Bag om ekstremismen
Religiøs fundamentalisme og ekstremisme har de seneste år optaget mange. Se her hvad eksperterne siger om fænomenet
Ordet ekstremisme er afledt af det latinske ekstremus, som betyder yderst, yderlighed eller yderpunkt. I en moderne sammenhæng benyttes termen ofte nedsættende om holdninger, som betegnes ekstreme, eller om opfordring til at foretage ekstreme handlinger.
Begrebet ekstrem bruges om den mest yderliggående filosofiske, politiske eller religiøse observans eller handling.
De andre er ekstremister
Mikkel Thorup, idehistoriker ved Aarhus Universitet, har beskæftiget sig med ekstremisme. Han gør opmærksom på, at Ekstremist er noget man kalder den anden. Det væsentlige er, at ekstremist er del af den sprogbrug, vi anvender for at underminere vores modstandere og dømme folk uden for det legitime felt.
Mikkel Thorup forklarer, at begrebet i en religiøs kontekst ofte benyttes af en etableret kirke eller trossamfund om et konkurrerende trossamfund, som beskrives som en sekt. Tilhængerne kaldes fundamentalister i stedet for troende, i stedet for en præst er det en guru eller charlatan, som leder kirken, og troen beskrives som et resultat af hjernevask.
Når ekstremismen avler vold
Ifølge politiets efterretningstjenestes hjemmeside er man ekstremist, hvis man ved hjælp af magt, for eksempel vold, hærværk, trusler eller anden forstyrrelse af samfundsordenen, forsøger at øve indflydelse på offentlige anliggender. Ekstremisme er i den forstand forbundet med terrorisme, uden at de to begreber dog bliver synonymer.
Professor Anthony Glee, fra Center for efterretning og sikkerhedsstudier på Brunel Universitet, har valgt at formulere det således: Ikke alle ekstremister er terrorister, men alle terrorister er radikale og ekstremister.
Ordet ekstremisme bruges ofte som synonym for fundamentalisme. Fundamentalisme er ifølge det amerikanske forskningsprojekt, The Fundamentalism Project, ikke alene en bogstavtro tolkning af helligtekster, men rummer også handling. Fundamentalister forsøger aktivt at etablere et idealsamfund bygget på helligteksten, og det er netop i den forbindelse, at fundamentalistiske bevægelser optræder ekstremistisk.
En sort-hvid verden
Efter angrebene på Washington og New York d. 11. september 2001 har især islamisk fundamentalisme fået meget opmærksomhed, men religiøs ekstremisme findes også hos andre religioner.
Religionssociologen Mark Juergensmeyer beskriver i sin bog, Terror in the Mind of God, voldelige tendenser indenfor islam, kristendom, jødedom, sikhisme og buddhisme. Han mener, at religiøs vold er tæt forbundet med den religiøse verdensanskuelse, som ofte er intolerent, fordi den er moralsk manikæisk, det vil sige, at den opdeler verden i godt og ondt, søger absolutte løsningsmodeller og ser religionen som involveret i en forsvarskrig mod sekularisering og modernitet. Det er ikke en naturlov, at religiøsitet fører til voldsanvendelse, men risikoen for at sker, er større, jo mere fundamentalistisk religionstolkningen bliver.
Det er med andre ord mere religionens udtryk end indhold, der definerer, hvad religiøs ekstremisme er, og det bliver tydeligt, at ekstremismens modsætning er moderation. Ekstremisme er ikke alene intolerance, men også dét at lade intolerancen styre sine handlinger.