Arkæologiske fund nærer historiedebat om kong David

Arkæologer har annonceret en opdagelse, som yderligere kan ophidse den videnskabelige debat om Bibelens historiske troværdighed

David og Salomo er to af de mægtigste israelitiske konger, som er beskrevet i Det Gamle Testamente. Men mange bibelhistorikere tvivler på, at de to konger virkelig regerede over et stort centraliseret rige i det 11. og 10. århundrede f.Kr., sådan som Bibelen beskriver. Nu kan to små skrin af ler og sten, der blev præsenteret på en pressekonference i Jerusalem den 8. maj, give ny næring til den historiske debat.

LÆS OGSÅ: Det ældste hebraiske skriftfund nogensinde giver ny indsigt

På kanten af Terebintedalen sydvest for Jerusalem, hvor den unge David ifølge Bibelen gjorde det af med Goliat, ligger udgravningen Khirbet Qeiyafa. Det er her, man har fundet de religiøse skrin, som har mange fællestræk med den bibelske beskrivelse af Salomos tempel, fortæller Yosef Garfinkel, der er arkæologisk professor ved Hebrew University i Jerusalem til Christian Post. Dette spor af jødisk religion viser ifølge professoren, at Khirbet Qeiyafa hverken var kanaanitisk eller filistrisk bebyggelse, men derimod israelitisk.

Som eksempel på et fællestræk nævner Garfinkel over for det israelske medie Haaretz.com, at skrinet af ler er udstyret med en dekoreret åbning flankeret af løver og to søjler, der afbilder "Boas og Jakin". Det var de to søjler, der ifølge Bibelen stod i Salomos tempel. Så selv om der også er dukket lignende genstande op i andre udgravninger, mener Garfinkel, at fundene ved Khirbet Qeiyafa er unikke. Unikke fordi de afslører motiver, som er kendt fra den bibelske beskrivelse af Salomos tempel.

Arkæologiske vidnesbyrd som disse er meget efterspurgte, fordi forskerne især kigger efter ikke-bibelsk dokumentation i deres jagt på at bekræfte eller afkræfte de hellige skrifter. I dette tilfælde ønsker man vidnesbyrd om, at Bibelens beskrivelse af Davids rige som et større kongerige i regionen omkring år 1000 f.Kr er sand.

Ifølge Yosef Garfinkel er Khirbet Qeiyafa-udgravningen et sådant arkæologisk vidnesbyrd. Det påviser eksistensen af ​​et regionalt Davidsrige, der omfattede Jerusalem, Hebron og lavlandet omkring fæstningen selv.

Knap så optimistisk er historiker og arkæolog ved Tel Aviv-Universitet, Nadav Naaman. Han køber ikke Garfinkels konklusioner.

Det er fine fund, men ikke unikke fund. Lignende genstande er opdaget ved andre udgravninger, og Khirbet Qeiyafa-fundene skal derfor ikke forbindes til arken eller til templet i Jerusalem, siger Naaman til Haaretz.com.

Naaman peger på, at en af de fundne genstande er smykket med løver og duer. Duen er et frugtbarhedssymbol, som kan forbindes med kanaanæisk religion. Konklusionen på fundene kan derfor lige så vel være et kanaanæisk beboet Khirbet Qeiyafa som et israelitisk, siger Nadav Naaman ifølge Haaretz.

Garfinkel mener dog ikke, at han er afhængig af de små religiøse skrin for at vise, at Khirbet Qeiyafa var en israelitisk befæstning.

Igennem årene er der fundet tusindvis af dyreknogler fra får, geder og kvæg. Men ingen fra svin. Nu har vi desuden afdækket tre kultiske rum med forskelligt kultisk habengut, men ikke en eneste menneske- eller dyrefigur blev fundet. Dette antyder, at befolkningen i Khirbet Qeiyafa har overholdt to bibelske forbud mod svinekød og gudebilleder og dermed har praktiseret en anden kult end de omkringboende kanaanitter eller filistre, fortæller Yosef Garfinkel ifølge Christian Post.

Men manglen på svineknogler forklarer ingenting, mener Naaman. Kanaanæerne spiste heller ikke svinekød. De små gudefigurer, som ikke findes i Khirbet Qeiyafa, er heller ikke et entydigt bevis. I andre områder, der ellers er israelitiske, kan udgravningerne være fyldt med disse figurer, fortæller historikeren fra Tel Aviv Universitet.

Hershel Shanks, der er redaktør for det arkæologiske tidsskrift Biblical Archaeology Review, fortæller til Christian Post, at fundene fra Khirbet Qeiyafa er særdeles interessante men mener samtidig, at de bør undersøges yderligere, før man kan drage endelige slutninger.

Det uheldige er, at vi ikke har tilstrækkelige oplysninger til at være fuldstændig sikre på alle Yosef Garfinkels konklusioner, siger Shanks, der dog støtter dateringen af de fundne effekter til omkring år 1000 f.Kr.