Blafemisager blomstrer i kriseramte Grækenland

Blasfemisager blomstrer i Grækenland. En græsk-ortodoks præst protesterer foran et teater i Athen. Teateret viser det kontroversielle McNally-stykke 'Corpus Christi', som viser Jesus og disciple som homoseksuelle. Stykkets instruktør blev efterfølgende anklaget for blasfemi med henvisning til en gammel lov fra 1850'erne. Sager som denne ser ud til at have fået nyt liv med den græske økonomiske krise. Foto: ALEXANDROS VLACHOS Denmark

Gammel lov skaber blasfemistrid i det kriseramte Grækenland

Grækenland er i økonomisk krise. Mange tyr nu til den ortodokse tro i håb om hjælp og det har mundet ud i en række blasfemisager i landet.

Det fortæller den amerikanske, offentlige non-profit radiostation NPR.

Med økonomisk depression og høj arbejdsløshed har mange grækere i denne tid svært ved at finde fodfæste.

Mens mange ser mod andre lande i håb om en hjælpende hånd, leder andre efter en vej ud af krisen gennem det religiøse.

Religiøse profetier
Mange grækere har ifølge NPR fundet håb i den græsk-ortodokse munk 'Ældre Paisios'.

Selvom Ældre Paisios døde i 1994, har munkens profetier samlet mange.

Han opfordrede til at finde trøst i troen og forudsagde efter sigende den økonomiske krise i Grækenland, lige som han har spået, at det stolte græske rige, man kender fra Antikken, vil genopstå.

Det er formodentlig denne genopstandelse, som har fået mange til at være særligt opmærksomme på profeten.

Profetisk pastaret
Men det er ikke alle grækere, der ser Paisios som en positiv profet.

Den 27-årige Philippos Loizos hører til blandt kritikerne. Han ser ikke Paisios som en løsning, men snarere som et problem:

Det virker som om, at hver gang, der er en krise i Grækenland, så leder folk efter frelsere. Vi venter på et tegn fra Gud eller fra en oplyst leder. Grækere har ikke fundet ud af, hvordan man selv løser problemer, så vi venter på, at der er nogle andre, som frelser os, siger han til 'NPR'.

Loizos har lavet en Paisios-kritisk facebook-side, 'Ældre Pastitsios', (en græsk pastaret, red.). Her beskylder han Paisios for at være xenofobisk (fremmedangst, red,), og pastitsios-retten erstatter den gamle munks ansigt på sidens billeder.

Loizos fortæller, hvordan han med sin kritiske side har fået meget modstand, er blevet truet, men også har mødt positive reaktioner.

Det var dog tilsyneladende på baggrund af adskillige klager over Loizos facebookside, at politiet i september 2012 arresterede Loizos under en statslig anklage for blasfemi.

Tiltalen skete under henvisning til en gammel blasfemilov, der stammer fra 1850'erne, men som altså stadig er gældende i Grækenland i dag.

Blasfemisager af denne type kan give op til et halvt års fængselsstraf.

Religiøs radikalisering
Den græsk-ortodokse kirke er en enorm institution i Grækenland, og selvom en talsmand for Athens ærkebiskop, Ieronymos II, understreger kirkens ønske om ikke at blande sig i politiske anliggender, ser det ifølge NPR ud til, at landets krise har medført en radikalisering af religiøse konflikter. Blasfemi-sagerne ser ud til at være et tegn herpå.

Før krisen indtraf, var den gamle lov ikke blevet brugt længe, men efter krisen har ramt, har to store sager om blasfemi allerede været for domstolen.

Homoseksuel Jesus
I 2012 blev et teater stormet af vrede kristne aktivister, da den græske produktion af Terrence McNally-stykket 'Corpus Christi' blev opført.

Stykket, der portrætterer Jesus og hans disciple som homoseksuelle i et moderne Texas, vakte enorm vrede, og modstandere af stykket mødte op til premieren og kastede sten efter teatrets gæster.

Stykkets instruktør, Laertis Vassiliou, fortæller, hvordan han følte sig personligt truet af kritikken, og hvordan det føltes som at blive angrebet af et kristent Taleban:

I to måneder truede de os på livet. Hver dag var der breve, hvor der stod, 'Du vil brænde op i helvede'. De fortalte mine forældre, at 'vi vil sende jeres søn i en æske, skåret i små stykker i en æske,' fortæller han.

Det gyldne daggry
Blandt McNally-stykkets kritikere var flere medlemmer af det kristne og neo-facistiske parti 'Gyldent Daggry', der har haft vind i sejlene efter krisen har ramt landet.

Gyldent Daggry har ved flere lejligheder været ude med riven efter taler i parlamentet, hvor partiet har fundet indholdet blasfemisk eller i anden sammenhæng stødende.

Vassiliou blev ligeledes tiltalt for blasfemi, men sagen blev senere droppet.

Yannis Ktistakis, som er menneskerettigheds-advokat, forklarer til radiostationen, hvordan blasfemisagerne passer godt sammen med den religiøse og nationalistiske propaganda, Gyldent Daggry står bag:

De føler, at det nu er tiden inde til at få grækerne til at tænke over deres egen 'specielle' identitet, siger han til radiostationen.

Ærkebiskop Ieronymos II fordømte i øvrigt offentligt angrebet på teaterstykket, men har understreget, at han anser både stykket og Paisios' facebook-side for blasfemisk.

Statens retssag mod Loizos er i mellemtiden blevet droppet, men den 27-årige græker står stadig over for anklager om religionsfornærmelse, der kan give ham op til to års fængsel.