermed orden og mening. Logos er den uskabte magiker, der giver form til den i Guds tanke hvilende skabning. Den umanifesterede begyndelse udfoldes ved Logos-Magikeren som skabelse i den manifesterede begyndelse: I begyndelsen skabte Gud! (Sammenlign 1. Mos. 1,1-5 og Johs. 1, 1-5). Alle elementer og skabninger har en fysisk kvalitet, som gensvarer en åndelig virkelighed i overensstemmelse med elementets livsmål/formål/opgave.
 
Ved nadveren frembæres naturens elementer normalt repræsenteret af brød og vin, men ved I Mesterens Lys årstidstjenester frembæres også symboler for de fire elementer (jord, vand, ild og luft). Frembærelsen er en anerkendelse af skabningen for dens egenværdi, og gennem taksigelsen til Gud udtrykker vi først og fremmest, at Gud har givet sig selv til os i naturen, men at også naturen som vor medskabning giver sig til os til liv, til glæde.
 
Kornet og vintræets frugter er gaver til os. Når vi bringer dem tilbage til Gud er det forarbejdede af os. Vi har set en kvalitet i kornet og vinen og gennem vort arbejde bragt denne kvalitet til udtryk som brød, der nærer og mætter os, og som vin der læsker og glæder os. Så det er på engang naturen og dens gaver og os selv vi giver tilbage til Gud.
 
Et andet ord for nadveren er Eucharisti, som betyder Taksigelse. Når vi i beretningen om nadverens indstiftelse hører om at Jesus takkede, er det en henvisning til velsignelsen af Gud Altets skaber, som har frembragt kornet og vinen; det er en henvisning til den store takkebøn ved påskemåltidets sidste bæger vin. Her takkede husfaderen for Guds skabelse af verden, for befrielsen af folket fra slaveri, og han bad for Guds folk. Denne taksigelse blev i kirken til en tak for skabelsen og en tak for befrielsen fra syndens og dødens magt ved Jesu død og opstandelse og en bøn for de troende fællesskab både levende og døde og i nogle traditioner for hele menneskelivet i det afhængighed af og samhørighed med naturen.
 
Taksigelsen handler om skabelsens gaver, men også om gengivelse af livet. Vi kender naturens ubalance som følge af menneskets misbrug af naturen, at vi har forvandlet medskabningen til en forbrugsgenstand. Begæret har bragt lidelse ind i verden. Der opstod et misbrugets mønster, hvor vi derfor oplever naturen som et vildnis, en ødemark, som vi kæmper for at undertvinge. Derved gjorde vi medskabningen og hverandre til genstand for vort begær.
 
Men Guds billede i os minder os om, hvem vi er. Ofte sker det som en utilfredsstillet længsel. Denne længsel forløses i mødet med Mesteren Jesus, for i ham er Guds Skaberord blevet mennesket og vist os et sandt menneskeliv: den tjenende kærlighed som bryder misbrugets mønster.
 
I nadveren modtager vi elementerne på ny med Jesu ord: Det er mit legeme og blod. Guds selvhengivende kærligheds kvalitet er i dem, og vi får del i denne nye virkelighed ved at dele brødet og vinen med hinanden. Nadveren genopretter den tjenende kærligheds mønster imellem os. Så at enhver skabning bliver, hvad den skabtes til at være, tjener hinanden og helheden. Således bliver jorden hel. Det er dette vi fejrer ved nadveren som Eucharisti og ved årstidstjenesterne, f.eks. ved efterårsjævndøgn 21/9.
 
Fred og alt godt!
 
Ole

Følg Ole Skjerbæk Madsens blog på http://imesterenslys.religionblog.dk. Den 21. september inviterer religion.dk læserne med til efterårsjævndøgnstjeneste på Christiania og samtale med Ole Skjerbæk Madsen om kristendommens forhold til det nyåndelige. Læs mere om arrangementet her.

”Magikeren” udtrykker, hvordan Guds enhed er gemt og genkendes i tilværelsens mangfoldighed, hvordan verdens umanifesterede potentialer udfoldes i skabelsen, og hvordan naturens og universets uendelighed af former er det skabte udtryk for dybden, ja bundløsheden i Guds væren og kærlighed.