Darwin som alibi for racisme

Ifølge James Watson er afrikanere genetisk underlegne

Afrikas befolkning er genetisk underlegne, udtaler nobelprismodtager. Det er vand på amerikanske kreationisters mølle, der ligesom muslimer forholder sig kritisk til evolutionslæren

Raceteori og racehygiejne er ikke tilfældigheder men det logiske produkt af darwinistisk tænkning.

I det forløbne år har religiøse grupper i USA og Tyrkiet markeret sig med kritik af Darwins lære og kaldt den racistisk.

Senest har amerikanske kristne tilhængere af intelligent design teorien eller kreationisme, reageret på en nobelpristageres kontroversielle udtalelser. Og tidligere i år modtog danske gymnasielærere og politikere et eksempel på noget, man kunne kalde muslimsk kreationistisk litteratur.

Kritiske amerikanere
Da magasinet Science i august 2006 gennemførte en undersøgelse af 34 forskellige befolkningers holdning til Darwins evolutionslære, kom USA ind på en klar førsteplads, som det land, hvor befolkningen var mest kritiske overfor teorien.

Det skyldes bl.a., at der her findes en stor gruppe kreationister. De er arge modstandere af evolutionslæren og ikke mindst den del, som udgøres af darwinismen.

Evolutionslæren provokerer tilhængere af intelligent design. For dem er levende væsner på jorden ikke blevet til gennem en langsom udvælgelsesproces, men derimod designet af en højere intelligens, som i de fleste tilhængeres opfattelse er Gud.

Afrikanere er genetisk underlegne
Men det er ikke mindst, når spørgsmålet om race kommer ind i billedet og bliver blandet med evolutionsteori, at sindene kommer i kog. Racespørgsmålet har om noget været billedet på kamp mellem godt og ondt i USA.

James Watson er amerikansk Nobelprisvinder, som var med til at kortlægge strukturen i DNA tilbage i 1953. Han er en varm tilhænger af evolutionslæren og erklæret ateist. Watson er desuden kendt for sine kontroversielle udtalelser.

Under en rejse til England for nylig udtalte han, at hele Afrikas befolkning er genetisk underlegne, når det kommer til intelligens. Han sagde endvidere, at han da ellers håber, at alle er lige:

- men arbejdsgivere, der må trækkes med sorte ansatte, finder hurtigt ud af, at det ikke hænger sådan sammen.

Denne udtalelse har naturligvis fremkaldt en skarp reaktion fra mange kanter bl.a. Watsons egne kollegaer. Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabsmænd tager således kraftigt afstand fra udtalelsen, som de kalder: racistisk, ondskabsfuld og uvidenskabelig.

Darwinisme som kilde til racisme
Kreationisterne går et skridt videre. De tager udtalelsen som en naturlig følge af at være tilhænger af darwinisme.

Intelligent designs åndelige højborg er the Discovery Institute i Seattle. På instituttets hjemmeside skriver instituttets præsident, Bruce Chapman, bl.a.: Raceteori og racehygiejne er ikke tilfældigheder men det logiske produkt af darwinistisk tænkning.

Han skriver endvidere, at: Watsons åbenhjertige udtalelser hjælper med at kaste lys over det radikale ideologiske indhold af darwinismen, når den ikke er tildækket af politiske figenblade.

Chapmans udtalelser falder i forbindelse med hans omtale af en ny bog: Darwin Day in America af John G. West. West er ph. d. og tilknyttet Discovery Institute. Et kapitel i bogen er helliget darwinisme og racisme, og West har i forbindelse med udgivelsen bl.a udtalt:

- Der er ikke noget ekstraordinært ved Watsons synspunkter. Som jeg dokumenterer i min kommende bog, så er der en lang historie med evolutionister, der bruger darwinisme til at retfærdiggøre racisme inklusiv Darwin selv.

Tyrkisk kritik af evolutionsteorien
USA havnede i ovennævnte undersøgelse fra Science på en førsteplads, når det gælder befolkninger med mindst tiltro til Darwins lære. På andenpladsen finder man Tyrkiet, og i dette land findes en pendant til kreationisterne i USA.

Det fandt flere danske gymnasielærere og politikere ud af tidligere i år. Da modtog de nemlig det digre værk Atlas of creation med posten.

Værket er forfattet af tyrkeren Adnan Oktar, der skriver under navnet Harun Yahya og er ret populær i sit hjemland. Organisationen bag udgivelsen hedder Fonden for Videnskabelig Forskning, og den har allerede fået oversat Oktars værker til 59 sprog og har udsendt dem til 80 lande.

Professor i idéhistorie Peter C. Kjærgaard fra Århus Universitet kalder det en fundamentalistisk muslimsk organisation, og angiveligt skulle den blive støttet af oliemillioner fra Mellemøsten.

Bogen er et opgør med evolutionsteori. Bl.a. bruger man fossiler til at vise, at der ikke skulle være sket nogen som helst forandring med dyrene fra fortiden til nu. I Tyrkiet kan man se tilhængere på gaden udstille fossiler, der skal vise, at det jo bare er de samme dyr, der findes den dag i dag.

Også hos Yahya og andre muslimske kreationister sker der en sammenkobling af darwinisme og racisme. Yahya har bl.a. i artiklen Racisme og social darwinisme skrevet: Den væsentligste årsag til den pludselige udvikling af racisme i det 19. Århundredes Europa var erstatning af idéen om at Gud har skabt alle mennesker lige med darwinisme.

Intellektuelle tyrkere bekymrede
Mange tyrkiske intellektuelle er bekymrede for kreationismens fremmarch i landet. Faktisk blev kreationisme allerede en del af curriculum på naturvidenskabelige fag ved højere læreanstalter i 1985, og nu mener modstandere af teorien, at den er så veletableret, at det er umuligt at få taget den af skemaet igen.

Aykut Kence, professor i biologi ved Ankara's Mellemøstlige Tekniske Universitet, siger i den forbindelse til avisen Christian Science Monitor.

- Det betyder, at vi vil falde bagud af dansen i forhold til andre moderne nationer både mht. udvikling, økonomi og kultur ja alting.

En anden tyrkisk intellektuel, Taner Edis, fysiker ved Truman State University i Missouri, forklarer til samme avis fænomenet med et behov for at harmonisere traditionel muslimsk tankegang med det moderne liv:

- Noget må til for at forene disse to størrelser. Når nogen kommer med en pakkeløsning, hvor begge dele indgår, så bliver det meget attraktivt. Man har den moderne videnskabelige forklaring, som så igen understøtter og bekræfter de dybe religiøse og etiske forestillinger, der findes hos tilhængerne.

Darwinismen står i vejen
Det samme kan siges om kreationisterne i USA, hvor det er traditionelle konservative kristne værdier, der skal forenes med det moderne liv.

I begge tilfælde står darwinismen i vejen med sin forklaring, der skaber en kløft mellem de traditionelle værdier og moderne videnskab. Den bliver derfor forkastet som både uvidenskabelig og årsag til alverdens ulykker, blandt andet racisme.