Søster Abraham forstår ikke hvad kirken er
Det er ikke noget vrøvl at ville definere sit kirkelige tilhørsforhold klart, som Søster Abraham giver udtryk for. Blogindlæg af ortodoks præst Poul Sebbelov
Kirsten Stoffregen Pedersen alias Søster Abraham fra Jerusalem svarer på religion.dk den 5. maj en spørger på to spørgsmål, et kirkehistorisk (hvad opfatter hun som det mest oprindelige kirkesamfund) og et personligt (hvilken kirke hører hun selv til). Læs Kirsten Stoffregens svar her
Stoffregens fremstilling råber på en kommentar.
I tilknytning til det kirkehistoriske benytter Kirsten Stoffregen lejligheden til at lade som om, at det i den tidlige Kirke, Oldkirken, var helt almindeligt med ordination af kvinder som både præster og diakoner. Stoffregen indregner tilsyneladende kvindeligt præsteskab blandt væsentlige, gamle træk (ved Kirken) og udtrykker beklagelse over, at kvinder ikke kan ordineres som præster, hverken i Romerkirken eller Den Ortodokse Kirke.
Det kunne være interessant at få dokumenteret Stoffregens påstand, med hvilken hun jo prætenderer at være klogere end samtlige den Ortodokse Kirkes biskopper og lærere (og Romerkirkens med for den sags skyld). Jeg er overbevist om, at en gyldig dokumentation for påstanden vil være mere end vanskelig at fremskaffe.
Spørgsmålet om kvindelig ordination betragtes ganske vist ikke af alle ortodokse som afgjort. Autoritative teologer i Kirken giver udtryk for, at diskussionen herom ikke er lukket og endeligt afsluttet. Imidlertid er der så væsentlige, historiske og teologiske argumenter for den ordning, der til i dag er blevet fulgt og fortsat følges i Den Ortodokse Kirke, at det kan forekomme letkøbt og overfladisk at skabe det indtryk, sådan som Stoffregen forsøger, at der blot skulle være tale om en tidsbestemt, uargumenteret modstand mod kvindelig præstetjeneste.
Kirsten Stoffregens svar på, hvilket kirkesamfund hun selv tilhører, tyder på en forbavsende mangel på forståelse af, hvad Kirken er. Det virker, som om Stoffregen ingen viden har om bispeembedets helt centrale placering, både i Den Ortodokse og Den Romersk katolske Kirke. Ikke mindst ser det ud til, at den danske nonne fra Jerusalem ikke har mindste anelse om forholdet mellem biskoppen og hans flok, ej heller om den loyalitet over for biskoppen, som må være til stede blandt de troende.
I stedet for at forholde sig til den kirkelige virkelighed, som jo er, at der faktisk eksisterer forskellige kirkesamfund, begiver Stoffregen sig ud i nogle sproglige sofisterier om at være almen og rettroende; og hun lader til at mene i fuldt alvor, at sådanne parader kan undtage hende fra at vælge, hvor hun kirkeligt set vil høre til, fra loyalitet over for en bestemt, navngiven biskop og kirkelig enhed og fra i det hele taget at forholde sig til den foreliggende, kirkelige virkelighed.
Den Ortodokse Kirke bygger på de troendes loyalitet mod en konkret, navngiven biskop. Vi fastholder Oldkirkens opfattelse af biskoppen som Kirkens bærende element. Hvor biskoppen er, dér er Kirken, siger den hellige Irenæos. Biskoppen er garanten og kilden, både for de hellige mysteriers eller sakramenters forvaltning og for Kirkens uforvanskede lære. I Den Ortodokse Kirke er nadverfællesskab derfor betinget af, at de troende er del af et sådant konkret menighedsfællesskab, samlet om biskoppen.
Ortodokse kristne betragter den lokale kirke som deres åndelige hjem og dens biskop som deres fader og vejleder. I Den Ortodokse Kirke indbilder vi os ikke, at vi blot kan svæve over vandene og have hjemme alle steder og intetsteds, sådan som Stoffregen lader til at at forestille sig for sit private vedkommende. Stoffregen kalder det noget vrøvl at ville definere sit kirkelige tilhørsforhold klart. En sådan klarhed er imidlertid, uanset hvad Kirsten Stoffregen måtte mene herom, et grundlæggende element og vilkår i ortodokse kristnes kirkelige liv.
Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke