Ekspert advarer: Religionsfriheden er i global krise

Kristne i hele verden er truet af en stigende sekularisme, mener flere amerikanske biskopper.

Mens den amerikanske stat kæmper for homoseksuelles rettigheder, er kristendommen og religionsfriheden truet verden over. Sådan lyder det fra en ekspert og flere religiøse ledere

Kirke-bombninger, kidnapninger og tortur af kristne. Det er konsekvensen af en global misforstået opfattelse af, at religion udgør en trussel for det frie samfund. Det mener en amerikansk forsker og flere katolske biskopper.

De peger på, at et stigende internationalt pres på religionsfriheden fører til terrorisme, diskrimination og forfølgelse af troende verden over. Det skriver den katolske nyhedsmedie Catholic News Agency.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Kristne diskrimineres mest i Europa

Den 13.-15. juni mødtes amerikanske katolske biskopper og eksperter i den amerikanske by Atlanta, for at debattere religionsfrihedens udfordringer. Her talte Thomas Farr, der er leder af center for religiøs fred ved det amerikanske Georgetown University:

Religionsfriheden er i en verdensomspændende krise, der har enorme konsekvenser for kirken, USA, demokratiets globale skæbne, kampen mod religiøs terrorisme, samt international fred og retfærdighed.

I modsætning til den voksende bølge af vestlige sekularister, som peger på religion som årsag til mange internationale stridigheder, mener Thomas Farr, at religiøsitet har en positiv effekt:

Historien og den moderne videnskab fortæller, at religionsfrihed i lovgivning og kultur er uundværlig for både det enkelte menneskes værdighed, såvel som for udviklingen i samfundet og nationalstaten, siger han.

Thomas Farr mener desuden, at der hersker en stigende tendens til, at det amerikanske udenrigsministerium bruger flere ressourcer på at støtte homoseksuelle rettigheder verden over, end de gør på at støtte religionsfrihed.

I 2009 offentliggjorde det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center en undersøgelse af global religionsfrihed, som fortæller, at 70 procent af verdens befolkning lever i et land, hvor religionsfriheden er alvorligt begrænset.

Mens religiøs undertrykkelse ofte foregår i tredjeverdenslande, mener Thomas Farr, at truslen mod religionsfriheden også har gjort sit indtog i vesten. Hen peger på, at mange religiøse mennesker i Europa oplever en stigende social fjendtlighed over for religiøsitet.

Ifølge den irakiske biskop Shlemon Warduni, står det endnu værre til i hans krigshærgede hjemland. Irak har siden 2003 har været plaget af krig, og her oplever man angreb på kirker, kidnapning og tortur af præster og kristenforfølgelser:

Der er flere, der spekulerer i, at der er en stor sammensværgelse i gang for at udrydde de kristne fra Irak og sågar hele mellemøsten. USA har et særligt ansvar over for Irak. Vi beder jer om at gøre jeres bedste, siger Shlemon Warduni.

LÆS TEMA: Kristenforfølgelser

Ifølge undersøgelsen fra Pew Research Center oplever 9 procent af verdens lande religiøs terrorisme.