Indføring

Fra holdning til handling: De vigtigste ting at vide om radikalisering

Radikalisering kan beskrives som en yderligtgående holdning, der er i markant modsætning til samfundets kerneværdier. Det kan for eksempel være højreekstremister og nynazister, hvis holdninger står i opposition til samfundets politik og menneskesyn. På billedet ses hærværk på en jødisk kirkegård ved Strasbourg, hvor gravsten blev overmalet med hagekors i 2019. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Begrebet radikalisering har i de seneste år optaget mange. Især efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 så man en stigning i brugen af ordet både i mediedebatten og i den akademiske verden. Men hvad betyder radikalisering egentlig, og hvad vil det sige at være radikaliseret?

Der eksisterer ingen universel konsensus om, hvordan radikalisering egentlig skal defineres. En mulig definition er dog, at radikalisering, kort fortalt, er en proces hvorigennem nogen eller noget bliver mere yderligtgående og ekstremistisk. Radikalisering er altså ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er en proces, der sker over en længere tidsperiode og som skabes af flere forskellige faktorer og dynamikker.

Hermed skal radikalisering betragtes som et dynamisk fænomen, der kan aftage og eskalere afhængigt af både ydre og indre faktorer – det er altså ikke en statisk størrelse.

Et kognitivt og adfærdsregulerende fænomen
Der er ikke enighed om hvilket slutstadie, radikalisering fører til. Radikalisering kan beskrives som en yderligtgående holdning eller idé, der er i diametral modsætning til det pågældende samfunds kerneværdier. Det kan for eksempel være højreekstremister og nynazister, hvis holdninger står i opposition til samfundets politik og menneskesyn. Radikalisering kan også betegne en måde, hvorpå personer forsøger at gennemtvinge et politisk, religiøst eller socialt mål, eksempelvis gennem terror. Radikalisering kan altså anses som værende et kognitivt fænomen, som afføder dybtgående holdninger til samfundet og dets politiske styring og et fænomen, der knytter an til en bestemt (ofte voldelig) adfærd, som fremprovokeres af de radikale holdninger.

I medierne benyttes ordet ofte i forbindelse med terror og religiøs radikalisering blandt især unge mennesker, der påvirkes i en kriminel, ekstremistisk eller fundamentalistisk retning. Radikalisering kan dog også være affødt af stærke politiske eller sociale holdninger.

Den danske definition
I Danmark er radikalisering jævnligt blevet defineret som ”en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske og voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål” (DIIS Policy Brief, 2014). Det fremgår tydeligt af denne definition, at man i Danmark lægger vægt på den voldelige adfærd, som radikal tænkning kan fremprovokere.

Det vil sige, at der er fokus på den voldsparathed, som radikalisering kan føre til.

Hvorfor bliver nogen radikaliserede?
Det at være radikaliseret kan være et udtryk for mistrivsel og en følelse af eksklusion. Drivkraften bag radikalisering er derfor ofte et ønske om at finde et sted, hvor man føler sig som en del af fællesskabet. Det er vigtigt for mennesker at føle, at man er en del af noget, og hvis man oplever at føle sig marginaliseret og udelukket fra fællesskabet, er det naturligt, at man knytter bånd med nogen, man deler en stærk holdning med.

Radikaliserede personer omgås ofte i lukkede grupper, hvor deres retorik om det, deres radikale holdninger drejer sig om, bliver gradvist skarpere og hårdere. Det er ikke unormalt, at medlemmerne i en radikaliseret gruppe fjerner sig fra de normale fællesskaber, de ellers indgik i, og som ikke har relation til gruppen. På den måde får de radikale holdninger mulighed for at vokse sig stærkere, og de får lov til at fylde mere og mere i den radikaliserede persons liv.