Dommer beordrer tørklæde af muslimsk kvinde

En dommer har afgjort, at en muslimsk kvinde skal tage sit tørklæde af, når hun skal i vidneskranken. -

I Toronto har en dommer beordret en muslimsk kvinde til at tage sit hovedtørklæde af under en tur i vidneskranken. Dommeren mener ikke, at tørklædet er af vægtig religiøs karakter

En dommer i Toronto har beordret en muslimsk kvinde til at tage sin niqab (klæde der dækker det meste af ansigtet, red.) af og vise sit ansigt til de to mænd, der er anklaget for seksuelt overgreb mod kvinden skriver The Star.

Ikke tidligere har der i Canada været lignende tilfælde. Sagen bliver nøje fulgt af de canadiske medier, og diskussion går på, om sagen i Toronto vil skabe furore blandt landets 580.000 muslimer. Yderligere diskuteres der i medierne, hvorvidt denne sag vil fraholde andre muslimske kvinder i at melde seksuelle overgreb til politiet.

Tørklædet er symbol på tryghed ikke religion
Dommeren i Toronto spurgte kvinden om hendes bevæggrunde for at gå med niqab, hvortil hun svarede følgende: Det handler om respekt, dyd, og hvad vi i islam kalder ære. Jeg ville føle mig mere tilpas, hvis jeg ikke skulle vise mit ansigt. Kvinden uddybede, at hun ikke må vise sit ansigt for ugifte mænd og dermed potentielle ægtefæller. Videre forklarede hun, at det kun hendes familie, der har set hende uden niqab.

Alligevel beordrede dommeren kvinden til at tage sin niqab af, hvis hun skulle vidne mod de to anklagede. Dommeren var nemlig kommet i besiddelse af kvindens kørekort, hvor hun syner uden tørklæde. Kvindens forsvar var, at billedet var taget af en kvindelig fotograf og med sikker afskærmning fra mænd. Dette vægtede dog ikke hos dommeren, der påpegede, at billedet i princippet kunne være blevet set af flere mænd i forbindelse med produktionen af kørekortet. Herunder politibetjente og paskontrollører.

Dommerens konklusion faldt på, at kvindens bevæggrund for at bære niqab mere var et spørgsmål om tryghed end om religiøs overbevisning.

Men netop tryghed fik kvindens advokat til at plædere for, at kvinden skal have lov til at bære niqab på vidnestolen. Advokaten udtalte, at i sager, der omhandler seksuelle overfald, er vidneudtalelserne oftest meget traumatiske. Videre sagde han, at i sådanne tilfælde bør retten respektere religiøse rettigheder og ritualer, der giver vidnet tryghed og styrke.

Hvorvidt kvindens advokat får omstødt dommerens kendelse og dermed give kvinden ret til at bære niqab i retten er endnu ikke besluttet. Argumenterne for og imod fortsætter indtil retssagen den 2. marts.