Tal med muslimerne!

USA har en lang tradtion for religiøs tolerance, men flere sager om krav på særbehandling for muslimer har skabt debat. Her ses amerikanske muslimer, der er mødt frem til bøn ved ""Muslim Great Adventure"" i den amerikanske by Jackson City. –

Islamkritisk Netværk taler i deres brev kun om muslimerne, ikke med dem. Blogindlæg af Mogens S. Mogensen

Provokeret af Danske Kirkers Råds svar på de 138 muslimske lærdes brev, A Common Word, til kristne ledere, har to af Islamkritisk Netværks bannerførere Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher udarbejdet deres eget svar til muslimerne, og 82 andre præster og teologer har efterfølgende skrevet under på brevet.

Hvad er så essensen af disse kristne lederes svar til de muslimske ledere? De afviser, at kristne og muslimer taler om samme Gud, og de afviser også, at kristne og muslimer taler om det samme, når de taler om næstekærlighed. Derfor kan kristendom og islam aldrig åndeligt leve i fred, mens kristne og muslimer bør leve i fred sammen.

De kræver af de 138 muslimske ledere som udgangspunkt for dialog og fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer, at de klart og tydeligt erklærer Koranens opfordringer til fysisk bekæmpelse af Skriftens folk ugyldige som handlings- og lovgrundlag i enhver sammenhæng, at de fordømmer Den Islamiske Republik Irans nye lov, der kræver dødsstraf for konvertitter fra islam, at de støtter religionsfrihed for kristne og andre religiøse minoriteter i muslimske lande, herunder kristnes ret til mission og muslimers ret til at skifte religion, at de tager afstand fra den vold og de trusler mod ikke-muslimer, der finder sted i muslimske lande på baggrund af Koranen og Hadith.

At islamiske og kristne teologiske traditioners lære om Gud og om næstekærlighed er forskellig, har Winkel Holm og Bacher naturligvis ret i. Jeg kender da heller ingen kristne, der vil bestride det. Men spørgsmålet er, om disse afgørende forskelle, som også jeg mener der vitterligt er tale om, betyder, at vi overhovedet ikke meningsfuldt kan tale med muslimerne om Gud og om næstekærlighed, fordi muslimerne taler om en helt anden gud end os og har en forståelse af næstekærlighed, der overhovedet ingen tilknytningspunkter har til kristen næstekærlighed?

At vi som kristne må tage afstand fra vold mod Skriftens folk, Irans nye konvertitlov, enhver indskrænkning i religionsfriheden og ethvert forbud mod mission og konversion, og vold og trusler om vold mod ikke muslimer i muslimske lande, har Winkel Holm og Bacher naturligvis ret i. Jeg kender da heller ingen kristne, der vil bestride det. Men spørgsmålet er, om vi skal vente indtil alle 138 muslimske lærde (og måske alle de 1,2 mia. muslimer i verden) - uden i øvrigt at rette nogen kritik mod kristnes behandling af muslimer i noget land højt og helligt tager afstand fra ovenstående?

Vi har vel netop brug for den gode og ærlige samtale med dem, som vi ikke på forhånd er enige med om alt. Det er vel i denne samtale, at vi må bringe de spørgsmål op, som vi ser forskelligt på, og de forhold, som skaber konflikter i vort samfund og i verden.

Når man læser brevet, rejser det spørgsmål sig uvægerligt: Hvem er brevet stilet til? Hele vejen igennem brevet tales der om muslimer i tredje person, og først i de sidste to linjer henvender brevskriverne sig direkte til muslimerne: Fred være med jer til at leve og tro frit i håbet om, den samme fred må overgå vores kristne brødre og søstre i den muslimske verden. Trods denne sidste sætning efterlader brevet det indtryk, at det dybest set ikke er stilet til de 138 muslimske ledere eller andre muslimer i øvrigt, men at det er et indlæg i en (kirke)politisk debat i Danmark om islam og muslimer.

Dermed bliver brevet symptomatisk for det adfærdsmønster, som karakteriserer mange medlemmer af Islamkritisk Netværk og andre ligesindede. Der lægges ikke vægt på at tale med muslimerne, knapt nok engang på at tale til muslimerne, men derimod bruges alt krudtet (ordet er bevidst valgt) på at tale om muslimerne.

Muslimer og islam er naturligvis et vigtigt politisk tema i Danmark i dag, og derfor må vi i den politiske debat også tale om det, men i en kirkelig sammenhæng går det ikke an at reducere muslimer til et politisk problem. Muslimen er mit medmenneske, min næste, som jeg først og fremmest må tale med - om det menneskeliv, Gud har givet os, og om evangeliet om frelsen i Jesus Kristus. Der er naturligvis også brug for at tænke og tale teologisk om islam og muslimer, men ikke for at skabe størst mulig distance mellem islam og kristendom, men for at bygge bro mellem kristne og muslimer, så at vi kan leve sammen i fred og bidrage til at værne om vor fælles verden og vort fælles samfund, og så at vi som kristne kan aflægge vort vidnesbyrd for vore muslimske venner og naboer om troen på Jesus Kristus.

Derfor, Winkel Holm og Bacher og I 82 andre medunderskrivere: Kom ud af studerekammeret med al dets ensidige talen om islam og muslimer. Kom ud i samfundet og verden og tal ikke bare til, men også - med jeres muslimske naboer og (potentielle) venner. Nøjes ikke med at hente oplysninger fra nok så lærde værker om islam, men lyt også til lyslevende danske muslimer af kød og blod. Lyt til hvad de har på hjerte, og fortæl dem, hvad I har på hjerte. I de sidste to linjer af jeres brev er I så småt ved at få løst op for tungebåndet, så held og lykke med at komme videre med den gode og ærlige samtale.

Mogens S. Mogensen er ekstern lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål. Se www.intercultural.dk

Foto: stock.xchng.