10 mest kontroversielle film om religion

De ti mest kontroversielle film om religion er nu fundet. Beliefnet.com har i hvert fald gjort et forsøg, og her kan du se deres resultat. -

Mange film har sat religion på dagsordenen og skabt røre i religiøse cirkler. Se listen over de 10 film om religion, der i særlig grad har formået at udforske og udfordre religiøse mennesker verden rundt

De 10 mest kontroversielle film om religion er nu fundet. Beliefnet.com har i hvert fald gjort et forsøg, og her kan du se deres resultat.

Det er bemærkelsesværdigt, at der kun er én ikke-vestlig film på listen, og man må spørge sig selv, om det skyldes, at Beliefnet ikke kan se ud over en vestlig referenceramme, eller om der ikke laves kontroversielle film om religion i ikke-vestlige lande. Spørgsmålet er åbent: Giv din mening til kende i vores debat om emnet.

1. The Last Temptation of Christ
I denne film ser vi en Jesus, der drives bort fra sin hjemby af invaliderende hovedpiner og stemmer. Hans sidste fristelse opstår på korset, hvor en engel tilbyder ham at træde ned fra korset og gifte sig med Maria Magdalena. Det gør Jesus, og de får sågar børn. At Jesus kunne være en tvivler, og at man så ham og Maria Magdalena i en sexscene, fik mange i den kristne verden til at reagere, og de forlangte, at filmen blev forbudt. De protesterede og boykottede filmen, og visse steder udviklede det sig voldeligt.

2. Submission
Den yderst sprængfarlige hollandske film fra 2004 blev instrueret af Theo Van Gogh i samarbejde med Ayaan Hirsi Ali. Van Gogh blev myrdet i 2006 som en følge af filmen, hvis mest kontroversielle billeder viste en nøgen kvinde med koranvers skrevet på ryggen. Mange fra den islamiske verden protesterede imod filmen. Det endte med dødstrusler, og til sidst altså også mordet på Theo Van Gogh. Ayaan Hirsi Ali måtte gå under jorden og har søgt beskyttelse i USA.

3. The Passion of the Christ
Mel Gibsons film om Jesus sidste dage skabte stærke reaktioner blandt både kristne og jøder. Mel Gibson blev anklaget for anti-semitisme, fordi filmen giver jøderne ansvaret for Jesus korsfæstelse. Der var også kritik af de voldelige scener og afhængigheden af udsagn fra en angiveligt anti-semitisk nonne, St. Anne Catherine Emmerich, fra 1800-tallet. Hun refererer blandt andet til "de ondskabsfulde jøder".

4. Water
Den indisk-canadiske film Water fra 2005 vakte så stor negativ opsigt under produktionen, at optagelserne blev nedlagt. Fire år senere færdiggjorde Deepak Mehta dog filmen, der handler om en ashram for enker i 1930erne. Her er kvinderne tvunget til at leve resten af deres liv i fattigdom og i nogle tilfælde prostitution. Filmen udfordrer de religiøse begrundelser for, at kvinder tvinges til denne livsstil.

5. Da Vinci mysteriet
Den katolske kirke står i denne film fra 2006 bag en gigantisk konspiration, hvor kirken forsøger at skjule, at Jesus var gift med Maria Magdalena, og at de fik et barn sammen. Der findes altså en direkte efterkommer af Jesus. Benægtelsen af Jesus forbindelse med Maria Magdalena er samtidig en afvisning af det feminine princip i kristendommen. Filmens lancering blev fulgt af stærke diskussioner om Jesus og filmens sandhedsniveau.

6. Stigmata
I Stigmata udspilles historien om, hvordan en ateistisk frisør får stigmata, - det vil sige sår på hænder og fødder, som ligner Jesus sår efter korsfæstelsen. Desuden bliver frisøren besat af en dæmon. En jesuitisk præst i filmen ser en sammenhæng mellem stigmata og et af de gnostiske evangelier, som Vatikanet har afvist, fordi evangeliet sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af kirkens eksistens.

7. En Nations Fødsel
Denne film om tiden efter den amerikanske borgerkrig er fra 1915. Den tager hul på et emne, der var yderst kontroversielt for sin tid. Filmens kerne er, at sorte mennesker er blevet integreret i Syd. Integrationen har ikke ført noget godt med sig. Der er kaos i landet. Løsningen bliver Ku Klux Klan, der indtager scenen og redder dagen.

8. Battlefield Earth
Denne film fra år 2000 beskriver Scientologis oprindelseshistorie. Filmen er baseret på en roman af Scientologis grundlægger, L. Ron Hubbard, og hovedrolleindehaveren er John Travolta, der er et af bevægelsens mest kendte medlemmer. Filmens indhold, hvor rumvæsner forsøger at udrydde menneskeracen, blev forbigået af kritikere, der koncentrerede sig om filmens kvalitet, heriblandt den dårlige dialog. Men til trods for det, satte Battlefield Earth for alvor Scientologi fast på verdens nethinde.

9. Dogma
Historien om de to faldne engle er fra 1999. De to engle er kommet til jorden for at finde Jesus sidste efterkommer, der i sig selv er kontroversiel, idet hun arbejder på en abortklinik. Filmen har mange andre omstridte karakterer, for eksempel er Jesus trettende discipel sort, og Gud er en lidt barnlig og uhøjtidelig karakter, der spilles af Alanis Morrisette. Instruktøren, Kevin Smith, modtog flere dødstrusler efter filmens lancering, og katolske grupper over hele verden protesterede over filmen.

10. Eksorcisten
Med mange specialeffekter og en besat pige, der bander og svovler og kaster op på kirkens mænd, er gyseren fra 1973 en udpensling af vold og blasfemi i et hidtil uset omfang. Scenen, hvor pigen forgriber sig på sig selv med et krucifiks, resulterede i voldsomme reaktioner, og nogle præster udtalte, at filmen var satanisk.

Er du enig i listens prioritering af filmene? Deltag i læsernes afstemning her nedenfor: