Sandbeck: Gud er død - sådan da

Folk er blevet åndeligt desperate og derfor parate til at tro på hvad som helst. I en sådan verden skal kristendommen gøre det, den er bedst til: drive religionskritik, skriver teolog og forfatter Lars Sandbeck i sin nye blog på religion.dk

Nietzsches berømte/berygtede udsagn Gud er død, skal tages alvorligt, om end ikke bogstaveligt. Nietzsche var jo ikke af den opfattelse, at der engang i fortiden havde eksisteret en Gud, der så med tiden var afgået ved døden.

Faktisk lægger Nietzsche ordene Gud er død i munden på et vanvittigt menneske, der tilmed udbryder, og vi har selv slået ham ihjel! For en bogstavelig betragtning er det selvfølgelig pure nonsens, men hele optrinnet skal netop heller ikke tages bogstaveligt.

Til gengæld er det en god ide at tage det alvorligt. Nu er de lærde ganske vist ikke altid helt enige om, hvad Nietzsche har ment med den famøse formulering, Gud er død. Men følgende synes nogenlunde klart: Nietzsche var på en og samme tid samtidsdiagnostiker og profet; på den ene side analyserede han sin tid den tidlige modernitet og hævdede, at metafysikken med en hinsides verden og en Gud i det høje nu var ved at gå under.

På den anden side forudså han, at Guds død efterlader et tomrum, en intethed, som mennesket på en eller anden måde må lære at leve med. Vi må udholde meningsløsheden og tomheden, selv sætte nye værdier, forsøge at bekræfte livet osv.

Verden er ikke blevet irreligiøs,
Man kunne så passende overveje, om Nietzsche fik ret: er Gud død? Lever vi i en irreligiøs tidsalder, hele tiden på kanten af nihilismen, og konstant konfronteret med en angstprovokerende meningsløshed og tomhed?

Tja, det må den enkelte for så vidt afgøre med sig selv. Men hvis vi træder et skridt eller to tilbage og tillader os at generalisere, synes det ikke at være tilfældet, at verden er blevet irreligiøs.

For tiden taler man meget om religionens genkomst, men jeg tror egentlig aldrig religionen har været borte, den har bare levet under mindre synlige former. Måske ville det være mere korrekt at tale om religionens genvisualisering: det fænomen at religionen nu atter er blevet synlig i medierne, i politikken, i folks bevidsthed osv.

- nu tror folk bare på hvad som helst
Når det gælder profeter, mener jeg, man skal lytte ligeså meget til den engelske journalist og forfatter, katolikken C. K. Chesterton, som til Nietzsche. Chesterton var en sprogets mester, der med korte, prægnante formuleringer formåede at analysere samtiden og forudsige fremtiden.

Han har blandt andet sagt, at efter folk er holdt op med at tro på Gud, tror de ikke på ingenting, men på hvad som helst. Formuleret nietzscheansk: efter Guds død er den ene Gud forsvundet, til gengæld er der opstået 1000 nye. I dag tror folk på hvad som helst.

Krystalkugler, yin og yang, numerologi, buddhisme, islam, åndernes magt, Helligåndens besættelse, exorcisisme, konspirationsteorier, lykkecoaching, amuletter, fremskridtet, videnskaben, tv, penge osv.

Nutidens ateisme er den rene overtro
Heldigvis har vi også nogle ateister, der hævder, at de ikke tror på noget. Alligevel er de for tiden i gang med at designe gudløse ritualer, og de forkynder ivrigt ateismens glade budskab, forsøger at overbevise folk om, at de er styret af deres gener, og beklager sig højlydt over vores nuværende begravelsespraksis, hvor folk, der ikke tror på noget, kan risikere at blive lagt i hellig jord! Denne form for ateisme er jo blevet den rene overtro på niveau med jomfrufødsler og hekse og trolde.

Måske skyldes hele denne febrilske overtro, der kendetegner vores tid, i virkeligheden, at vi efter Guds død netop er konfronteret med intetheden, og at denne konfrontation ganske enkelt er ubærlig for det store flertal. Vi kan ikke leve op til Nietzsches strenge krav om at se de barske realiteter i øjnene, og i stedet kaster vi os hellere end gerne i armene på hvad som helst, bare det rummer et løfte om sikkerhed, kontrol og vished.

Kristendommen var først med nyheden om Guds død
Måske befinder vi os i dag i en tid, der på mange måder minder om den verden, kristendommen blev født ind i. En fortvivlet epoke, hvor folk er blevet åndeligt desperate og derfor parate til at tro på hvad som helst. I en sådan verden skal kristendommen gøre det, den er bedst til: drive religionskritik. Stemple hele molevitten som det, det er, nemlig overtro. Forkynde at der kun findes en Gud, og at den Gud faktisk er afgået ved døden, ja, døden på et kors.

I gamle dage beskyldte samtidens religiøse kristendommen for at være samfundsnedbrydende og ateistisk. De kristne tog jo intet for helligt, og hævdede endda, at Gud havde fornedret sig, levet et liv som træl på jorden, for til sidst at lade sig pine og dræbe.

Det er slet ikke Nietzsche, men kristendommen, der første gang hævdede, at Gud er død. Det var en forargelse for jøder og en dårskab for grækere, som Paulus formulerede det.

Åbenbart er det en ubærlig tanke, for i stedet for at forblive kristen (den sande form for ateisme ifølge filosoffen Slavoj Zizek!) er vores epoke nu blevet post-kristen, de mange guders epoke, hvor folk ikke tror på ingenting, men på hvad som helst. Gud er måske nok død men overtroen lever videre i bedste velgående.

Lars Sandbeck er cand.theol., ph.d. og medforfatter til "Gudløse Hjerner", Informations Forlag. Du kan se hans blog her.