Frafalden muslimsk kvinde idømt dødstraf i Sudan

Den 27-årige Meriam Ibrahim har over for den sudanesiske domstol nægtet at give afkald på sin kristne tro – og frafald fra islam er i henhold til den sudanesiske straffelov en forbrydelse, der giver dødsstraf.

Sudanesiske Meriam Ibrahim står til dødsstraf for at have giftet sig med en kristen mand og selv være konverteret fra islam til kristendom. I går fødte hun en lille pige i fængslet

Først blev hun idømt en dom på 100 piskeslag for i 2011 at have giftet sig med en kristen mand. Og for et par uger siden nægtede 27-årige Meriam Ibrahim over for den sudanesiske domstol at give afkald på sin kristne tro – og frafald fra islam er i henhold til den sudanesiske straffelov en forbrydelse, der giver dødsstraf. Det skriver dailymail.co.uk.

Meriam blev født af en kristen mor og havde en muslimsk far. Faderen forlod familien, da hun var seks år, og hun blev opdraget med den kristne tro. Men hun betragtes stadig som en muslim af den sudanesiske domstol, fordi hendes far var muslim.

Hendes mand, Daniel Wani, flygtede fra det borgerkrigsramte Sudan i 1998, og i 2005 fik han amerikansk statsborgerskab. Sidste år tog Daniel Wani kontakt til de amerikanske myndigheder for at skaffe tilladelse til at tage Meriam Ibrahim og deres nu knap to-årige dreng, Martin, med til USA. Den proces trak ud, og i mellemtiden blev Meriam Ibrahim arresteret, efter at en person fra hendes fars familie havde angivet hende for som muslim at have giftet sig med en kristen mand, hvilket altså er i direkte strid med den sudanesiske lovgivning.

Nedkommet i fængslet
Siden den første tiltale i februar har hun siddet i fængsel sammen med parrets dreng.

Da dødsdommen faldt den 15 maj var Meriam Ibrahim gravid med endnu et barn i ottende måned. Og ifølge den britiske avis The Telegraph fødte hun i går en lille pige. 

”De lod ikke engang Meriam komme på hospital – hun nedkom på en lille fængselsklinik,” siger Meriams advokat, Elshareef Ali Elshareef Mohammed.

Hendes mand Daniel Wani har tidligere fået lov at besøge dem i fængslet, og han har ifølge The Guardian kunnet berette, at hun har siddet i lænker, at hendes fødder var hævede og at hun generelt var i en svagelig tilstand og manglede ordentlig mad og næring.

Derudover har der selvfølgelig også været bekymring om, hvad der skulle ske med drengen – og nu altså også den nyfødte pige. Myndighederne nægter nemlig Daniel Wani at overtage pasningen af børnene, da han er kristen. Så eksekveringen af dødsstraffen er foreløbigt blevet udskudt, for at Meriam kan tage sig af det nyfødte barn i de næste to år ¬– hvilket også er i tråd med landets lovgivning.

Øget internationalt pres
Men inden det sker, vil parrets advokater forsøge at få omstødt dommen – blandt andet med hjælp fra et stigende internationalt pres på Sudan. Både FN, regeringer og menneskerettighedsorganisationer verden over fordømt Sudans behandling af Meriam Ibrahim. Og foreløbigt har også over 660.000 på Amnesty Internationals hjemmeside tilkendegivet deres støtte til organisationens kampagne for at få landet til at frigive hende.

”Advokaterne arbejder på at appellere til højesteretten. Vi støtter dem og det sudanske folk, som er rasende over denne uretfærdighed. Mange unge advokater og oppositionsgrupper har mødtes og kræver en ændring af straffeloven for at fjerne straffen for frafald,” udtaler Tina Ramirez fra Hardwired, en amerikansk gruppe som kæmper for religiøs frihed verden over.

Manar Idriss fra den sudanske fraktion af Amnesty siger til The Telegraph:

”Frafald og utroskab burde ikke engang være forbrydelser. Hvem man gifter sig med, og hvad man tror, er personlige valg. Menneskerettighedssituationen er blevet forværret de seneste år. Det er et ekstremt understrykkende regime, som torturerer aktivister fra oppositionen og går målrettet efter enhver, der stiller sig frem og trodser det.”

Det er langt fra alle udlægninger af sharia, som foreskriver straf for frafald. Men Nina Shea, som er leder på Center for Religious Freedom på New Yorks Hudson Institute, fortæller, at det i mange lande med muslimske regeringer er kriminelt. Tyrkiet straffer det ikke, men for eksempel Iran og Saudi-Arabien fængsler konvertitter. Ligefrem dødsstraf er dog næsten uhørt.

”I tilfældet med Meriam arbejder Sudans regering ud fra den samme forståelse af islam som ekstreme grupper som Boko Haram, al-Shabab og ISIL (Den islamiske stat Irak og Levanten). De grupper idømmer kristne konvertitter til dødsstraf.”