Glad indeni, Nietzsche udenpå

Kan man skrive om tab og sorg i en roman som samtidig taler om fester, sex og stoffer? 

Romanen "Forsvindingsnumre" handler om Agnes på nogenogtyve, der har mistet sin mor og ikke ret meget senere bliver slået op med af sin sommerkæreste, Mathias.

Den handler også om mange andre ting, og det ville være tarveligt af mig at sammenbinde tabet og sorgen med alle de gange vi ser Agnes ødelægge sine relationer, tage stoffer, være en dårlig ven, feste igennem, rejse, græde og være usikker på livet som sådan. Det er nemlig sandsynligvis bare sådan, det er, at være ung i dag og ikke et udslag af tab eller sorg.

Sorgen bliver italesat både som sorgen i sig selv gennem en grundstemning af mismod og ødelagthed, men også gennem de forsøg på forsoning med tanken om morens død, der finde sted i hospitalsregi, på kirkegården og i kirken.

Lana Del Rey som bog
For tabet og sorgen findes side om side med den hverdag, der jo bare skal leves alligevel. Det betyder, at tonen i bogen kan springe mellem dette:

"Den dag hun blev indlagt, havde jeg været i København, og på vej hjem i toget til Fyn græd jeg og tænkte, at jeg ikkekunne holde ud, at hun skulle være så syg længere, og kunne hun ikke bare dø, for jeg kunne ikke gå og vente på det længere, og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at det var dét, der slog hende ihjel.

Kan hun tilgive mig."

Og dette:

""Jeg synes, Berlin prøver for hårdt," siger Oscar, da vi sætter os til rette med hver vores snobrødspind.
"Hvad mener du?"
"Nu det her," han vifter ukontrolleret med sit snobrød,
"det er for kunstigt. Nej, nej. Det er banalt," retter han sig selv.
"Men det er også lidt hyggeligt."
"Jeg er ikke fan af hyggeligt."
"Okay, bedstefar med slag i."
"Du er jo helt uduelig til at bage snobrød."
"Jeg kan bedst lide det, når det er sort udenpå og hvidt indeni."
"Sådan er jeg også. Glad indeni, Nietzsche udenpå.""

Faktisk er denne sidstnævnte dialog for mig at se en lille nøgle til at forstå Agnes og romanen som sådan. Bogen er høj og dyb samtidig.

Den kører på de høje nagler på overfladen med meget sex, mange akavade situationer, besynderlige fuglebeskrivelser, mange mennesker, mange steder, mange sjove og hårde bemærkninger.

Og straks efter bliver man kastet på gulvet. Og ikke bare af sorgen - det ville jo være den nemme måde at skabe bevægelse - men af en længsel pakket ind i en trøstesløshed eller nihilisme, der hele tiden stikker frem fra teksten. Sådan her:

"Josefs var den eneste villa i art deco-stil. Det var sen art deco fra 1930'erne, så huset var bygget med afrundede linjer og ingen ydre ornamenteringer. I sin form var det gæat og strømlinet, og i sine faver havde det nuancer af sart rosa, hvilket fik det til at ligne et smagfuldt dukkehjem, og i haven voksede citrontræer, der var så høje, at man kunne stå på terrassen på første sal og plukke de gule frugter. Om eftermiddagen kastede de høje træer skygger ind i huset, men Josefs omskiftelige humør kastede altid de længste skygger i det hjem."

Det strammer som et hundehalsbånd om læserens hals.

Hvis "Forsvindingsnumre" var sorgmusik ville det tilhøre genren Hollywood Sadcore, sammen med Lana Del Rey.

Fuglen og voodoodukken
Men romanen finder også en tabstvilling i Helle Helles "de", af og til med helt samme nedtonede muntredystre stil:

"På stranden på Thurø lærer mor mig at dykke med åbne øjne. Hun fortæller om sin barndomshund Tommy, der også kunne dykke, og den lukkede sin brune snude, når den gjorde det. Tommy var en kleiner münsterländer med en, ifølge mor, stor personlighed."

Henover midten af romanen kommer vi til point of no return, hvor Agnes forstår, at hendes kærlighedsforhold er gået endeligt i stykker, og hun tager til Nordnorge med en uddød fugl og en voodoodukke, der på en måde er opkaldt efter forfatteren David Foster Wallace.

Hva'ba'?

Ja, for et meget stort spor i romanen er fuglekigning og viden om fugle, og i de nøgterne og interessante afsnit kan tabet og sorgen få lov til at lette og lande igen uden at skulle indfanges.

Og voodoodukken, som hun får meget tidligt i forløbet af en ven, bliver den trøstende men også handlingsorienterede ven, som kirken (symboliseret af en præst med en lille spastisk hånd) ikke formåede at være. Voodoodukken havde Agnes oprindeligt forestillet sig skulle være hævnredskab i sit raseri mod Mathias, da han ikke vil være sammen med hende længede.

Denne "omvendte voodoo" - at blive hel ved at tale tingene igennem i en art gestaltterapi i stedet for at stikke nåle i en ekskæreste-repræsentation - er også en erkendelse af, at sorg kræver plads og reflektion. Når man er i sorg, kan man ikke blive ved med at gøre, som man plejer.

Romanen plukker fint mellem de billeder, vi kender på tab og sord og helt nye, der kanmale store metaforer på de største og sværeste ting i livet uden at blive til klichéer. Tværtimod. I det kolde nord på jagt efter fred for spækhuggerdrømme og hurtige løsninger kan Agnes forsones med sorgen.

Så kan man skrive om tab og sorg i en roman som samtidig taler om fester, sex og stoffer?

Ja da.