Baby får blodtransfusion trods forældres modstand

Forleden udstedte en irsk dommer en kendelse, som tillod et hospital at gennemføre en blodtransfusion på en lille baby, hvis forældre er Jehovas Vidner. Foto: Wikimedia Commons

To Jehovas Vidner nægtede, at deres barn skulle have livsnødvendig blodtransfusion. Men domstolen vægtede barnets liv højere end forældrenes religion

En højesteretsdommer i Irlands hovedstad, Dublin, var tvunget til at afholde en akut høring om natten i sit eget hjem, for at give lægerne den nødvendige tilladelse til at udføre en blodtransfusion, skriver The Irish Times.

Juledag havde en kun tre måneder gammel baby fået høj feber og blev hasteindlagt med akut bronkitis og åndedrætsbesvær. På et tidspunkt døde han og måtte genoplives.

Drengen blev flyttet til et større hospital i Dublin den 26., hvor man konstaterede, at hans lever var beskadiget, og at han var i akut blodmangel.

Lægerne forklarede barnets forældre, som er Jehovas Vidner, at den sidste udvej for at redde drengens liv var en blodtransfusion. Forældrene, som er stærkt troende Jehovas Vidner, forklarede, at de ville det bedste for drengen, men at de af religiøse årsager ikke kunne acceptere det.

I Jehovas Vidner nægter man konsekvent at modtage blod, fordi Gud flere steder i Det Gamle Testamente forbyder mennesket at indtage blod.

LÆS OGSÅ: Nej til blod - en hjertesag for Jehovas Vidner

Men hospitalet kunne ikke acceptere forældrenes nej og besluttede sig for at forsøge at få retskendelse for at gennemføre transfusionen uden forældrenes tilsagn. Om natten afholdt en Højesteretsdommer en akut høring med både forældrene og lægerne.

Den kliniske direktør for hospitalets intensivafdeling forklarede dommeren, at drengens liv var i overhængende fare, og at der ikke var nogle alternativer.

Dommeren konkluderede, at forældrene virkede oprigtigt bekymrede, men at de af religiøse årsager ikke kunne indvillige. Han udstedte en kendelse, som tillod hospitalet at gennemføre transfusionen.

Samme nat gennemførte hospitalet den livsnødvendige transfusion, og drengen kom hurtigt i bedring.

I onsdags forklarede højesteretsdommeren årsagen til sin kendelse. Han sagde, at forfatningen garanterer tankefrihed og religionsfrihed. Den giver også forældre retten til at opdrage deres børn ud fra religiøse og filosofiske overbevisninger, men han understregede, at den ret ikke var absolut. Og i tråd med tidligere sager i Irland havde han valgt at godkende transfusionen.

Det er ikke første gang, at familien har døden tæt ind på livet. Drengen havde en tvillingesøster, som døde ved fødslen. Og for nogle år tilbage var en af deres andre børn også dødeligt syg, og også den gang nægtede de en transfusion, men den daværende dommer accepterede heller ikke forældrenes ønske, skriver The Irish Times.