Dansk guldaldergravmæle nær Peterskirken restaureres

Den tyske kirkegård i Rom, også kaldet Campo Santo Teutonico. Foto: Wikimedia

På Roms tyske kirkegård ved siden af Peterskirken hviler en af guldalderens kendte danskere, maleren Albert Küchler. Hans gravmæle skal nu restaureres

Mens livet myldrer rundt på Peterspladsen, trasker stilheden rundt på den smukke, kulturhistoriske plet Campo Santo Teutonicoved siden af Peterskirken. Kun få turister har øje for den tyske kirkegård og dens danske beboere, som guldaldermaleren og franciskanermunken Albert Küchler tilhører.

Malerens vejrbidte gravmæle har derimod fanget Venneforeningen forDen Ikke-katolske Kirkegårdsblik, og det skal nu restaureres som led i bevaringen af danske gravsteder i Rom.

Gamle danskere i nye marmorklæder
Venneforeningen har allerede taget sig godt af 30 danske gravmæler i den evige stad:

I forlængelse af restaureringernepå den protestantiske kirkegård i Rom, som vi påbegyndte i 1997, er det naturligt at fortsætte med Albert Küchlers mindesmærke, fortæller forfatter Steen Neergaard, der er primus motor bag foreningen og istandsættelserne af de danske gravsteder.

Ny Carlsbergfondet har doneret midlerne til restaureringen af Küchler-gravmælet, som vil finde sted i september 2010. Alle hidtidige restaureringer er blevet finansieret af danske fonde og indtægter fra salget af bogen "Vi kom fra Danmark"om de danskere, der hviler i Rom. I bogen kan man hoppe ned i en guldaldertidslomme og træde i fodsporene på en mængde danske skønånder, der blev indhentet af døden under deres romerske ophold. Bogen er netop udkommet i andet oplag.

Albert Küchler var en af de kunstnere, der som så mange andre artsfæller drog til Italien for at indfange det sydlandske folkeliv i sine penselstrøg. Til forskel fra de fleste andre konverterede Küchler dog til katolicismen og blev senere munk i franciskanerklostret San Bonaventurai Rom. Døden lukkede munden på Fra Pietro, som han derefter kaldtes, i 1886 efter et 56-årigt ophold i Rom.

Albert Küchler sidder på en spændende plads i dansk historie som både maler og munk i guldalderen. Derfor er også hans epitafium værd at istandsætte, siger Steen Neergaard.

I Guds og kunstens tjeneste
Måske var det via hans læremester professor J.L. Lund på kunstakademiet i København, at Küchler fik kontakt til den tyske kunstnerkreds i Rom, de såkaldte nazarenere. Disse nyfortolkede motiver af italienske renæssancemalere som Perugino og Rafael, men dyrkede også romantikkens landskabs- og portrætmaleri. Nazarenerne mente, at kunsten skulle have en religiøs funktion og lagde vægt på det indadvendte, inderlige og fromme frem for det naturalistiske og udadvendte.

Albert Küchler er som maler vældig interessant, fordi han som nazarenerne mestrede det hele, både det kristne motiv, genrebilledet og kopierne efter de gamle renæssancemestre. Han fik lejlighed til at praktisere alle genrerne i sin gerning, siger kunsthistoriker og tidligere museumsinspektør ved Glyptoteket Jens Peter Munk.

Küchler havde efter sigende altid haft en spirituel interesse. Faktisk var det - også i tråd med tiden og Kunstakademiets praksis - et billede med et religiøst motiv, Jesus helbreder de syge, som indbragte ham Kunstakademiets store guldmedalje i 1829. Med denne medalje og det tilhørende treårige rejsestipendium gav Danmark slip på en af sine store malere, for Küchler drog året efter til Rom på dannelsesrejse og blev der resten af livet.

Det spirituelle fandt også vej ind i malerens genrebilleder, der gengiver en tydelig respekt for den katolske verden. Et eksempel er maleriet "Et par romerske almuefolk køber en hat til deres lille søn, som skal være abbate"(1840), der hænger på Thorvaldsens Museum i København. Küchler og den store danske billedhugger Bertel Thorvaldsen var nære bekendte i Rom, og derfor fandt de skilderier, som billedhuggeren opkøbte af maleren, vej hjem til Danmark efter Thorvaldsens død i 1844.

