Frihed, tabt kærlighed og en tur gennem Helvedes flammer: Tre forslag til ferielæsning i efteråret

Nogle finder tid i hverdagen eller weekenden, mens ferien er læseoplevelsernes tid for andre. Hvorom alting er, byder efterårsferien på de helt rette betingelser til læsning for de fleste. Mangler du inspiration til, hvad du skal give dig i kast med, er her tre bud

Løvfaldet tynder ud i trætoppene, mørket trænger sig på, og morgenerne er tågede og utydelige – efteråret er for alvor over os.

Skulle man være så heldig at have ferie her midt i forfaldet, er det en god anledning til at finde et lunt og hyggebelyst hjørne, putte sig og få noget klarhed over tilværelsen ved den opbyggelige øvelse, det er at læse en god bog. Her er tre forslag til læseoplevelser i efterårsferien, der på forskellig vis trækker på Bibelens fortællinger.

Karl Ove Knausgårds ”Om efteråret” – syndefaldsmyten

Det første og måske mest oplagte bud er ”Om efteråret” fra 2015 af den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Bogen er udlægget af fire bind i det cykliske værk, der dækker de fire årstider. Den er udformet som et brev til den datter, som Karl Ove Knausgårds kone nedkom med under tilblivelsen af et af de senere bind, men tager hovedsageligt form som en slags encyklopædi, der går nysgerrigt til en lang række af verdens fænomener, som forfatteren selv oplever dem. På den måde består bogen af en række kortere tekster, så den kan nemt bides over i flere spiselige dele.

Værkets forfatter, Karl Ove Knausgård, der er bedst kendt som ophavsmand til murstensværket ”Min Kamp”, var litterær konsulent på den seneste norske bibeloversættelse. Således velbevandret i både Det Nye og Det Gamle Testamente er det ikke overraskende, at det har smittet af på hans eget værk. Her for eksempel i bogens første korttekst, ”Æbler”, der tydeligt hentyder til syndefaldsmyten.

Knausgård skriver blandt andet:

”Vi fulgte en sti indover, og der, midt i skoven, stod et æbletræ fyldt med æbler. Børnene var lige så forundrede som jeg, æbletræer var noget som voksede i haver, ikke vildt ude i skoven. Kan vi spise dem, spurgte de. Jeg sagde ja, bare tag. Jeg forstod i et pludseligt glimt, lige fyldt af lykke som af sorg, hvad frihed var.”

Johann Wolfgang Goethes ”Faust” – Jobs Bog

Det andet bud på en god læseoplevelse er den største af de tyske romantikere, Johann Wolfgang Goethes, hovedværk ”Faust”. Værket er i to dele, hvor det første er det mest læste og opsatte.

Det er tiltænkt som teaterstykke og skrevet på vers i en særlig tid, hvor litteraturen, som vi kender den i dag, begyndte at tage form. ”Faust” udkom i 1808.

Værket begynder med et forspil i himlen, hvor Herren og Satan, der i værket går under navnet Mefistofeles, indgår et væddemål, da Herren tillader Mefistofeles at teste Faust. For bibelkyndige vil allerede dette vække genklang. ”Faust” er nemlig skrevet henover Jobs Bog, som vi kender fra Det Gamle Testamente. Men hvor de prøvelser, Job udsættes for, tester Jobs loyalitet og kærlighed til Gud, får prøvelserne af Faust en anden karakter.

Faust er videnskabsmand og i sin uendelige stræben efter at begribe, hvad der binder verden sammen, er han blevet mismodig. Det er denne stræben, der bliver sat endog på prøve, når Mefistofeles tager Faust med på en rejse ud i verden.

Faust er en tragedie, for i modsætning til Job, der bliver belønnet for sin loyalitet, taber Faust. Mens Job er billedet på den retskafne og gudstro, er Faust billedet på det moderne menneske, der falder mellem to stole. For erkendelsen af verden er både subjektiv og objektiv, og i sin splittede stræben efter både kærlighed og individuel erkendelse opnår han ingen af delene.

Dante Alighieris ”Guddommelige komedie” – efterlivet

Det tredje, sidste og ældste bud på en god læseoplevelse til efterårsferien er et af middelalderens største litterære værker: Dante Alighieris ”Den Guddommelige Komedie”. Ligesom Goethes ”Faust” er værket både på vers og i flere dele, hvor man med fordel kan nøjes eller begynde med den første af de tre, Inferno. Med værket forsøgte Dante at nå ud til et bredere publikum ved at skrive på det italienske folkesprog som en af de første. Han ønskede at etablere en europæisk enhedskultur under den romerske kejsers ledelse, som han så kunne indskrive sig selv og sit forfatterskab i. Det må siges at være lykkedes, siden man endnu i stort omfang læser hans bøger.

”Den Guddommelige komedie” er ikke en komedie, fordi den er udpræget morsom, men fordi den ender lykkeligt i modsætning til tragedien. Kort fortalt bliver Dante selv, ledsaget af den romerske digter Vergil – som han identificerer sig med – ført igennem de forskellige faser af Helvede, hvorefter de bestiger skærsildsbjerget, og på toppen finder de Edens Have. Til sidst støder Dante på sin ungdoms kærlighed, som han følges med videre gennem de forskellige himmelkredse for at komme nærmere Gud.

På den måde strukturerer Dante efterlivet, optegner middelalderens kosmologi og teologi, som hverken Bibelen, kirkefædrene eller andre havde gjort før ham. Han optegner desuden den vestlige verdens kulturhistorie, idet han på rejsen møder alle vigtige digtere, statsmænd, lærde og religiøse, som var en del af den daværende kulturarv.

For eftertiden fremstår digtet som arnested for middelalderens verdensanskuelse og sidestykke til den katolske kirkes officielle teologiske system, der blev udformet af Thomas Aquinas, der var filosof og teolog. Derudover har et væld af kunstnere ladet sig inspirere af værkets portrættering af Helvede, så det endnu former den vestlige og kristne verdens opfattelse af efterlivet.