Vi kristne må lytte til de åndeligt søgende

Vi bliver aldrig færdige med at lytte. Men det fritager os ikke fra at være tydelige omkring, hvad der er vigtigt for os, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

For nogle uger siden fik det stor omtale, at Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos havde haft en såkaldt lytterunde omkring østligt inspirerede former for spiritualitet i Danmark.

I en leder i Kristeligt Dagblad antydedes det, at man havde lyttet nok og nu skulle til at gøre noget ved og rydde lidt op i blandingsreligiøsiteten og markere hvad der er kristendom og hvad ikke og så i øvrigt få udtrykt sig tydeligt og gjort noget ved det.
 
Nu er det vel sådan, at vi i et møde mellem forskellige livstydninger aldrig bliver færdige med at lytte. Ja i ethvert forhold mellem mennesker er der brug for at lytte, men ganske særligt, når vi mødes omkring det, der er allervigtigst for os, må vi have en lyttende holdning. Det er vigtigt, hvis vi vil forstå hinanden og ikke tale forbi hinanden. Det vigtigt, hvis vi ikke vil såre den anden, og det vigtigt hvis vi vil være sikre på selv at blive forstået.
 
Sagen om Muhammed-tegningerne viser hvad der sker, når vi ikke lytter til hinanden eller ikke vil lytte. De danske avisers anliggende var forsvaret for en væsentlig værdi: ytringsfriheden. Anliggendet hos dem, der demonstrerer mod Danmark og boykotter varer er et andet, nemlig forsvaret for en anden væsentlig værdi: profetens ære. Deres demonstrationer m.v. er ikke et angreb på ytringsfriheden eller demokratiet, men netop forsvar for en livsvigtig værdi, ligesom den danske presses genoptryk af tegningerne ikke er et angreb på profeten, men netop et forsvar for en væsentlig værdi.

Men uden vilje til at lytte reagerer vi på noget hos hinanden, som ikke er den anden parts anliggende, men vores oplevelse af den anden parts handlinger.

Vi bliver aldrig færdige med at lytte. Det fritager os ikke fra at være tydelige omkring, hvad der er vigtigt for os. Derfor er der endnu en lytterunde, hvor der lyttes til kirkefolk, som har været engageret i religionsmødet (eller hvad vi skal kalde det) med de nye spiritualiteter. Jeg har selv fået besøg af dem, der foretager lytterunden for at fortælle om erfaringerne fra I Mesterens Lys.
 
De folk, der nu lyttes til, er folk som handler på deres lytten. Noget af det, som mange af os er optaget af, er hvordan kirken i sin spirituelle praksis viser åndeligt søgende mennesker, at vi har hørt og forstået deres anliggende. De mange stillegudstjenester rundt om i landets kirker er udtryk for, at en længsel er hørt. Jeg var i januar på besøg i en kirke på Møn for at holde en meditationsgudstjeneste; der kom flere end arrangørerne havde regnet med, og i samtalen bagefter gav flere udtryk for ønsket om at stilheden også kunne have sin plads i højmessen. Den aften afslørede en længsel, og at det ikke bare er i byerne, at der er denne spørgen efter et rum for stilhed, refleksion og meditation i kirken.

Men under vores lytten vil vi også møde forestillinger og praksisser, som vi oplever som uforenelige med vores egen tro og livsforståelse. Hvordan kan vi sikre os, at de virkelig er uforenelige og ikke bare opleves sådan? Hvordan kan vi være sikre på, at vi forstår det samme ved de ord vi bruger, og er vi nødvendigvis enige, når vi bruger de samme ord?

Nogle frygter, at vi ved at lytte for meget og ved at indrette os efter den spirituelt søgendes længsler vil tilsløre evangeliet og skabe en kristeligt farvet blandingsreligion. Personligt tror jeg, at der er større farer ved ikke at lytte og være imødekommende i vores egen praksis, end ved det modsatte. Alligevel er der et indhold i min tro og i min praksis, som jeg ikke kan gå på akkord med.
 
Fred og alt godt.

Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i den kirkelige organisation Areopagos og er daglig leder af I Mesterens Lys. Du kan læse hans blog her