Küchlers malerier med kristne motiver, der blev til i hans tilværelse som munk, hænger stadig på klostret San Bonaventura på Palatinerhøjen i Rom, hvor han boede en stor del af sit liv. I Danmark kan man blandt andet finde hans hjemsendte altertavler i kirkerne i Ballerup, Esbønderup og Toreby.

Også på disse ses den katolske påvirkning med strøg fra renæssancen. Altertavlen i Toreby Kirkeer eksempelvis en kopi af den tidlige renæssancemaler Pietro Peruginos (1446-1524) maleri Begrædelsen.

Küchler havde samtidens sympati
Hvad så samtiden, når de vendte blikket bort fra Albert Küchlers værker og rettede det mod ham selv?

Maleren Jørgen Roeds portræt af Albert Küchlerfra 1862, der hænger på Thorvaldsens Museum, er for mig et åbenhjertigt kig ind i munkens personlighed. Roed har fanget mødet med sin gamle ven som et umiddelbart og varmt gensyn, der viser Küchler i hans gerning som franciskanermunk, fortæller Jens Peter Munk.

Küchler var at dømme ud fra samtidens kilder en meget afholdt person blandt kunstnerne i Rom, både før og efter konverteringen. Ingen havde et eneste dårligt ord at hæfte på ham ifølge Munk. Han havde en form for naturlig ro over sig, som gennemsyrede hans kunst og fremtræden, også på ovennævnte portræt.

I 1833 beskrev H.C. Andersen i sine dagbøger malerens meget værdsatte, muntre væsen, som han stiftede bekendtskab med under sin første italiensrejse:

Endnu en sluttede sig lige så varm og trofast til mig, det var maleren Albert Küchler, dengang endnu legemlig og sjælelig ung, og ikke uden humor, altid vidste han at sige et spøgende ord.

Vennen Vilhelm Bergsøe(1835-1911), der brugte Küchler som model til en af sine fiktive karakterer i romanen "Fra Piazza del Popolo", satte også pris på den muntre åre og beklagede derfor Küchlers fravalg af livet som kunstner:

Eckersbergs ånd har måttet vige for vievandet, og når man nu ser hans [Albert Küchlers] billeder ak, da er der, efter vor opfattelse, samme forskel på før og nu, som på en sprudlende Hostrupsk vaudeville og en prædiken i fasten, og det ovenikøbet en af de længste.

Mange danske forfattere og malere lagde dog vejen forbi den sympatiske munk i klostret, også selv om hans tilvalg af kirken vakte undren. Selv kong Christian IX og hans dronning Louise aflagde visit hos den da aldrende munk.

Munk uden frygt for fremtiden
Küchlers egne tanker om valget af kirkens vej giver stadig genlyd fra Vilhelm Bergsøes dagbøger:

Kan der gives en Mand med en ideal Stræben og Trang til at udtrykke den nogen bedre Lod end Stilhed, Fred og Arbejdsfrihed, forbunden med en fuldstændig sorgfri Tilværelse? ... Tænk Dig, aldrig et Øieblik at have Frygt for Fremtiden, aldrig at eie Noget, aldrig at skulle vende en Skilling i sin Haand!"

Albert Küchler fik sit ønske opfyldt, og han fortrød efter eget udsagn aldrig at være blevet munk. Han døde i sit 83. år og blev gravlagt på den tysk-katolske kirkegård Campo Santo Teutonico, da San Bonaventuras klostervirksomhed på dette tidspunkt i 1886 var blevet indskrænket.

I hans nuværende bolig skal han heller ikke længere frygte fremtidens forfald, for bevaringen af hans gravmæle står højt på Venneforeningen for Den Ikke-katolske Kirkegårds dagsorden.

Albert Küchler som franciskanermunk, malet af Jørgen Roed i 1862. Foto: Wikimedia
Albert Küchlers gravmæle på den tyske kirkegård i Rom. Foto: Steen Neergaard
Den tyske kirkegård i Rom. Foto: Wikimedia