Amerikanske unge speed-faither sig gennem interreligiøs dialog

På Campus ved det californiske universitet, Irvine, afholdes det populære koncept 'Speed-faithing,' hvor deltagerne på 10 minutter kan præsentere hinanden for deres forskellige religioner. Foto: GIPhotoStock

På amerikanske colleges har en økumenisk organisation stor succes med Speed-faithing-arrangementer, hvor deltagerne får 10 minutter til at fortælle om deres tro. Håbet er, at deltagerne vil tage åbenheden med sig hjem bagefter

10 minutter. Hverken kortere eller længere tid er der afsat til at udlægge Koranens læresætninger eller grundlaget for mormonernes tro på en række arrangementer i USA, hvor unge skal præsentere deres religion for medhørerne i korte runder.

Konceptet hedder Speed-faithing (hurtig-tro). Det er et begreb, der ordmæssigt spiller på begrebet Speed-dating, hvor man ad flere runder får 10 minutter til at snakke med en ny date. I dette tilfælde er den nye date en samtale med en repræsentant for diverse forskellige religioner.

LÆS OGSÅ: Blog: Knækker Kirkernes Verdensråd sig selv ved at italesætte uenighed?

Speed-faithing er udviklet af Interfaith Youth Core, en økumenisk ungdomsorganisation fra Chicago, som forsøger at fremme tolerance som et middel til en vedvarende dialog mellem de religiøse unge. Siden konceptet blev udviklet i 2005, har en række begivenheder været afholdt på colleges rundt omkring i USA.

Et af de steder, hvor der er blevet afholdt et Speed-faithing-event, er på det californiske universitet Irvine (UC Irvine). Her kunne religiøse, tvivlere og nysgerrige gå rundt fra rum til rum og lytte til religiøse studerende og et par ateister, der alle kunne præsentere dem for et sammenkogt uddrag af deres religiøse overbevisning på 10 minutter ad gangen.

Det er klart, at man umuligt kan lære alt om en religion i løbet af 10 minutter, men det er heller ikke meningen, fortæller Karine Hamilton, der er ansvarlig for Dalai Lama Stipendiet på UC Irvine til Los Angeles Times. Organisatorerne rådede deltagerne til ikke se det som en invitation til en større debat, men blot til at lytte og gøre det kort og koncist.

Deltagerne opfordres i stedet til at inddrage personlige historier om deres religion for derved at gøre det lettere fordøjeligt for tilhørerne og for at aflive myter og rygter om deres tro. Målet er i stedet at opbygge venskaber på tværs af det religiøse spektrum.

Korrekt viden fører til forstærkede bånd. Misforståelser og forkerte informationer kan skabe en vældig kløft mellem folk. I sidste ende er vores håb, at du kan være med til at danne grundlaget for at skabe store ting sammen ude i trossamfundene, udtaler formanden for Interfaith Youth Core, Pete de Kock til nyhedssiden KSL.com.

LÆS OGSÅ:Unge franskmænd på verdensturné med tværreligiøs solidaritet i rygsækken

Arrangementet på UC Irvine er planlagt som en eftermiddagsbegivenhed, der skulle lede frem til, at universitetet i denne uge har grundlæggeren af Interfaith Youth Core, Eboo Patel, på besøg. Patel er også medlem af den amerikanske præsident Obamas rådgivende udvalg for religiøst samarbejde.

I Orange County har vi en enestående diversitet, udtaler Raid Faraj, der er diversitetsvejleder for skolens Kontor for Ligestilling og Diversitet til Los Angeles Times.

Vi har medlemmer fra næsten alle de store religioner, du kan forestille dig. Det er en enestående mulighed for at skabe et sikkert miljø, hvor folk kan mødes og stille spørgsmål.

Nogle af de spørgsmål, tilhørerne stillede ved UC Irvins Speed-Faithing-arrangement var:

- Er det påkrævet for jer at gå med tørklæde om hovedet?
- Hvad er det helt præcist man laver, når man missionerer?
- Kommer du i en ateistisk kirke?

Der var både katolikker, protestanter, mormoner, ateister og buddhister til stede ved arrangementet, og adskillige lignende arrangementer er planlagt overalt i USA. Information om disse kan findes på Interfaith Youth Cores hjemmeside.