Amerikanerne er i stigende grad post-kristne

En ny undersøgelse af amerikanernes tro viser, at 28 procent kan kaldes moderat post-kristne, mens ni procent kan kaldes udpræget post-kristne. Desuden viste undersøgelsen, at jo yngre en generation er, jo mere post-kristen er den. Her er det New York set fra luften.

Et stort nyt studie viser, at et stigende antal - særligt yngre - amerikanere ikke tror på eller praktiserer det, man forbinder med kristendom

Et netop offentliggjort studie fra det amerikanske analyseinstitut The Barna Group viser, at et stigende antal amerikanere er såkaldte post-kristne.

En post-kristen person er ifølge studiet en person - der i nogen eller udpræget grad - ikke praktiserer eller tror på det, man forbinder med kristendom.

43000 interviews
Undersøgelsen bygger på interviews med cirka 43000 amerikanere, der er foretaget inden for de seneste par år. I undersøgelsen blev interview-personerne stillet en lang række trosrelaterede spørgsmål. For eksempel blev de spurgt, om de har bedt til Gud inden for det seneste år, om de har læst i Bibelen inden for den sidste uge, om de opfatter tro som en vigtig del af deres liv, og om de har været i en kristen kirke inden for det seneste år.

Ud fra svarene på de mange forskellige spørgsmål konkluderede undersøgelsen, at 63 procent i ringe grad kan kaldes post-kristne (og altså er klassisk kristne), at 28 procent kan kaldes moderat post-kristne, mens ni procent kan kaldes udpræget post-kristne. Desuden viste undersøgelsen, at jo yngre en generation er, jo mere post-kristen er den.

Ind til kernen af folks tro
David Kinnaman, der er formand for The Barna Group, forklarer formålet med undersøgelsen på instituttets hjemmeside:

Trosmæssig selvbeskrivelse er ok, men giver ikke en udtømmende forståelse af folks tro. Vi ville ikke blot undersøge hvilken religiøs identitet, folk selv siger, de har, men ville også se på to helt centrale aspekter ved tro: Hvad folk faktisk tror på, og hvordan de praktiserer troen."

Kinnaman forklarer videre:

Dermed finder man ud af, at mange, der kalder sig ateister, beder til en guddommelig instans. At mange faste kirkegængere ikke har visse basale kristne overbevisninger. At mange, der kalder sig kristne, i praksis stort set lever som ateister.

Ikke uvillighed til at tro
Den amerikanske pastor Craig Groeschel forklarede til FoxNews, at han mener, at stigningen i antallet af post-kristne ikke skyldes en uvillighed til at tro på Gud, men snarere er tegn på en afstandtagen til religiøse benævnelser og begreber med en negativ klang.

Vi må forsøge at bevæge at hinsides disse kunstige begrænsninger for at blive, hvad Gud har skabt os til at være, udtaler Groeschel ifølge The Christian Post.