Armeniens ortodokse ønsker fælles påske

Lederen af Catholicosate Cilicia under Armeniens Apostolske Kirke ønsker, at de kristne kirker skal nå frem til en fælles dato for den kristne påske. Her ses St. Kevork, en armensk-apostolsk kirke i Tbilisi, Georgien. - Foto: Wikimedia Commons

Patriark Aram I rejser spørgsmålet under besøg hos Pave Benedikt XVI

Lederen af Catholicosate Cilicia under Armeniens Apostolske Kirke ønsker, at de kristne kirker skal nå frem til en fælles dato for den kristne påske. Patriark Aram I rejste spørgsmålet, da han for nylig var i Rom og blev modtaget af pave Benedikt XVI.

På et pressemøde efter samtalen med den romersk-katolske pave erklærede Patriark Aram I, at der ikke er særlige doktrinære problemer, der hindrer en sådan målsætning. Det er udelukkende et spørgsmål om kalenderen. En sådan fælles tid for fejringen af Kristi opstandelse vil tjene som et synligt udtryk for kristen enhed.

Ved en økumenisk ceremoni i forbindelse med patriark Aram Is besøg i Rom, talte både han og Pave Benedikt. Han erkendte, at katolikker og armensk-ortodokse mange steder i verden lever tæt sammen. Voksende forståelse af den apostoliske tradition, som de har fælles, kan tjene til voksende fælles vidnesbyrd om de åndelige og moralske værdier, foruden hvilke ingen sand human og social ordning kan fungere.

De fleste år fejres påske på to forskellige datoer. De fleste katolikker og protestanter på ét tidspunkt, de fleste ortodokse kirker på et andet. De forskellige tidspunkter daterer sig tilbage til de første kristne samfund, men princippet blev især besluttet ved koncilet i Nikæa år 325. Problemet blev for alvor et skel, da pave Gregor XIII udskiftede den julianske kalender fra år 46 til fordel for den gregorianske kalender.

Det tog nogen tid, før den nye kalender blev gennemført i de katolsk og protestantisk dominerede lande. Men i de ortodokst dominerede lande holdt man stort set alle steder fast ved den julianske kalender. Aram I, der tidligere har været moderator i Kirkernes Verdensråd, rejste første gang spørgsmålet ved rådets generalforsamling i 1998.

Foto: stock.xchg