En ud af fem amerikanere har intet religiøst tilhørsforhold

Cirka hver femte voksne amerikaner - eller cirka 46 millioner mennesker - betegnes som "nones", en betegnelse for personer, der ikke passer ind i nogen gængse kategorier for religiøs overbevisning.

Ny undersøgelse viser kraftig stigning i antallet af amerikanere uden nogen religiøs præference. De såkaldte "nones" er en vigtig demokratisk vælgergruppe

En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank "the Pew Forum on Religion & Public Life" har vist, at et stigende antal amerikanere enten ikke har præferencer i forhold til nogen religion eller slet ikke har noget forhold til religion overhovedet. Det skriver Religion News Service.

46 millioner "nones"
Denne gruppe mennesker kaldes "nones" (neutrale, red.), da de ikke passer ind i nogen gængse kategorier for religiøs overbevisning. Det er cirka hver femte voksne amerikaner - eller cirka 46 millioner mennesker - der kan betegnes som "none".

Tendensen er mest markant hos mennesker under 30 år. I den gruppe er en ud af tre en "none". "The nones" er både mænd og kvinder, folk med forskelligt uddannelsesniveau, forskelligt lønniveau, og folk der kommer fra forskellige geografiske områder. Dog er tendensen kraftigst blandt hvide.

"Jeg tror, det står klart, at dette er tegn på en klar ændring i det religiøse landskab i USA," siger ledende forsker på undersøgelsen Greg Smith til Religion News Service.

Smith mener, at tendensen hænger sammen med, at unge mennesker generelt er mere liberale end de ældre generationer samt med den generelle sekularisering i udviklede, vestlige samfund.

Vigtig vælgergruppe
Undersøgelsen viser også, at gruppen af "nones" hovedsagligt stemmer demokratisk. Cirka 75 % af dem stemte på Barack Obama i 2008. De er altså en lige så stor og vigtig støtte af det demokratiske parti, som de traditionelle religiøse er for republikanerne.

Ifølge undersøgelsen er "the nones" generelt meget liberale i forhold til emner som abort og homo-vielser. Et flertal af dem mener heller ikke, at det er vigtigt, at deres præsident har en religiøs overbevisning, og flere af dem siger også, at det gør dem "utilpas", når politikere taler om religion.

Ryan Cragun, der er lektor i sociologi på Tampa Universitet, udtaler derfor, at undersøgelsen er en slags advarsel til politikerne:

"De må holde op med at lægge så stor vægt på det religiøse, for et stigende antal vælgere vil ikke høre om den slags."

Tanker om religion
Fraværet af en bestemt religiøs identitet betyder dog ikke nødvendigvis, at ingen af "the nones" gør sig tanker om det religiøse. Flere af dem siger, at de tror på Gud eller en form for højeste væsen, eller at de føler en dyb forbindelse med naturen. Et mindretal siger sågar, at de beder hver dag.

Flere amerikanske religiøse ledere har kommenteret på stigningen af "nones". Deres kommentarer kan ses her. Flere af lederne peger på en stigende individualisering som en del af forklaringen på fænomenet.

Hvis nogle amerikanske kirker står halvtomme, kan det skyldes de mange amerikanere uden religiøse præferencer